Baz Luhrmann - red curtain cinema
Baz Luhrmann har sikre budskaber, derfor kan han træffe intelligente valg. Han kender sit medie, han identificerer og bruger sine virkemidler bevidst, han underlægger formen efter funktionen. Det gør Baz Luhrmanns film unikke og populære.
Baz Luhrmanns tredje film, musicalen Moulin Rouge, har ramt biografer og biografpublikum som en innovativ orkan af kreativitet. På lærredet ser det let ud, men der er gået 5 års udvikling og kreativt arbejde forud for premieren. En trang til at lave det velkendte på en ny måde driver Luhrmann til at udforske, hvordan han kan bryde de kendte grænser. Men publikum skal kunne følge med og nyde filmen på trods af de aktiveres i deres oplevelse.
I løbet af hans tre film, Strictly Ballroom, Romeo & Juliet og Moulin Rouge er der vokset et filmsprog frem, som Luhrmann kalder en dramatiseret filmisk form. “Red Curtain Cinema” startede allerede da Luhrmann skrev manuskriptet til Strictly Ballroom. Det blev skrevet og opført som skuespil mens han gik på teaterskole. Hans lærere forsøgte at presse elevernes manuskripter og opførsler ned i en velkendt form og netop det blev hans springbræt for at udforske andre muligheder.
Luhrmanns mål er at bringe filmsproget tilbage til en tid hvor publikum deltog i formen – hvor det var klart at det var en film publikum så. Publikum skal aktivt følge med – de skal ikke passivt og tilbagelænet modtage filmens budskaber. Metoden er at bruge en form der gør man ikke er i tvivl om man ser en film. Derudover placerer “Red Curtain” film en universel myte i et miljø som er eksotisk og ukendt for de fleste. Det virker som en yderligere pirring af sanserne at opleve noget gammelkendt i en ny omgivelse.
Til at opnå målet har Luhrmann, gennem sine film, udviklet et sæt regler, “Red Curtain Cinema”, som han producerer efter:
* Publikum kender slutningen fra starten af filmen. Det spændende er ikke hvordan filmen ender – men hvordan historien kan udvikle sig så den slutter på den kendte måde.
* Historien udspiller sig i en dramatisk udviklet verden, en skabt verden. Filmene låner fra virkeligheden – men kun brudstykker og det er sammensætningen der skaber en ny verden.
* Den tredje regel er brugen af en funktion der fastholder publikum i oplevelsen af de ser en film og holder dem engageret i historien. I Strictly Ballroom udtryktes følelser i dans, i Romeo & Juliet talte figurerne Shakespears gamle engelske verslinier, i Moulin Rouge udtrykker karaktererne sig i sang.
Regler alene gør ikke en stor og spændende film. Luhrmann arbejder koncentreret i årevis for at udvikle sine film. Først udvælger han en historie som han arbejder på at gøre så tynd og lille at den ikke står i vejen for hans budskab. Hans historier er bygget på universelle myter, i Moulin Rouge er det myten om Orfeus der må lære at der er ting der er større end os mennesker. Mennesker dør, venskaber opløses, der er slutninger for alt. Luhrmann udtrækker lektionen at de oplevelser tvinger os til et valg mellem at vokse menneskeligt og åndeligt eller dø.
Derefter arbejder han med formen, som han bruger til at understøtte historien. F.eks. at placere åbningscenen i Romeo & Juliet på en benzintank og spillet i samme stil som en spaghetti western. Eller style Romeo som en blanding af Kurt Cobain og James Dean – med rodet hår og hawaiiskjorte. Udover det er spændende at se, trækker det også på en fælles reference der gør at publikum lynhurtigt kan aflæse Luhrmanns budskaber.
Allersidst vælges en location der giver film og historie mulighed for at udvikle sig – men også visuelt spændende. F.eks. et dansemiljø eller den franske variete ved det forrige århundredeskifte.
Luhrmann arbejder bevidst og inspireret med sit medie og sine virkemidler. Han lader funktionen være først – at fortælle historien og lade budskaberne komme frem. Derefter integrerer han formen så den medvirker til funktionen. Udover det giver spændende film giver det også velfortalte og interessante film. Derfor er Luhrmanns film unikke og han selv ekvilibrist.
