Da jeg skrev tv-reklamer i bytte for piller

Der er en rimelig chance for at jeg skylder dig en undskyldning. En uforbeholden af slagsen. Hvis du nogensinde har siddet og forbandet de forbandede lokale tv-reklamer er der en chance for at jeg bærer noget af skylden. Der var nemlig en periode, hvor jeg skrev lokale tv-reklamer til Kanal 2 i København.

Af en eller anden årsag har jeg altid haft en magnets virkning på underligt og ubetalt arbejde. Den slags som burde arkiveres under ugjorte vennetjenester. Af en eller anden årsag føler jeg mig altid forpligtet til at færdiggøre og aflevere disse vennetjenester, på trods af øvrigt stress, arbejdspres og evigt udskudte aftaler med venner og familie.

En tidligere kollega, som var blevet selvstændig, manglede noget arbejde. En anden tidligere kollega solgte reklamer på Kanal 2 og manglede et produktionsselskab. Altså koblede jeg disse to mænd sammen og så begyndte de, at producere lokale tv reklamer. I princippet burde min rolle være udspillet i den sammenhæng... men det var den slet ikke.

Inden længe syntes de to, at der manglede en form for manuskript til deres reklamer og spurgte om jeg ikke lige kunne fikse dette. Nu var jeg jo ligesom medskyldig fordi jeg havde sat dem sammen. I mangel af en effektiv undskyldning, og under ivrig bestikkelse med lovning på fremtidig, og forøvrigt stærkt fiktiv betaling, begyndte jeg så at skrive manuskripter til alskens lokale tv-reklamer.

På de heldige dage fik jeg en minimal briefing, men oftest ingen baggrundsorientering overhovedet, til gengæld var min deadline ganske kort og ubrydelig. Og så sad jeg der. Ganske talentløs og tudefærdig. Dels havde jeg altså ikke tid til at skrive de skide reklamer, for jeg havde jo to fuldtidsjob i forvejen -og dels havde jeg ingen reel idé om hvordan man skrev reklamer. Heldigvis er der ingen lov mod at lade sig inspirere af andre reklamer, så det gjorde jeg skamløst. Inden længe kedede det mig helt vildt at kopiere andre, så jeg begyndte at opfinde mine egne reklamer. Og inden længe begyndte jeg at undersøge, hvor grænsen for lokale reklamer gik.

Min yndlingskunde blev et dækcenter ejet af en far og datter. Jeg mødte dem aldrig, men årsagen til virkelig at bryde sig om dem, var primært at de aldrig forkastede mine idéer. Det burde de have gjort. Set i bakspejlet var ræsonnementet ganske udmærket; når man intet budget har, må man i det mindste have en stærk idé. Senere er jeg så begyndt at forstå, at det helst skal være en god idé.

Min overordnede idé til dækcenter-datter og far var, at de skulle lege med dæk og alt der havde med dæk at gøre. Det endte i en serie reklamefilm, hvor de tryllede med dæk, kastede med dæk, legede med dæk og til sidst klassikeren, hvor de sagde ”dæk” og en hund lagde sig ned.

Intet øje, der så denne reklame, kunne holde sig tørt – det måtte græde over den dubiøse kvalitet. Af en eller anden grund gik de med til det hele. Kun deres gud og bankperson ved om det var fordi de solgte styrtende med dæk, hver gang de lancerede en reklamefilm på Kanal 2. Eller om de bare havde elendig smag og rådden beslutningsevne.

Anyway, mit reklameeventyr begyndte at nærme sig enden da min daværende kæreste, efter det forhåndenværende søms princip, blev udstyret med hovedrollen i en af mine reklamefilm. Hun spillede en (lækker og ung) husmor, der ivrigt telefonerede med en veninde og i løbet af samtalen overtalte den fiktive veninde til at købe et eller andet produkt. som jeg har fortrængt.

Du ved, den reklame-typiske: ”Og så tror du sikkert det er løgn men, der følger altså en to års garanti med de gardiner”. En rolle der indkasserede hende en plovmand. Og mig en satans mængde ballade da hun senere, langt inde i en effektiv karriere som radiovært, tændte sit fjernsyn og blev mødt af sit eget husmor alter ego, frikøbt for femhundrede kroner en gang for alle. Vi har ikke snakket siden.

Den sidste reklame jeg skrev, husker jeg tydeligt. Efter at have arbejdet mig gennem de en uendelig række af københavnske køkkenfirmaer, dæk- og solcentre, bedemænd, restauranter og cykelbutikker, kunne jeg godt mærke at enden var begyndt at nærme sig. Jeg mærkede bunden af min ellers utømmelige og stadig helt ubetalte venlighed, da min ven ringede hjem til mig på en dag hvor jeg havde 39,5 graders feber og en ustoppelig dryptud.

Han ville have mig til at skrive en reklame. Den skulle produceres allerede dagen efter, så jeg havde kun nogle timer til at skrive den.

Jeg prøvede at spørge til den lovede og aldeles udeblevne løn som han havde holdt op foran mig da vi indledte vores samarbejde. Han svarede at denne gang skulle jeg nok få nogle penge. Jeg svarede at jeg ikke ville have penge, men derimod piller. Han kunne sende sin assistent ud for at hente manuskriptet en halv time senere og så kunne hun få det udleveret, efter jeg havde modtaget en pakke hovedpinepiller. Den udveksling indgik vi aftale om.

Først da jeg satte mig ned for at skrive gik det op for mig hvad opgaven gik ud på. Jeg skulle skrive en reklame for Svedbergs brusekabiner. Først grinede jeg over min fejl i mine noter og ringede tilbage til min ven, som tørt konstaterede at det ikke var en fejl. Firmaet hed Svedbergs og produktet, der skulle reklameres for, var netop brusekabiner.

Sherlock Holmes ville have sagt at det var et tre pibers problem og derefter sat sig eftertænksomt ned. Uerfaren som jeg var, gik jeg blot rundt i Von And-cirkler til jeg blev rundtosset og gik så i gang med at lave en liste over produkter med mindre hensigtsmæssige navne, men stoppede da jeg havde gloet på et tomt stykke papir i et kvarter.

Jeg var stærkt opsat på at få fingre i de lovede piller, så jeg besluttede at skrive en helt tør reklame, der totalt ignorerede det faktum, at firmaets navn stod i stærk kontrast med firmaets produkt. Bare det basale; ”I en brusekabine fra Svedbergs bliver du lykkelig og ren”-stads. Herregud, jeg ville have opfundet samtalelokummet, hvis det havde bragt mig tættere på pillerne.

Med feberens hjælp glemte jeg næsten at Svedbergs lige så godt kunne være en figur fra Andeby. Du ved; ham der hjælper Politimester Striks med at opklare ellers uløselige sager, mens han fortløbende tørrer sved af panden fordi han tænker så hårdt.

Nogle minutter efter var jeg færdig med at skrive ringede det på min dør på Vennemindevej 66 på Østerbro. Udenfor stod min "ven"s assistent, der bad om at få et manuskript. Jeg stak et a4 papir frisk fra printeren ud mod hende, men holdt fast i den ene ende, indtil jeg havde fået pakken med piller.

I det splitsekund så jeg hele situationen udefra. Min vens assistent, en køn og attraktiv ung pige, der stod overfor mig. Jeg stod, forpjusket og forkommen, i min badekåbe med feberhår og solgte et lokalreklamemanuskript for 10 hovedpinepiller.

Som Østerbros svar på F. Scott Fitzgeralds oplevelser som nedstyrtende forfatter i Hollywood. Et tydeligt lavpunkt i min gryende karriere. Jeg skrev ikke flere lokalreklamer. Hvis jeg skylder dig en undskyldning så håber jeg du vil være så god at tilgive mig. Om ikke andet så fordi, at jeg kun modtog 10 Kodymagnyl for alle de reklamer jeg skrev.