Derfor er der kø i Netto

I januar 2010 skrev og udgav jeg denne blogpost. Jeg kom til at tænke på den i forbindelse med situationen omkring udbringning af dagligvarer, som har præcist samme bagvedliggende mønster. Nemlig, at vi forbrugere bliver meget pikeret over konsekvenserne af vores valg, når vi en sjælden gang bliver konfronteret med dem. Ikke meget har forandret sig på 10 år, så her er den igen:

Hendes ansigt blusser rødt og hun ringer igen og igen med klokken. To gange ringer den, hver gang, men ingen kommer. Kassekøen bliver længere og længere. Det er irriterede par med børn, gamle alkoholikere, der skal købe to stærke øl og unge og utålmodige mennesker, der venter. Hun undskylder og undskylder og undskylder. Til den ene efter den anden. Hun må hade at sidde der. Som eksponent for intet mindre end selve symbolet på vores todelte drøm om livet i Danmark. På den ene side vil vi ikke betale for noget for noget – med deraf følgende svin, der levende skal transporteres langt ned i Tyskland, tredieverdenslande i handelsøkonomiske jerngreb og en underbemandet Netto, midt i forældrenes hentestress. På den anden side vil vi gerne behandles, som de købekraftige og rige mennesker, som vi føler vi er.

Sandheden er at vi er vågnet efter et tiår, hvor himlen voksede ned på jorden og vores individuelle rigdom voksede over skyerne. Før det havde vi en mindre it-boble, som ikke rigtig påvirkede så mange mennesker og før det, et tiår af sammenlægninger, hvor big was beautiful, som resultatet af firsernes Gordon Gekko-tilyuplede “Greed is good”-filosofi, hvor økosystemet gerne måtte have hajer øverst i fødekæden, bare de var menneskelige. Det er en brat opvågning, hvor der er meget at lære. Himlen har ikke været grænsen – og pludselig er helvede på jord blevet en reel mulighed over natten. I lang tid virkede det, som om at intet havde en reel konsekvens – og de konsekvenser, der var, udspillede sig typisk for nogle andre og meget langt væk. Vores verdensbillede har udspillet sig i et vestligt verdenssnit, som ganske vist er vigtigt, men mest for os. Om russerne eller amerikanerne ville trykke på knappen og lade helvede løs var mere nærværende for os, end det var for udsultede afrikanere, der kunne få 1% i ulandshjælp, hvis de var heldige og “Do They Know It´s Christmas” når tørken blev for tør. De overvejede mest, hvor deres næste mundfuld nogenlunde rene vand skulle komme fra.

Men hjalp bidragene? Ikke meget. Længe har vi vidst at ulandshjælp primært fastholder ulande, som ulande og uden muligheder for andet end at bede om evig henstand med afdragene på deres tunge lån. Til gengæld har vi pakket vores egne landbrug ind i støtteprogrammer, der har sikret at de i en lang periode kunne overproducere og senere braklægge for pengenes skyld. Samtidig med at vi holdt alle ulandende ude af en reel chance på verdensmarkedet. I de seneste ti år har landmændene så fundet en ny guldåre. De har belånt deres jord, hos primært schweitziske banker, for at skaffe til dagen og grusvejen. En boble, der er ved at briste fordi jorden taber værdi og schweizerfrancen har tænkt sig at blive mere værd. I tusind lag har vi lagt systemer, der primært skal sikre os mod forandringer og låse verden ude. De systemer er nu ved at nå enden af deres formåen. I hastigt tempo mister de pusten.

Når der er kø i Netto er det fordi, der er to mennesker på arbejde i en hel Netto, hvor der står minimum tyve i køen. De tyve i køen står der fordi de ikke vil snydes. De vil handle så billigt, som de kan. Få så meget ud af deres kroner, som de kan. I købsøjeblikket vil de skide på om de handler på bekostning af en kommende stress-sygdom bag kassen. De har allerede glemt, hvordan sporene fra deres indkøb trækker veksler hos dyrene, der lever under kummerlige vilkår, dopet fuld af præventiv penicillin og stoppet ind i lastvognstog på tyske motorveje, der hurtigt kaster tankerne hen på noget man har set på sort/hvid-film fra 2. Verdenskrig. Vi overvejer heller ikke voldsomt konsekvenserne af, at hyldetomater i januar, pr. automatik kræver varebetegnelsen “Spanske tomater” eller lignende, med de konsekvenser, som miljøet må trækkes med.

Alt dette, i en suppedas af børnearbejdere, lavtlønslande og tekniske handelshindringer, sikrer min borgerlige ret til at råbe af kassedamen i Netto, fordi den eneste anden medarbejder, forsøger at genfylde hylderne, så vi kan komme hen og stå i kø. Men er det virkelig en ret? Eller er det en uret? Den overliggende konsekvens af den såkaldte krise, vi er på vej igennem, er ikke at vi har levet for lånte penge, men snarere at vi forbruger på bekostning. Vi er ikke i nogen form for harmoni med hverken vores eget forbrug eller alt det, der omgiver det. Vi forbruger rask væk på bekostning af dyr, mennesker og miljøet – og ser det, som en grundlovssikret ret. Vi forbruger på bekostning af hinanden uden nåde og ser et samfund vokse ud over bæltestedet, hvor de fattigste bliver fede og de rigeste dør af stress.

Som en lille tidsbrænder, mens man står i køen i Netto kunne det være sjovt at overveje et liv i mere harmoni med sig selv og andre. Ikke nødvendigvis, som afholdende veganermunk. Men måske i en form for pagt med tid og sted. Hvor tomater var på tilbud i sensommeren og kartofler om vinteren. Hvor ting kostede deres reelle værdi og hvor, der var råd til at have mere end to mennesker, på arbejde i Netto – fordi det gav mening. Mening på den modsatte måde af nu. Det er en stående joke, hvordan USSR ikke kunne brødføde deres eget folk. Hvordan vores effektive og kapitalistiske system, viste sig at være langt mere levedygtigt gennem en lang og kold krig mellem tankesæt. Men vi må ikke glemme at vores nuværende system, kun er i beta. Det har sejret – men ikke på sigt. For at opretholde vores nuværende købekraft kan det betale sig at bruge børnearbejdere til industriproduktion. For at give os superkræfter i tegnedrengen nedlægger vi lokal produktion og sender halvfabrikata frem og tilbage mellem lavtlønslande og os. For at sparke endnu mere liv i vores sure kroner, udgiftsoptimerer vi produktion og distribution i en grad, der kun kan give bagslag. Kan det virkelig betale sig? Sådan i en virkelig udregning, der ikke kun fokuserer på hvad en mobiltelefon koster dig – men hvad den virkelig koster alle på jorden? Næppe.

Sandheden er, at alt ikke er dyrt i dagens Danmark. Vi får mere for pengene end vi har gjort før, fordi vi er verdens rigeste gniere og nærigpinde, der ikke vil betale mere for en liter skummetmælk end kr. 4,50,-. Den enkelte danskers købeevne og -kraft er enorm. Den er vokset vildt på bare få generationer. Sandheden er at vi får to medarbejdere i en Netto og en helvedes ventetid, fordi vi forventer hele verden er til rådighed og på tilbud fra 07.00 til 22.00, alle dage. Sandheden er at vi forbruger på bekostning og det kan ikke blive ved. Vi slider dyrene, miljøet og hinanden op – fordi vi vil behandles som overmennesker, der har mere råd og ret end alle andre. Et sted at starte, er måske at holde kæft i køen i Netto – ligegyldig, hvor lang den er – og gentage mantraet “det er min nærighed, der bragte mig her” stille, for sig selv, indtil det stakkels kassesymbol på prisniveauet når til at scanne ens varer. For som det er nu, så opfører vi os fattigere, jo rigere vi bliver.