Alkohol

Sprut - det er noget, som fanden har skabt. På en dag, hvor han tænkte, at der skulle styr på folket. Med alle deres drømme om og aspirationer mod en bedre status, som en iboende kraft i mennesket, der var næsten stærkere end livet selv.

Derfor opfandt han det opløsningsmiddel, som egenhændigt kan få familie, formue, helbred, karriere, modstand og oprør til at nedbrydes indefra det enkelte menneskes krop og sjæl. Lad dem drikke sprut, råbte han - og anede slet ikke, hvad han havde sluppet løs.

Podcasten Djævlens Værk er tilbage med sin anden sæson. Her kan du høre første afsnit og abonnere, men du er også velkommen til at læse videre.

22. september 1998 kunne verdens medier, herunder BBC, rapportere at skolelærerne i det mest folkerige distrikt i Altai-republikken i Sibirien endelig havde fået løn, efter staten ikke havde haft råd til at betale lærerne i mindst 7 måneder.

Lønnen blev dog ikke udbetalt i rubler, men i den hårdeste valuta, der findes i Rusland. Noget, der har værdi og holder værdi. Først blev de tilbudt at få betaling i toiletpapir og kister, ja - dem man bliver begravet i - men det affødte kun et hånligt afslag. Så blev de tilbudt at få lønnen for 7 måneders arbejde udbetalt i vodka, og det blev modtaget. 15 flasker til hver lærer. Vodkaen blev foretrukket fordi det var den eneste ting, der kunne sælges eller byttes til mad og andre varer.

Vodka er en hård valuta, der ikke ryster i bukserne når resten af markederne ryger til helvede. I Rusland er det ikke usædvanligt, at man får repareret sin bil eller bytter sig til byggematerialer uden penge involveret. Som avisen The Baltimore Sun forklarede i en reportage i december 1991: “Det er ikke usædvanligt, at blive mødt med et gab, hvis man tilbyder en håndværker 20 rubler for at ordne et hul i loftet eller reparere bilen, men hvis du tilbyder vodka som betaling, så bliver tingene fikset”.

Vodkaens betydning for Rusland og folk i landet, er ikke særlig knyttet til sammenbruddet af stat og økonomi i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne. Det er en lang historie, der trækker tråde gennem alle samfundslag, fra bund til den absolutte top i samfundet. Det er blevet anslået, at ud af 144 millioner russere, så er mindst 20 millioner alkoholikere. Vodka sætter sine klare spor i folkesundheden, eller mangel på samme. I 2010 havde en russisk dreng på 15 år kun 50% chance for at blive 60. Men vodkaen sætter endnu større spor i rigdom og magt, som et af de bedste midler til at styre folket og samtidig udnytte det.

Professor Mark Lawrence Schrad fra Villanova University i Pennsylvania, der bl.a. har skrevet bogen Vodka Politics, fortæller hvordan 1600-tallets store landvindinger indenfor landbrug gav boomende høstresultater, der så igen gav et overfyldt kornmarked. For at få mere for kornet begyndte russiske landbrugere at destillere det til vodka. Det var nemmere at transportere og gav kornet en væsentlig højere værdi. Det så den første zar, Ivan den Grusomme en kæmpe mulighed i. Han skabte et monopol, hvor han skulle give sin billigelse til produktionen og distributionen, sådan at vodkaen blev solgt på de statsdrevne barer og pengene dermed landede tungt i statskassen.

I en artikel fra The New Yorker fra februar 2014 beskriver Mark Lawrence Schrad, hvordan vodka voksede til at være en tredjedel af landets indtægt. Og hvordan statsmagten holdt fast i vodkaen, så det var zaren, der bestemte over hvor og hvem der måtte destillere.

Med skiftende styreform og med tiden blev det lidt udflydende og det besluttede den russiske præsident i 2000 var en spildt mulighed. Så Putin - ja, hans anden runde som præsident begyndte igen i 2012 og ruller stadig - sikrede sig, at hans tidligere judo-sparringspartner, Arkady Rotenberg, fik den centraliserede magt over 30% af produktionen og distributionen af vodka i Rusland, gennem virksomheden Rosspirtprom, så Rotenbergs personlige formue rundede en milliard dollar.

En ældgammel tradition, hvor en væsentlig del af magten og pengene i det russiske samfund, bliver knyttet til hvem der eksklusivt får lov at holde det russiske folk i skak, ved at producere og sælge dem vodka. Opfundet og perfektioneret af zarerne, overtaget af de revolutionære.

I 1998 videregav magasinet Sygeplejersken en iskold kalkule, der var udregnet af Sundhedsstyrelsen. Jeg citerer: “Danskernes overforbrug af alkohol koster samfundet mellem 9,8 og 12,7 milliarder kroner om året. Rundt regnet 6-10 milliarder kroner i direkte omkostninger og yderligere 3-4 milliarder, hvis man medregner det produktionstab, der kan tilskrives misbrugernes sygdom og for tidlige død”.

Når politikere ikke forstår andet, så forstår de i hvert fald regnestykker lavet af en statslig styrelse og denne her, den går ikke op. “Men så er der jo spiritusbeskatningen”, siger den veloplyste borger så.

Lad mig citere: “De direkte samfundsudgifter på knap 10 milliarder kroner modsvares af samfundsindtægter i form af afgifter og moms på spiritus, vin og øl på i alt 6,7 milliarder kroner, så samfundets samlede nettoudgifter beløber sig til 3,2 milliarder”. Citat slut.

Altså er det et regnskab, der ender i minus. Sygeplejersken går endda skridtet videre og perspektiverer beløbet, således: “De samfundsmæssige udgifter, der kan tilskrives alkoholmisbrug, svarer cirka til en procent af bruttonationalproduktet, til Danmarks samlede u-landshjælp eller til mellem en tredjedel og en fjerdedel af prisen på en Storebæltsbro”.

Men hvis det er så farligt for folkesundheden og så dyrt for staten, hvorfor forbyder vi så ikke alkohol? Fordi det ikke er muligt at putte ånden tilbage i flasken. Historien viser, at når man prøver, så går det grueligt galt.

Siden nogle jordbrugere fermenterede ris, honning og tjørn i lerkrukker i Jiahu, der ligger i Henan-provinsen i det nordlige Kina, for rundt regnet 9000 år siden, har alkohol været en stor del af menneskets kultur. Hvorfor skulle man ellers bruge energi på at fremstille det og bruge potter på at fermentere det.

Overalt, hvor der har været mennesker på jordkloden, finder vi rester af deres alkoholproduktion. De tygger ris eller majs og spytter dem ud, så de kan begynde fermenteringsprocessen. Opfinder andre metoder til at styre gæringen, fra bjørnespyt til kaktusser, og eksperimenterer med alskens blandinger. De producerer mjød, vin, øl og alt der imellem. I perioder, når vandet er forpestet, brygger de rigtig meget tyndt øl. I andre perioder brygger de migrerende germanske stammer ude i skovene, for at undgå at blive røvet. Men en ting går igen, hele vejen op til vores tid. At brygge er kvinders område.

I langt de fleste kulturer, som vi forsøger at dokumentere, finder vi kvindelige guder og kvinders faglighed og arbejde, som den primære kilde til forædlingen og fremstillingen af alkoholiske drikke.

Dengang bryggede alle - eller i hvert fald de fleste. Da man begyndte at centralisere bryggeriet og dermed magten over brygget, begyndte kvinderne at blive placeret lavere på alkoholfremstillingens stige og på et tidspunkt, da mændene havde taget helt over, typisk fordi de skulle levere noget særligt fint til eliten, kongen eller hæren gennem et bryglaug eller et håndværksbryggeri, blev kvinderne decimeret til at servere alkoholen. Kvinderne gik fra guder til brygmestre til barpiger.

28. september 1914 sendte Zar Nikolaj 2. af Rusland et telegram til sin onkel Konstantin Konstantinovitj af Rusland. Det var der som sådan ikke noget særligt i, det var trods alt Nikolajs yndlingsonkel. Men beslutningen bag telegrammet var med til at sikre, at Nikolaj blev Ruslands sidste zar. Han skrev: “Jeg har besluttet at afskaffe det offentlige salg af vodka i Rusland for altid”.

Der var to åbenlyse udfordringer i den beslutning. Den ene, at direkte modsat den luksus og overflod, som zarfamilien levede i, så tålte den almindelige russer en ganske anden hverdag, i krig og håbløs fattigdom. For det andet havde statsvodka siden Ivan den Grusomme sørget for minimum en tredjedel af landets indtægter. Rusland levede af sine borgeres undergang.

Nikolaj 2. af Rusland havde, som resten af hans zarfamilie, drukket ganske voldsomt. Det var ikke historisk unormalt med fester og drikkekonkurrencer, der endte med døden blandt deltagerne i de kredse. Men da japanerne ydmygede og slagtede de evigt fordrukne russiske soldater i den russisk-japanske krig i 1904 og 1905 begyndte en indsigt. Når ens soldater kunne stikkes ihjel med bajonetter ved fronten uden at komme til bevidsthed, så var der noget galt.

Nikolaj så drukken overalt i hans samfund og selv tidligere drukfældige elitestøtter begyndte at fornægte at staten skulle leve af borgernes uhæmmede druk. Så i et mærkværdigt urussisk anfald af tvungen anbefalingssadfærd, indførte Nikolaj alkoholforbud midt i en verdenskrig.

Hvor man tænker det kunne have løst op for en masse problemer, så var løsningen ikke en national kold tyrker. Uden vodka til at dulme sulten, var der pludselig mere behov for mad, men den russiske jernbane blev fyldt med vodka, som rigmænd forsøgte at få til store havne, så det kunne udskibes og sælges internationalt. Hvilket gjorde at våben og hvede ikke kunne komme rundt og frem. Et tydeligt symbol på, hvad der sker når alkoholen ikke længere flyder i et samfund.

Det er nok ikke det store alkoholforbud, der til sidst fik Nikolaj fængslet i februarrevolutionen og henrettet i oktoberrevolutionen. Det er helt sikkert, at han fuldstændig afviste, at indgå i et konstitutionelt monarki, som han ellers blev tilbudt meget tidligt og havde muligheden for flere gange i sin periode. Han holdt hårdnakket fast i sin overmenneskelige magt.

Men at eksperimentere med verdens første landsdækkende alkoholforbud, i et land, der ikke kunne sikre sine borgere de mest fundamentale menneskelige behov og forøvrigt var midt i en verdenskrig, har helt sikkert skubbet til hastigheden.

Lenin, der tog over i oktoberrevolutionen, var ideologisk imod at genindføre vodka. “Vi skal ikke følge det kapitalistiske eksempel og sætte vodka og andre rusmidler på markedet, fordi det vil skubbe os i retning af kapitalisme og ikke kommunisme”, citerer magasinet Time ham for at have sagt. Men forbuddet døde sammen med Lenin.

Joseph Stalin, der fulgte Lenin, havde ingen skrupler med at tjene på folkets skrumpelever og forfald. Han genindførte statsvodka og rebrandede flaskerne med hammer og segl på forsiden. Næsten som vi er vant til i vores samfund, at penge og frimærker viser, hvem der bestemmer. Dem der har fjæset på værdierne er dem, der har styringen i et land.

På landet i Rusland havde man tidligere et begreb, der hed pomochi. Landmænd tilbød mad om dagen og en banket om aftenen, hvor man kunne spise og drikke vodka til, hvis man havde leveret en dags arbejde. Ikke alle drak deres vodka, men hældte den i stedet på egne flasker og tog den med hjem. Som den eneste betaling, der faktisk kunne gemmes og bruges senere i en anden sammenhæng.

Pomochi har dannet grundlag for nutidens model. Hvor vodka i dag er en stabil valuta, der kan veksles til tjenester, service og varer. Faktisk den eneste model, hvor man kan være sikker på, at få fuld valuta for betalingen.

I 1920 fulgte USA Ruslands forbillede og indførte et landsdækkende alkoholforbud. Det væltede ikke regeringen, men det skabte grobund for den organiserede kriminalitet, der pludselig kunne skaffe folket det, som regeringen ikke kunne. Russerne opgav alkoholforbuddet efter 11 år, amerikanerne efter 13.

Alkohol er gennem tiden blevet brugt som ernæring og til nydelse. Englænderne taler om Dutch courage, hvor man drikker sig mod til. Hvilket er lidt uretfærdigt, når man tænker de selv brugte alkoholen som socialt glidemiddel, da de flyttede fra landet til London og skabte The Gin Craze, hvor gaderne flød med fulde folk i tilvænning til en helt ny livsstil og med behov for afvænning. Men de er tilgivet, for navnet på det nederlandske mod, kommer sammen med den hollandske konge William d. 3, der tager kronen i England i 1689 og har en drik med, der dengang hed Genever. Du kan selv gætte hvad den hedder i England i dag.

Sprut er den fattiges beruselse og den riges blær. Alkoholen er sundhedsmæssigt klasseblind. Om etanolen hentes i verdens fineste vinkælder eller brygges ulovligt i et baglokale, så er den lige så skadelig for menneskets krop. Fulde folk vælter ikke magten, de vælter bare rundt og går i opløsning. Sammen med deres helbred, familier, arbejde, nutid og fremtid.

Der er ingen tvivl om, at det bedste ville være, at mennesker ikke indtog alkohol. Omvendt er det også historisk klart, at uden alkohol ville der være perioder og samfund, der fungerede helt anderledes - eller slet ikke.

Tilbage står der en primær indsigt - vores forhold til alkohol er kompliceret.

Det vil glæde mig utrolig meget, hvis du har lyst til at abonnere på podcasten Djævlens Værk. Serien er planlagt til tre sæsoner og fokuserer på alt, vi møder i hverdagen, som fanden har skabt.

Du kan f.eks. finde Djævlens Værk på Apple Podcast og Spotify.

Eller vælge at abonnere direkte i din foretrukne podcastafspiller med det direkte link, som du finder ved at klikke her.