3 måltider fra kaos

Med uendelig selvtilfredshed gik mennesket rundt på jorden og håndterede deres hverdag, rolige i deres antagelse af deres magt over livet.

Sætningen er en parafrase over begyndelsen af den engelske forfatter H.G. Wells Klodernes Kamp, fra 1898. Menneskene er selvoptagede og selvsikre til et punkt, hvor de slet ikke kan forestille sig, at en fremmed kultur vil være eller opføre sig som andet end endnu en mulighed, som det vestlige menneske kan udforske og udpine på egne vilkår.

Sådan har marsboerne det dog slet ikke. De er klogere og stærkere end menneskene og har brugt tid på at studere vores race. Og nu er det tid. De lander ved London og begynder at overtage England.

Jeg sagde det jo, I kæmpe fjolser

H.G. Wells brugte science-fiction fortællinger til at åbne læserens øjne for både muligheder, såvel som mulige udfordringer og etiske problemer. Efter en meget rodet barndom og ungdom, hvor hans forældre ikke havde råd til at sikre en ubrudt skolegang, blev Wells stor fortaler for en mere lige og bedre verden.

Han så, forudså og fortalte med stor skarphed. Først gennem fiktion og senere mere samtidsbeskuende og holdningsbærende tekster. Atomvåben, 2. verdenskrig og behovet for en stor fælles encyklopædi, som alle mennesker havde fri adgang til, er blandt hans forudsigelser. Med humor argumenterede han for, at hans eftermæle skulle være: "Jeg sagde det jo, I kæmpe fjolser". Og det kan det med rette være.

Verden, som vi kender den

Onsdag d. 11. marts 2020 holdt statsminister Mette Frederiksen et pressemøde, hvor hun bl.a. sagde: "Vi har som myndigheder, borgere og land en vigtig opgave. Vi skal undgå, at for mange bliver smittet på én gang. Det går allerede hurtigt, det går for hurtigt,".

Corona var kommet. Og lukkede store dele af Danmark ned fra dag til anden. Det var en onsdag aften, det meste af Danmark var lukket torsdag og senest om mandagen skulle alle offentlige institutioner, f.eks. børnehaver og skoler, være lukket.

Vi gik roligt rundt med en grundantagelse om vores omnipotente magt over livet. Og mødte, hvad der skulle vise sig at være en lang og barsk opvågnen. På en dag bevægede vi os fra en idé om, at verden ville opføre sig som vi forventede, til erkendelsen, at vi havde følt os langt mere trygge end vi faktisk var.

De forandringer, der sker over lang tid, er notorisk svære at se for os, der er midt i dem. Hvis vi zoomer ud, så er der kun godt 100 år mellem at de store modpoler og klasser i Danmark skifter fra at være bønder og godsejere til arbejderklasse og virksomhedsejere.

Skiftet fra et feudalt samfund til et kapitalistisk er enormt og fandt sted over relativt kort tid, men vores generelle opfattelse af, at så store skift i vores samfund kan og vil ske igen er næsten nul. Det fylder næsten intet i vores løbende snak om f.eks. politik, at de to største partier repræsenterer to sider af det som var og ikke det som bliver.

Hvilket kan sætte os i en underlig uforberedt fornægtelse og uigennemtænkt situation, hvor vi ikke har værnemidler nok til en pandemi i 2020, fordi man i 2006 har nedlagt nødlagrene, da man ikke længere kan forestille sig, at en pandemi ville ramme verden. Det var simpelthen så længe siden sidst, at vi havde glemt fortiden og fremtiden - og kun havde et snævert blik på nu.

Lad dem æde brioche

Vi tror de tektoniske samfundsplader ligger fast, men måske ligger de slet ikke så tungt, som vi forventer. Lenin, en af hovedmændende bag de to revolutioner, der først fjernede zaren og derefter afsatte den siddende regering i Rusland, er citeret for at have sagt: "Ethvert samfund er 3 måltider fra kaos".

Afarter af denne sætning er tilskrevet mange forskelige mennesker gennem tiden. Det siges endda, at den britiske efterretningstjeneste MI5 i en briefing til den daværende regering har nævnt 4 måltider, som antallet mellem ro og anarki i Storbritanien. Det kan dog ikke dokumenteres. Hverken at det blev sagt eller at det var 4.

Selve citatet knyttes først reelt til den amerikanske journalist Alfred Henry Lewis, der i 1896 udgiver en artikel, som bliver trykt i flere amerikanske dagblade, hvori han skriver:

Those of us who are well fed, well garmented and well ordered, ought not to forget that necessity makes frequently the root of crime. It is well for us to recollect that even in our own law-abiding, not to say virtuous cases, the only barrier between us and anarchy is the last nine meals we’ve had. It may be taken as axiomatic that a starving man is never a good citizen.

Hvoraf selve essensen er, at det er nemmere at være god, lydig og dydig når man har maven fyldt. Her handler det om kriminelle skal forstås, som mere end deres gerninger, men det samme gælder når samfundet bliver for polariseret mellem rig og fattig, autoritær og værdiløs, mæt og sulten.

Måske kommer idéen til citatet fra de anslåede 300 oprør, der fandt sted i Frankrig i april og maj i 1775. Anne-Robert Jacques Turgot havde som ny finansminister valgt at fjerne statens kontrol med kornpriserne, fordi han troede ubetinget på det frie marked.

Timingen var dog skidt, fordi høsten slog fejl i 1774 og resultatet blev langt dyrere brød. På det tidspunkt bestod 2/3 af kosten for et almindeligt menneske i Frankrig af brød og kostede cirka halvdelen af de penge de havde til rådighed. Da priserne på brød steg, steg sulten og det samme gjorde antallet af revolter, der fik tilnavnet melkrige, fordi soldater blev sat ind mod borgerne på gaderne.

I første omgang blev Anne-Robert Jacques Turgot fyret fra posten og den fri kornpris afblæst af den franske konge, som dengang blev kaldt kongerigets førstebager, fordi folket mente det var hans pligt, at sørge for alle franske havde mulighed for at bespise sig selv. Men en del af fundamentet for den franske revolution var lagt og den tikkende bombe under adelen sat i gang.

Som en indskudt sætning er det forøvrigt værd at vide, at selve citatet: "Lad dem æde kage", som jo er tilskrevet den franske dronning Marie-Antoinette, har tre store udfordringer. Dels er citatet lidt lost in translation. Det er faktisk: "Qu’ils mangent de la brioche", som ikke hentyder til kage, men betyder: Lad dem spise brioche. Stadig et forædlet stykke brød, som økonomisk har været udenfor skiven for de fleste, men dog ikke kage.

Dels at det aldrig er reelt tilskrevet Marie-Antoinette. Det stammer fra en selvbiografisk bogserie, som den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau skrev, hvor han citerer en stor fransk prinsesse for at sige det, som respons på at blive fortalt at bønderne ikke har brød. Udfordringen er, at Marie-Antoinette på det tidspunkt, hvor han udgav citatet var prinsesse, men kun 9 år gammel og stadig boede i sit fødeland, Østrig.

Sidst er det tidligste tidspunkt, hvor historikere tekstmæssigt finder Marie-Antoinette knyttet til sætningen, 50 år efter den franske revolution. Til gengæld findes fortællingen om royale og aristokrater, der ikke kan sætte sig ind i hverdagens udfordringer for underklassen, mange steder. Blandt andet i et tidligere udgivet tysk eventyr, hvor forslaget ikke er brioche, men den tyske pendant krosem. Uanset hvem og hvordan, så var opfattelsen af en adel, der slet ikke forstod det almindelige folk, veletableret og derfra var vejen til revolution ensrettet.

Ulighed i samfund bør altid være i fokus, for når den bliver for stor, så brister tålmodigheden - og værdier og magt bliver brutalt omfordelt. På den ene eller anden måde, skal folket have håb om at kunne klare sig i det samfund de lever i. Amerikanerne har den amerikanske drøm. Vi har den store omfordelte lighed. Uanset hvordan, så ender begge livssyn samme sted. Netop muligheden og troen på social mobilitet i sin egen livstid, er en af de allertungeste vægte i skålen, når det handler om menneskers lykke og trivsel i et samfund.

Hvor vil du tage hen?

Godt inde i en vinter, hvor BBC har skrevet og planlagt en række nødmanuskripter, som skal bruges i det tilfælde at strømmen bliver afbrudt i England, Wales og Skotland, kan man diskutere om det er rettidig omhu at skrive manuskriptet. Eller om det havde været rettidig omhu, at sørge for at vores mobilnet, internet, bankssystemer og trafiklys ikke var afhængige af en krig, der har eksisteret i et reelt mulighedsrum, men er blevet overset med vilje. Måske fordi man fortalt historien om, at så længe vi lever i global samhandel, så længe er der fred. Udfordringen med den historie er, at langt de fleste konflikter i verden og mellem mennesker, handler om identitet. Og har intet med samhandel at gøre.

For nylig spillede Kolding Egnsteater forestillingen "Hvis der var krig i Norden", som baserede sig på forfatteren Jane Tellers essay og senere bog af samme titel. Teksten centrerer sig om et simpelt spørgsmål: Hvis der var krig i Norden, hvor ville du så tage hen? Det er muligt, at det er et banalt spørgsmål, men når situationen foldes realistisk ud, så bliver svaret særdeles kompliceret og langt uden for det enkelte menneskes evne. Både at besvare og løse. Der er ikke noget sted at tage hen, hvor man ikke mister sin identitet.

I løbet af forestillingen går en familie fra lykke og ro i deres sofa gennem ulykke, spildte år, utryghed og afsavn til en form for lykke i en anden sofa, i et nyt land. Men det er med store personlige omkostninger og megen sorg mellem de to punkter. Intet er som det var og intet bliver som det kunne have været. De er stadig de samme mennesker, men nu er de mindre værd fordi de ikke længere deler identitet med de mennesker, hvis land de bor i.

Janne Tellers tekst stiller nådeløst det spørgsmål, som der ikke findes svar på og man ikke kan forberede, fordi ingen kender verden før den forandrer sig. Hvor ville du tage hen?

Pandemien. Krigen. Inflationen. Det hele er kommet bag på os. Hvad ligger foran os? Ruslands brug af A-våben? Kinas invasion af Taiwan? Dollarens fald som verdens reservevaluta? Eller noget helt fjerde, som vi slet ikke har tænkt muligt.

Hvad kommer der ud af vores forsøg på løsninger? Hvad kommer vi til at give videre til de kommende generationer af ulighed, frosne relationer og usikre samarbejder, som vil skabe uro og problemer for dem i den nye "orden", som vi forsøger at skabe.

Da Orson Welles besluttede at opføre H.G. Wells Klodernes Kamp, som et halloweenafsnit af radioserien The Mercury Theatre on the Air i 1938, blev historien fortalt, som var det en invasion fra Mars, der blev dækket live. Historien går, at det affødte bred panik, hvilket nok er en overdrivelse, siden lyttertallet på radioshowet ikke var det største i USA. Men nogen har siddet med sved på overlæben og tænkt samme tanke. Hvor skal vi tage hen? Heldigvis var den angst overstået på den tid det tog, at fortælle historien til ende.

En ting vi har lært af de store kriser er, at der kan være en kæmpe kraft i en fælles fjende. Før 2020 blev vacciner udviklet gennem år eller ligefrem årtier. Moderna udviklede en vaccine mod covid-19 på to dage. BioNTechs co-founder Ugur Sahin skabte det, der blev Pfizers vaccine, på nogle timer i løbet af d. 25. januar 2020. Resten af tiden frem til den første vaccination blev givet 8. december 2020, var justering, test, godkendelse, produktion og distribution.

Udfordringen træder tydeligt frem når fjenden ikke længere er fælles og bliver hinanden. Når vi polariserer og begynder at diskutere om den enkelte skal vaccineres. Når identitetskrigen går fra at være fælles til at være personlig. Nationalt såvel som internationalt. Vi har set hvordan vaccine eller ikke-vaccine er blevet en naturlig del af at vise hvem man er. Det er langt fra usædvanlig at alt fra frokostsnakke til datingprofiler får vaccinemarkøren, som del af den udtrykte identitet.

I meget større skala deler vaccinerne også verden. På trods af Kina ville kunne løse sine store og påtrængende udfordringer med corona bedre og hurtigere ved at spæde op med vestlige vacciner, så nægter landets ledelse. Og i netop dette tilfælde klemmer det faktisk styret mellem sine interne udfordringer, hvor borgere og styre er blevet polariseret på grund af håndteringen af corona, mod sine eksterne behov for ikke at tage imod hjælp udefra, fordi det kunne læses som svaghed. Det handler mere om identitet end det faktiske problem.

Vi klarede den sammen, så vi kan slås videre for at blive os selv.

I H.G. Wells bog "Klodernes Kamp" har marsboerne betragtet os fra afstand og aflæst alle vores mønstre og svagheder. Men det de ikke har kunnet se i kikkerterne er alt, der er for småt til at blive set fra afstand og som vi mennesker har vænnet os til og lever med. Derfor ender invasionsstyrken fra den golde planet Mars, med at blive overvundet af bakterier, som vi gennem tiden har udviklet os til at leve med.

Menneskets virkelig styrke er den evige tilpasning, der altid begynder og ender i nødvendighed.

By the toll of a billion deaths man has bought his birthright of the earth, and it is his against all comers; it would still be his were the Martians ten times as mighty as they are. For neither do men live nor die in vain.

Fra afslutningen af Klodernes Kamp af H.G. Wells

Hvis du har læst ovenstående og ikke abonnerer på nyhedsbrevet, så er der en algoritme mellem os. Det behøver der ikke være.

Klik her og bliv gratis abonnent, det er gratis og uforpligtende, men det holder mig til ilden og giver dig mere relevant inspiration.

Hilsner Patrick