Det havde vi ikke regnet med.
Det begyndte med et brag, som blev diskuteret rigtig længe. Var det et fly eller en eksplosion eller hvad kunne det være? Cirka et kvarter efter, opdagede vi skyen og gik indenfor på caféen. Da vi kiggede ud regnede det så meget at børnene hentede deres regntøj i husene og husbådene rundt om og kastede sig ud i regnen. En kvinde besluttede at køre hjem, men kom retur fordi vejene var væk og hun kunne ikke se kørebanen.
Det var bare starten på nogle forrygende og fantastiske timer, hvor vi sad sammen med nogle mennesker, vi ikke kendte og som ikke kendte os. Vi oplevede et lille, stille fællesskab. Her sad vi. Vi kunne ikke komme nogen steder, ingen kunne komme til os. Vi kunne vælge mellem panik eller overgivelse. Heldigvis valgte vi det sidste.
Frugten var en unik oplevelse. Lige de timer skilte sig væsentligt ud fra tøjvask, opvask og hverdagens hjernevask og blev til et minde, som vi aldrig kan opleve igen. De samme mennesker, på det samme sted under de samme vilkår vil ikke ske igen. Selv hvis det gjorde, så er det ikke sikkert, at det ville blive med samme stemning.
Da vi endelig vinkede farvel var byen forandret. Vi sprang mellem dybe huller i fortovene, nedskredne veje og vand i mængder, som sjældent før. Den eneste vej var at gå. Busser holdt i siden af vejene med blinket tændt. Forladt og ventende på Falck. Biler stod stille i rabatten og da vi endelig kom tættere på byen, var de orange blink alle steder.
Ved alle kældre stod der mennesker og forsøgte at redde deres ting. Pakkede gulvtæpper i poser og lænsede vand med alt de havde. Poser. Spande. Fejeblad. Kunne det lænse, kunne det bruges. Samtidig med denne voldsomme aktivitet var der også en underlig stilhed. Vejene var spærret, togene holdt stille og København var på en mærkelig, mat måde lukket om sig selv. Der var granatchok i luften. Ingen kunne opretholde det normale tempo. Intet var som det plejer at være. Overfladiskheden kunne ikke opretholdes fordi farten var forsvundet. Vi måtte være, hvor vi var og med det vi havde.
Da vi havde krydset centrum og gik ud af byen igen, på vej gennem området bag Svanemøllen Station, var der nærmest undtagelsestilstand. Taxaer, busser og privatbiler holdt hvor de var blevet efterladt i vandmasserne. Der stod tunge dampskyer op fra huller i vejene, hvor arbejdsmænd knoklede med at lukke for dampen. Vejene var overfyldt med affald, der var skyllet med vandet. Det lignede krig. Men alle, selv arbejderne, var helt stille.
Stilheden fortsatte søndag. Busserne forsøgte, overfyldt, at erstatte tognettet. Der var let panik ved stoppestederne, specielt når en bus endelig standsede og tog folk med. Langt de fleste kørte overfyldte forbi med et undskyldende træk på skuldrende fra chaufføren. Ind og udstigning foregik ved alle døre og selskabet havde suspenderet billet og klip.
En gåtur ned mod Kgs. Nytorv var primært en tur henover store vandslanger, der lænsede vand fra kældre. Forbi triste ansigter på mennesker, der havde mistet rigtig meget af deres virksomhed. Selv i dag fortsætter den mærkelige stemning af stilhed i byen og på indfaldsvejene. Ja selv på nettet, hvor rigtig mange hjemmesider, inklusive mine egne, stadig er nede på grund af to timers regn.
Jeg tolker det meste af stilheden som ydmyghed. Det var det i alle fald for mig. Vi fik et lille glimt af hvor lidt vand der skal falde fra himlen eller hvor lidt havet skal stige, før hele vores liv og samfund begynder at se meget anderledes ud. Når det regner i to timer, så forsvinder vejene, fortovene styrter sammen og togene holder stille. Vi kan ikke længere fokusere på det vi har lyst til, men bliver nødt til at gøre det vi skal. Vores liv, som vi kender det, kan blive oversvømmet på bare to timer og der er ingen steder vi kan flygte hen.
