Amatørernes årti
Hver dag vokser Internettet med millioner af ord. Hvad skal vi dog med dem? Ingen kan nå at læse dem – men det er heller ikke vigtigt – det vigtige er at de bliver skrevet.
Hvordan vi kom hertil
Ytringsfriheden er grundlovssikret, og hvis det ikke er nok, så er det også en menneskeret. Alle har altså ret til at ytre deres tanker, selvfølgelig under et vist lovansvar som f.eks. racismeparagraffen. Men det ændrer ikke at i bund og grund har alle ret til at ytre sig frit. Det vil sige at lovgivningen er på borgernes side når det gælder retten til at udtrykke sig. Men det er kun halvdelen af historien.
De reelle muligheder er ikke nødvendigvis fulgt med ytringsfrihedens intentioner. Der er jo ikke ubegrænsede sider i avisen, frekvenser til radio og tv, for slet ikke at tale om minutter i døgnet og opmærksomhed hos den der skal modtage alt dette ytren. Derfor skal man gennem en portvagt – f.eks. en redaktør – for at få plads i et medie. Jo større medie, jo mindre plads til smalle emner, eller sagt på en anden måde; jo strengere portvagt.
Hvis man ikke kan få sin stemme hørt i et kor, må man synge solo. Man må gå i fodsporene på Søren Kirkegaard og Dan Tùrell og udgive selv. På nettet er der plads, praktisk taget ubegrænset, og når man – i princippet - skriver til hele verden, er intet emne for lille, eller for ligegyldigt til at samle en læserskare. På nettet er der ingen portvagt – kun den form for selvjustits der opstår i mødet med læserne.
World Wide Web
Lad os for en ordens skyld definere to begreber inden vi går videre; selve Internettet opstod i starten af halvfjerdserne og det er det fysiske netværk af computere, koblet sammen via telefonkablerne. World Wide Web er det abstrakte rum, som alle filerne er lagret i – altså det der bliver vist i din browser, når du klikker dig rundt på nettet.
Det var englænderen Sir Tim Berners-Lee der, i starten af halvfemserne, skrev den kode som World Wide Web hviler på. Hans intention var at udvikle et værktøj, som forskere kunne bruge til at publicere deres forskning, således research, baggrundsviden og andre forskeres tekster kunne linkes ind i teksten som en dynamisk referenceliste. Sådan opstod hyperlinket, altså muligheden for at trykke på et link og blive bragt til et andet relevant sted.
Forskerne bruger ikke World Wide Web som Sir Tim Berners-Lee havde forestillet sig, men det er der andre der gør. ”World Wide Web er et blankt stykke papir, hvor folk kan gøre hvad de har brug for”, siger Sir Tim Berners-Lee i et interview med den amerikanske journalist Christopher Lydon. ”Brugerne ser ikke World Wide Web som endnu et sted de kan se endnu en tv kanal. De ser det som et sted hvor man kan føre en samtale”.
Og der bliver talt sammen. Folk vil ikke kun se på nettet, de vil også udgive selv. Kunstnerne, de politisk interesserede, forskerne, buschaufførerne, dem der leder efter kærlighed og de der gerne vil have smæk. Og så alle dem der bare vil vise et billede af deres hus og kat og barn. Og deres væsentligste værktøj til at udtrykke sig er webloggen.
Brugerflade
Men inden vi kom så vidt skulle vi så grumme meget igennem. For Tim Berner-Lees opfindelse, World Wide Web, hviler på et computersprog, Hyper Text Markup Language, der forkortes til HTML. Det er det sprog som den software, der viser websiderne frem, afkoder og omsætter til den webside der vises. Faktisk findes websiden kun som elementer, og hvordan de elementer skal sættes sammen i det abstrakte rum i din browser, ja det fortæller hjemmesidens ejer gennem HTML. Derfor skulle man kunne programmere HTML for at udgive en hjemmeside.
Nu var det ikke plads eller adgang der var begrænset – nu var det teknikken der stod i vejen. En af løsningerne blev de såkaldte WYSIWYG editorer. Man skulle næsten tro nogen havde gjort sig umage for at fortsætte traditionen fra HTML med de mindst mundrette navne. Bogstaverne er en forkortelse for What You See Is What You Get. En WYSIWYG editor er en slags brugerflade til HTML, hvor man ikke ser selve koden, men bygger sin hjemmeside grafisk med tekst og billeder i et programmeringsfrit miljø og så producerer WYSIWYG editoren HTML koden bagefter. Det blev den ”fattige mands” adgang til World Wide Web.
Det løste det første tekniske problem. Nu kunne alle udgive en hjemmeside, uanset om de kunne programmere eller ej. Hurtigt afslørede der sig et nyt problem, nemlig at hjemmesiderne blev meget statiske. Der stod det samme hver gang man klikkede ind på siden, med mindre ejeren havde været forbi og kode siden om. Og det skete selvfølgelig ikke hver dag, for det var en langsommelig proces. For hver side man oprettede skulle der kodes og oprettes links til den nye side fra de gamle sider, udover man skulle fylde indhold på. Fejlmulighederne var mange og processen var tung. De besøgende krævede konstant nyt indhold – men de færreste hjemmesideejere havde tid, lyst og overskud. Hjemmesider stod døde og efterladt eller forsvandt og blev til døde links på andre hjemmesider. World Wide Web var stadig langt fra at være allemandseje.
Svaret på problemet med de statiske sider blev at adskille sidens design og sidens indhold. Designet blev stadigvæk kodet i HTML, mens indholdet blev lagt i en database. Det betød at når der kom en besøgende forbi for at se hjemmesiden, fik han eller hun det nyeste indhold, uden at ejeren skulle kode hele siden om. Nu gjaldt det om – en gang for alle – at kode sit design og derefter at koncentrere sig om at putte indhold i databasen, så havde man en dynamisk hjemmeside. Det var den optimale situation, al tiden kunne bruges på at producere indhold til hjemmesiden. Men ingen roser uden torne. At oprette en database, eller for den sags skyld en databasestruktur, omkring en dynamisk hjemmeside, uden at have et solidt kendskab til databasekodning, er som at forske i atomenergi med en 10. klasses eksamen. For at gøre det lettere opfandt man Content Management systemer (naturligvis ikke uden en forkortelse, nemlig CMS). Software, der hjælper uskolede mennesker med at putte indhold i dynamiske hjemmesider, i et WYSIWYG miljø, nu bare koncentreret om indhold.
Nye medier
Så nu var mulighederne altså åbne – så kom det centrale spørgsmål; gider vi? Nogle politikere ser med meget milde øjne på det fænomen der kaldes demokratiserede medier. Man har flere gange politisk forsøgt det. Dels da man oprettede prøveordningen med lokalradio, dels da politikerne gav tilladelse til at starte lokale tv stationer, og senere, da Folketinget vedtog et monopolbrud på landsdækkende fjernsyn, der havde regionale vinduer. Idéen er naturligvis, i folkeoplysningens land, at alle skal kunne deltage i eller starte en debat. Alle skal kunne høres. Demokratiserede medier lever i bedste velgående. Skolebladet, foreningshjemmesider, lokalaviser – medier der står den enkelte så nær at han/hun præger dem.
Måske er de demokratiserede medier et idylliseret billede af borgerne, som interesserede og demokratiske medspillere i et dynamisk samfund. Måske er der virkelig et behov for et sted hvor alle har adgang til at sige deres mening. Det centrale spørgsmål bliver altså om vi borgere overhovedet ønsker os adgangen til disse demokratiserede medier. Vil vi selv fylde på eller vil vi helst bare modtage? Har vi ikke bøvl nok med at vælge medier – skal vi nu også til at skrive, tænke og redigere dem selv? Drømmen om det demokratiserede mediebillede er god - men sikkert er det at den er idealistisk.
Langt de fleste mediebrugerne er vel ligeglade med demokratiserede medier og politiske meninger, ligesom langt de fleste kunder på grillen er ligeglad med opskriften på sursød sauce. Det rager dem en papand. De vil bare have den færdige vare – de gider ikke tilberede den selv. De vil have underholdning, meninger, perspektiv. Ligesom de er vant til fra andre medier. Og der kommer webloggen ind på scenen, et helt anarkistisk instrument, uden for politisk indflydelse og redaktionel ledelse, til at udgive en lind strøm af tanker og tosserier på verdens største netværk. Det kan godt være man ikke gider skrive den – men man gider læse den.
Amatørernes tidsalder
Kan du huske da der sad en pige i forkontoret på det lokale solarie og tog imod bestilling? Sådan er det ikke mere. Pigen er væk. Erstattet af selvbetjening og møntindkast. Den trend er universel. På alle planer træder den private amatør ind på scenen. Bevæbnet med sin computer og software klipper han film, og fjernsyn, i en kvalitet, der kan og bliver udsendt på selv de største tv stationer. Samme tema gælder indenfor foto, musik, grafik, radio og mange andre brancher. Selvfølgelig er amatøren begrænset af sin manglende professionelle skoling, men adgangskontrollen til at producere og udgive er væk. Nu er den proces ude af de dyre redigeringsfaciliteter og studier og rykket ind i soveværelserne, stuerne og sågar ud på lokummet. Samtidigt med at brugerfladen var blevet oversat så alle, med et minimum af interesse og træning, kunne udgive på nettet, trådte World Wide Web ind i amatørernes tidsalder.
Det er så her at vi møder webloggen. Amatørernes adgang til dynamiske sider på nettet. På langt de fleste weblogs er den mest læste artikel den hvor webloggens ejer forsøger at forklare læserskaren hvad en weblog er. Og det er det nok fordi det er så hundehamrende svært at definere en weblog, så alle bud er gode bud. Selvfølgelig kan man beskrive selve mekanikken i en weblog. Men beskriver man en flyvemaskine ved at fortælle at det er en metalbeholder der kan transportere mennesker i fugleflugtslinie? Umiddelbart gør man – men man forklarer ikke rejsens magi og muligheder.
Det samme gælder en weblog. Ret beset er det en række indlæg ordnet efter dato så de nyeste står først. Men det er også en måde at komme på Internettet der kræver minimal teknisk indsigt – en weblog kan sættes op på få minutter og er – i mange tilfælde – en gratis service, betalt af reklamer.
Og her ligger magien ved weblogs. Måske er det travlheden og tiden - eller også er det den voksende mængde tilgængelig information; som mediebruger får vi mere og mere brug for redaktører, der kan skanne og udvælge hvad vi behøver at vide om et område og smide resten væk for os. Og der har webloggen en vidunderlig evne til at katalogisere et område. Her møder man nørden der dag efter dag afdækker det nyeste fra det område han lever og ånder for. Den gravide kvinde der har en online mødregruppe med andre gravide. Eller gruppewebloggen på firmaets intranetside. I det lys er webloggen det modsatte af den private hjemmeside med billeder fra ferierejsen og af katten. Webloggens natur er dynamisk og opdateret indhold. Nogle gange af nær og navlepillende natur, andre gange kvalitetsinformation til en gruppe. Men ligegyldigt hvad så er den drevet af indhold, personlighed og dialog – ikke af kodning, programmering eller adgang.
I 2004 skrev jeg for mig selv og ind i mellem for Flix. Når Erik Kjær Larsen så noget jeg udgav, der havde en rimelig standard, så løftede han det, efter aftale, over på sit site. Sådan gik det denne artikel. Jeg er stadig både taknemmelig overfor og savner Erik. Han var en vigtig stemme blandt os tidlige content creators.
