Den mørke side af kreativitet

"Min angst er et produkt af min kreative hjerne, når den keder sig". Ordene er den britiske komiker Jimmy Carrs og han skriver dem i sin biografi Before & Laughter. Bogen er en mærkværdig blanding af Jimmy Carrs onelinere og lidt hastige skræk for at kede sit publikum, sat op mod en dybde og smerte, som kun bliver overvundet gennem en tung og næsten umenneskelig arbejdsindsats.

I Jimmy Carrs tilfælde er hans opvækst så anderledes end de flestes, at man tænker kreativiteten blandt andet kommer gennem et decideret andet billede af verden end det de fleste har. Humoren er hans løsrivelse fra smerten. Når man kan se den udefra, bare et øjeblik, så kan man grine af den. Og så længe man griner er man den ikke.

I bogen udfordrer Jimmy Carr sig selv til at vælge. Et liv med angst, smerte, udfordringer og comedy. Eller ingen udfordringer og ingen comedy. Han vælger det liv han har. Kan vi andet?

Kunstnere og mørket hænger ofte sammen i vores fortællinger. Kunne van Gogh have malet som van Gogh uden et svært sind? Vi ved at noget af den virkelige kreativitet kommer af distance. Nok til man kan se ting anderledes end andre. Andet kommer fra behovet for at ændre og modet til at gøre det uden omtanke for andre. Vincent tænkte slet ikke på andre da han satte barren enormt højt for fremtidens billedkunstnere. Måske fordi ingen tænkte på ham, mens han levede. Måske fordi han ikke tænkte på andre mens han levede. Endog sig selv.

Kreativt arbejde er ofte et knokkel. Opslugt af et midlertidigt flow. De sekunder eller minutter vi mister tiden og stedet og bare producerer. En linie, et afsnit. Nogle minutter på en tidslinie. En figur på en blok. Det kommer slet ikke af sig selv. Ja, der popper tanker og idéer op hos de fleste. Men selve udfoldelsen og manifesteringen af dem er ikke for alle. For det meste har vi ikke lyst og kan sagtens lade være. Udfordringen er at gå i gang og blive ved.

Hvis det er en træls dag kommer der ting, man ved skal smides ud senere, men som er trædesten mod noget bedre. Hvis det er en middel dag kommer der ting, der skal bearbejdes senere, men kan blive en rimelig kvalitet. Hvis det er en god dag sker det samme, men i flow.

Amatører venter på inspirationen finder dem. Måske leder de efter den eksternt. I skoven, på bunden af flasken eller i overspringshandlinger. Udskyder det uafvendelige arbejde fordi de tror det pludseligt bliver magisk ved midnat. Håndværkere skider på inspirationen og begynder at knokle. Møder ind på byggepladsen og slår søm i. Nogle dag er det træls. Andre dage er det guddommeligt. Uanset står der et hus til sidst. Ingen er afhængige af inspiration. Det kan sagtens erstattes af vedholdende arbejde og det er sådan 99.9% af alt kreativt arbejde bliver skabt.

Men er vi afhængige af mørket? Det første der skal væk for at vi kan producere i flow er ego. Med det ude af vagten kan vi glemme os selv og stille os til rådighed for at skabe noget, der er større end os selv. Så forsvinder tiden og omgivelserne og til sidst bliver vi belønnet med dopamin.

Du oplever ikke højden ved at skabe noget, uden at mærke dybden af at være færdig bagefter.

Det er et kæmpe sus når det virker. Men hvis du tænker på det smadrer spejlet og du er tilbage i den triste virkelighed. Verden er her stadig og den er ikke forandret. Dopaminen glider ud af din krop og efterlader din hjerne lidt slidt og søgende efter mere. Måske er mørket og kreativiteten også beslægtet fordi mørket altid følger kreativiteten. Du kan ikke være høj på flow og skaberkraft uden at blive low på stilstand og virkelighed bagefter.

Mit personlige billede af det kreative arbejde er en evig cyklus. Af mørke, lys, mørke. Modvilje, vilje, modvilje. Modstand, lyst, modstand. Har vi brug for mørket, modviljen og modstanden? Det ved jeg ikke. Men jeg ved jeg har brug for lyset, viljen og lysten.

Tilbage til Fremtiden betragtes af mange filmfolk og -nørder, som den perfekte film. Godt manuskript. Godt instrueret. Godt spillet. Men letheden kom tungt. Dette er en fantastisk historie om en film, der kun blev lavet og udgivet på trods, trods, trods og vilje.

Hvis du vil vide hvem du er, så lad det vise sig gennem dem og det du elsker. Ethan Hawke fortæller det så fint. Når det er noget eller nogen vi elsker, behøver det ikke være let. Vi stiller op uden spørgsmål. Vi stiller os til rådighed uden betingelser.

Taylor Tomlinson er en amerikansk standup komiker med to specials på Netflix. Særligt den seneste er et interessant bekendtskab. Efter særligt Hannah Gadsbys show Nanette, er det som om der er kommet en ny ærlighed i comedy. Før fik man de største grin, hvis man afslørede de mest pinlige drifter og øjeblikke i livet. Nu er der en modighed til at kigge på de faktorer, der ikke er pinsomme og gøre dem til grin. "Ville jeg stå her, hvis min mor ikke havde fået kræft og døde da jeg var 8 år? Well, det hele løste sig. Min mor kom i himlen og jeg kom på Netflix".

Jeg får sjældent skæld ud når jeg udgiver en video. I hvert fald sjældent på grund af videoen. Men det gjorde jeg her. Det var næsten farligt at ville tale om både medarbejdere og ledelsers ønske om passion i arbejdet. "Har du nogensinde lært noget af en lærer, der ikke var passioneret", skrev en til mig. Det kan jeg af naturlige årsager ikke svare på. Men jeg ved, at jeg intet har lært uden at stille spørgsmål.

Jeg ved også at ingen virksomhed er bygget til at rumme passion og ingen stillingsbeskrivelse bør invitere det. Ligesom de fleste mennesker slet ikke kan holde til at leve af deres passion. Hvis du vil vide hvorfor, så må du se videoen.

På gensyn

For anden uge i træk er vi 19 i denne lille kreds og jeg vil gerne bede dig om at udvide kredsen med dem, som du mener kan have glæde af at være med. Del med nogen du mener kan have glæde af det og husk at abonnere, hvis du ikke allerede er på listen.

Klik på "Tilmeld dig gratis" i nederste højre hjørne nu.

Det gør virkelig en forskel. Og det er jo derfor vi er her. For at gøre en forskel.

Hilsner Patrick