Det ansvarlige samfund

Det ansvarlige samfund
En tekst fra arkivet

Vi har brug for et nyt samfund som er ansvarligt, fortæller borgerne hvad de kan forvente og dermed giver borgerne mulighed for at bære ansvaret for deres eget liv.

Debatten bølger frem og tilbage mellem to lejre. Borgerne og samfundet. Hvem skylder hvad til hvem? Spørgsmålet er så uendelig svært at besvare, for ingen kan længere huske det. Nogle borgere mener, at vores samfund skylder dem lige hvad de peger på, andre at samfundet skal frigøre borgerne til deres egen skæbne og lykke. Det er ideologi og idealer der diskuteres. I sagens natur kan man ikke blive enige om ideologi og idealer – slet ikke i et demokrati.

Jævnligt tager det ene eller anden medie en sag op og skaber en storm, der bevæger sig på tværs af alle medier. Historierne er oftest vinklet fra borgernes side. Vinklen fortæller, hvordan samfundet ikke lever op til de forventninger borgerne kan have: Tøjvask en gang om måneden, Øget klassekvotient i folkeskolen, Ventelisterne der ikke bringes ned. Reaktionerne på mediernes billede kommer prompte fra borgere og politikere – “Det er for dårligt”, “Jeg har i dag indkaldt til et møde”, “Det er jo mennesker de behandler sådan”. Selvfølgelig er det for galt, men debatten er baseret på følelser og det faktum at der skal sælges aviser eller skaffes seere.

En tredje side er politikerne som opstiller mål og idealer og derigennem tegner et billede af hvilken slags politik de vil føre og hvilke mål de vil sigte efter. Politikere forgår, samfundet består. Hvem kan holdes til ansvar for politikernes løfter 20 år senere? Hvem kan huske politikernes løfter efter 20 år? Det er heller ikke her vi skal lede efter et sted, hvor vi kan hente en reel vurdering af, hvad vi som borgere kan forvente af vores liv i dette samfund.

Til sidst lander vi ved det faktum, at vi tilsammen er samfundet, og derigennem tager ansvar for vores liv, fælles og individuelt. Måske er det derfor at debatten i medier og mellem mennesker udelukkende foregår på enkeltsager.
Den ene uge er det sundhedssektoren der menes utilstrækkelig, den næste er det plejesektoren, efterfulgt af uddannelsessystemet.

Et problem, der opstår i debatten, er netop utilstrækkeligheden. For hvordan kan vi måle utilstrækkeligheden sådan vi kan diskutere den? En politiker, der skal diskutere sundhedssektoren, vil måske tale ud fra en kombination af finansloven, de seneste forlig mellem partierne og hans mulige genvalg. En borger vil sikkert diskutere sundhedssektoren ud fra sin personlige oplevelse af behandling eller mangel på samme. Det gør diskussionen nyttesløs for parterne vil ikke kunne mødes i enighed om andet end at ligegyldigt, hvad vi gør vil det altid være for lidt.

Følelser og fakta skal blandes men på en frugtbar måde. Det optimale må være at finde en løsning, der sikrer at vi har et fælles sted at stå, når vi diskuterer samfundets tjenester. Men det vil kræve at der gøres op med vaner på begge sider af samfundet. Når forventninger skuffes så opstår der frustrationer – men som start må vi have de samme realistiske forventninger. Det nytter ikke at politikerne kun reagerer ud fra mediernes enkeltsager og kampagner. Lige så lidt, som det nytter at borgerne kun reagerer ud fra deres egne forventninger til at samfundet må give dem præcis det de ønsker.

Måske er det de sidste mange års fokus på de sociale og humane sider af samfundet, der, som en sideeffekt af at alle har fået det bedre, også har fået borgerne til at forvente samfundet tager sig af alle deres behov. Måske er det den større kamp for at blive valgt, der får politikerne til at blafre i vinden og tage en hvilken som helst sag op og fortælle at her kan det gøres bedre. Hvem tør tage det første skridt og opstille realistiske forventninger til samfundet evne til at dække borgernes behov?

Det nytter ikke at reagere på enkeltsager ud fra medier og følelser. Det nytter at opstille nøjagtige mål for, hvad man kan forvente. Hvor længe skal man vente på en vuggestueplads? Hvor mange børn må der være i en skoleklasse, skal man vente på en hjerteoperation? Hvor ofte kommer hjemmehjælpen? Hvor mange pladser skal der være på plejehjemmene? Hvis man kender svaret på disse spørgsmål kan vi tage stilling. Dels til om vi vil lade samfundet tage sig af at dække disse behov eller finde andre løsninger – dels om vi vil medvirke demokratisk til at forandre samfundet i en anden retning.

En anden fordel er at det giver klare og målbare mål. Man kan se hvilke dele af samfundet, der ikke lever op til vores fælles forventninger og man kan analysere, hvad man behøver at gøre for at rette dette misforhold. Det er også muligt at indgå i en debat mellem borger og politiker om hvad det vil koste at opfylde vores forventninger. Vil vi betale mere i skat for at nedbringe en venteliste eller vil vi skære andre goder bort? Hvad kan vi gøre for at bruge samfundets penge bedre? Kort sagt flytter fokus fra diskusionen om, hvad vi kan tillade os at forvente, til at diskutere hvordan vi kan opnå det vi forventer.

Intet er gratis, heller ikke denne model. Den vil kræve at vi begynder at tage noget af ansvaret for vores liv tilbage i stedet for at forvente at samfundet dækker alle vore behov. Modellen vil også kræve at politikerne vil være ærlige og tør stå frem med hvad samfundet egentlig kan klare at dække af behov. Det er i første omgang et offer fra begge sider, for det er naturligvis rarere at diskutere, hvad vi føler vi kan forvente, frem for hvad vi realistisk kan forvente.

Jeg tror og mener at vi må til at opbygge en samfund der tager ansvar for sig selv og melder ud hvad borgerne kan forvente. Et sådant samfund sigter efter målbare resultater. Et sådant samfund giver borgerne en mulighed for selv at tage ansvar, vælge om de føler at det samfundet tilbyder dem er nok eller de skal forsikre sig yderligere eller spare op.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.