Følelser vs fakta

To højhuse med et filter, der gør dem uskarpe
Hvad er det i virkeligheden vi ser?

Hvis nu jeg fortæller dig at jeg gennem tiden har fået mit livs største professionelle skideballer af henholdsvis Axel Strøbye, Bodil Udsen og Hella Joof... men at en af dem er løgn, hvilken ville du så tro?

Udfordringen med din nye information er flere. En af de største er, at du har en idé om, hvordan de tre mennesker var og er. Vi forventer at skuespillere er typecastet. At de er - eller mindst delvis er - som den rolle de typisk spiller. Derfor kunne Ole Bornedal placere en blind vinkel lige foran øjnene på os, ved at lade Ulf Pilgaard spille morderen i filmen Nattevagten i 1994.

Det kendskab, det nøglehul, som vi ser dem gennem, giver os en såkaldt confirmation bias, hvor hjernen fuldender helheden. Vi leder efter det, som vil styrke det vi allerede ved og nedtoner det, som ikke gør. Som hvis den ser en halv cirkel og automatisk forestiller sig resten. Uden at vide om den fulde cirkel faktisk findes i virkeligheden vil hjernen nu agere, som om den gjorde.

Vi bruger det vi kender til at forestille os resten. Efter en absolut uperfekt logik, hvor helheden kun består af de dele, som vi kender. For at kunne minimere usikkerhed antager vi en bunke ting, som slet ikke behøver være sande eller ligne sandheder. Vi er kodet til at afsky usikkerhed og undgå ensomhed.

Vores forventning spiller os et puds, allerede i den kontekst som vi modtager informationen i. En politibetjent i uniform, der stopper os på gågaden har en grundliggende tillid, som vi ikke ville give en facer i grøn jakke fra Greenpeace, der til gengæld ikke skræmmer os, som en rasende fulderik i beskidt og hullet tøj. Men hvem ved hvad der er bag uniformen. Om facerens tilbud faktisk er godt og fulderikken bare trænger til en krammer for at falde til ro.

Tilbage til sagen. Hvem er mest oplagt? Axel Strøbye er kendt for sine koleriske roller. Bodil Udsen er den omfavnende, men retfærdige, Emma bag disken i Rottehullet. Hella Joof, den reflekterede og livskloge komiker og forfatter. Du får det rigtige svar til sidst i dette skriv.

Spegepølsen i rummet

64. årige Étienne Klein, der er er fysiker og leder af forskningen ved den franske kommision for alternativ energi og atomkraft, har et af de cv, der ikke kan opsummeres, men kun beundres.

Den 31. juli lagde han et billede af Proxima Centauri, der er solens nærmeste stjerne, op på Twitter og forklarede at det var taget med det nye James Webb teleskop. Der var i tråden der fulgte, bred enighed om, at den sætning han knyttede til billedet: "Denne detaljeringsgrad. En ny verden opdages hver dag", satte oplevelsen præcist på ord.

Da Étienne Klein en time senere afslørede at det faktisk var et billede af den spanske spegepølse chorizo på sort baggrund, faldt glæden lidt til jorden. Særligt blandt dem, der var blevet forledt. Med et blev han både jaget Twittervildt og fik internationalt pressefokus.

Formålet var en spøg ved cocktailtid, med en let lære om, at man ikke skal tro på alt man får at vide. Heller ikke fra en kilde, der burde være sikker. I kraft af sin uddannelse i og arbejde med videnskabsfilosofi, er han ikke bare et af de få mennesker som kan, men endda skal, udfordre vores autoritetstro til videnskab. Og det kan man roligt sige, at han gjorde.

Étienne Kleins løftede pegefinger udnytter to ting. Dels opererer han indenfor en ramme, der lige nu er kendt og som vi ser ofte. Vi er enige om at James Webb teleskopet er fantastisk og laver forrygende billeder af verdensrummet. Vi forstår dem ikke helt, men vi ved, at vi skal være imponerede. Og så udnytter han mediets evigt løbende natur.

Automatikken, der snyder os er en blanding af hastighed og angsten for at forlade flokken. Udviklingen har foretrukket de mennesker, der ikke har tænkt længe over om det var en sabeltiger i busken, men reageret. Det er bedre at løbe en gang for meget end en gang for lidt. Det var nysgerrighed, der dræbte smedens kat.

Så er der også det med flokken. Angsten for at stå alene. Næsten ingen vil sige "er det ikke en pølse?", for det kræver en masse energi at få lov at være med i flokken, samtidig med man kritiserer den. Kejserens Ny Klæder bruger den mindste dreng, som flokken kan acceptere uskyldighedens sandhed fra. Han vil ikke omvælte flokken, han kender ikke konsekvensen af sin handling og derfor får han lov. Han bliver den korte kobling til virkeligheden, som alle kan acceptere og se den nye sandhed gennem.

Billedet af pølsen er det samme. Når du tror det er en stjerne, ser du det. Og når du ved det er en pølse, kan du ikke længere forestille dig, at det var en stjerne. Så har du et nyt filtersæt, som du ser verden gennem. Du erstatter stjernen med pølsen.

Bedst illustreret ved, at nu er det nødvendigt for Étienne Klein, helt tydeligt, at deklarere sine opslag. Da han postede det klareste og fineste billede af Jupiter, vi nogensinde har set, skrev han (autentisk) i sin post. Uanset, at han er en dybt respekteret forsker, der har postet tusinder af reelle opslag og kun et, der er fake. Som er det de fleste kender ham for.

I krig er sandheden det første offer

Skægt nok er ophavspersonen til dette citat stadig omdiskuteret. Men validiteten er god nok. Når der er krig eller krise, ser vi gennem en endnu smallere kikkert end normalt.

Det betyder noget i forhold til hvordan vi opfatter det der sker omkring os - og særligt hæmmer det nysgerrigheden. Er du f.eks. ægte nysgerrig på sandhedsværdien i historier om Putin, der stiller ham i et dårligt lys? Jeg er ikke. Men jeg burde være.

Historier om det dårlige russiske militær eller Putins ensomhed i topstyret bliver en forlængelse og dermed en beroligelse af min verdensopfattelse og viden om status quo. Ingen vil forstyrres unødvendigt og de færreste af os elsker en mere kompleks hverdag fyldt med gråzoner. Uden for flokken.

Udfordringen er, at det kun er en mulighed når vi ikke er alt for langt væk fra virkeligheden. Derfor har alle velfungerende hære spejdere, der skal skaffe det mest korrekte billede af den virkelighed, de skal slås i og for. Og krigere, der ikke tvivler, hverken før eller midt i kampen. Som Julia Galef så fint foldede ud i sin bog The Scout Mindset.

Krigere kan ikke tvivle, men spejdere skal være nysgerrige. Og det kan være svært. For vi vil forsøge at samle informationer, der understøtter det vi håber på og overse dem der ikke gør.

Julia Galef om at være en kriger eller spejder

Hvis du vil dykke dybere ned i Julia Galefs arbejde er hun en fantastisk formidler, der folder sig langt mere ud i denne video.

Følelser eller fakta

Oprindeligt hed dette skriv "Fake eller Fakta". Men i løbet af transformationen fra idé til færdig tekst, stod det mere og mere klart, at det ikke er sådan vi ser verden. Vi skelner ikke mellem fake og fakta. Selv de mest mest hardcore facts kan afvises, hvis de ikke passer ind i det billede vi har i forvejen. Faktisk kan vi, som vi også lærte i Julia Galefs oplæg, ikke bare undertrykke, men direkte udhule og modbevise fakta, der ikke passer ind i vores verdensbillede.

For at overkomme dette skal vi erkende og udfordre vores forudindtagethed. Men hvordan spotter man den? Den er jo netop det filter vi ser verden gennem og derfor definerende for det vi ser.

Da Gerda i Snedronningen tager ud for at redde Kay, der har fået en splint fra djævelens troldspejl i både hjerte og øje, ser han verden på en kold måde, som Gerda ikke kan genkende og som gør hende ked af det. Hun har mistet sin ven til en anden overbevisning. Hendes tårer opløser splinten i hjertet og gør det muligt for ham at tø op og se verden med de gamle øjne, men på ny.

Uden Gerdas tårer, ville Kay ikke kunne se verden anderledes. Alt han ser og oplever, underbygger hans forventede syn på grund af troldspejlets splint. På samme måde, som vores forudindtagethed låser vores syn og muligheder fast. Vi oplever alt indefra, gennem de usynlige filtre, der fordrejer vores syn. For at hjælpe os med at overleve kan vores hjerner få os så langt på vildspor, at vi mister et reelt billede af verden.

Uanset hvor meget fakta du præsenterer en flat-earther for, så vil det formodentligt ikke ændre vedkommendes holdning. For at være med i det fællesskab skal man nemlig tro på jorden er flad. Ellers kan man ikke være med... og så bliver man ensom. Det handler ikke om fake og fakta. Det handler om følelser.

Beau Lotto om usikkerhed

Følelser æder fakta til frokost. Og det er den sande splint. At langt det meste af det vi ved, holder vi fast i, fordi usikkerheden ved at skulle finde det rette spørgsmål er langt større end sikkerheden ved at tro på det forkerte.

Nå, jeg lovede jo at fortælle om de hvilken af de tre skideballer, der faktisk blev givet. Det gjorde de alle tre. Jeg fik en meget offentlig skideballe af Axel Strøbye og en privat skideballe af henholdsvis Bodil Udsen og Helle Joof. En var helt i hegnet og ufortjent. En var forkert og direkte upassende. Og en var helt fair.

Hvem tror du gav hvilken skideballe?


Denne gang er vi 28 der modtager ugens inspiration. Vi skal være flere, så del inspirationen med nogen, du mener kan have glæde af det og husk at abonnere selv, hvis du ikke allerede er på listen.

Klik på "Tilmeld dig gratis!" i nederste højre hjørne og gør det nu.

Hilsner Patrick

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.