Det mest ensomme tidspunkt på døgnet

Jeg vidste det fra den første fornemmelse. Du kender følelsen. Kroppen bliver tungere. Musklerne begynder at gøre ondt. Leddene værker. Halsen tørrer ind, Hosten begynder og hovedet gør ondt.

Jeg tog en hjemmetest. Den var negativ. Her i yderkanten er der kun pcr-test tirsdag og der var ingen tider før den kommende tirsdag — om 7 dage. Dagen efter tog jeg endnu en hjemmetest. Stadig negativ.

Nu med hoste og feber og kulderystelser aflyste jeg nytårsfesten og lagde mig ned. Der har jeg i store træk ligget siden. En sjælden gang er der lidt liv i kroppen og så går jeg en lang tur med hunden. Når jeg er hjemme falder jeg i søvn igen. Træt af det der plejer at være dagens højdepunkt og reelle afslapning — træt, træt, træt.

Sove og vågne. Flere gange i døgnet. Med den forvirring, som det altid giver. Du kender det garanteret. Man går i seng. Det var den dag. Man står op. Det er en ny dag. Men nej. Jeg falder i søvn. Det er pludselig senere samme dag. Meget forvirrende. Ok, hvad forsvandt? Hvad skal falde ud af planen og hvad skal jeg så nu? Det gør jeg og falder i søvn. Vågner. Nu er det nat. Men jeg er ikke træt. Jeg har sovet 16 timer i dette døgn og nu er klokken et sted mellem 3 og 4. Det værste tidspunkt, der findes på døgnet. Det mest ubrugelige og afslørende. Det mest stigmatiserende tidsrum vi har.

Du kan være en natugle og være sent oppe. Til et eller to. Du kan være et ultramorgenmenneske, en slags triple A type, og være klar fra 5.00 eller måske endda vågne halv fem. Men fra tre til fire om natten, der er det kun slette typer, der er ude af deres seng. Indbrudstyve, alfonser, barfluer, søvngængere og taxachauffører af den type, der vil køre med hvad som helst.

Ja, bevares. Der findes bagere og sygehuspersonale. Lufthavnsfolk og morgen-tv fotografer, men de er enten mødt inden kl. 3 og har fri efter 4 eller møder senere. Der er ingen almindelige mennesker med almindelige motiver, som driver rundt i deres bolig eller nærområde, uden uldne hensigter i dette tidsrum.

Da jeg var dreng var jeg altid angst for midnat. Særligt når jeg kunne høre det store hvide ur i stuen med sine tolv tonstunge slag forkyndede et nyt døgn, som for mig faktisk var begyndelsen på rædslerne fra midnat til 2, som jeg havde læst var de timer, hvor der var mest paranormal aktivitet. Med tiden blev midnat til endnu et tidspunkt i et døgn og mistede sin farve af forklorens spøgelseshistorier, fra en tid, hvor manglen på elektrisk lys og briller gav næring til mange særlige syn når lyset faldt.

Siden har jeg været oppe utallige nætter. Enten kørt på i 36 timer eller arbejdet igennem og gået hjem og sovet om dagen. I mange ensomme nætter har jeg siddet og ventet på den nye dag. Ofte i umiddelbar nærhed af sovende mennesker. Timerne er gået og natten blevet ved. Men et tidsrum har aldrig forvandlet sig fra mytisk og mærkeligt til godartet. Du gættede det. Fra tre til fire.

Selv forkølelsens særlige abrupte og arytmiske døgn nedbryder ikke min modstand mellem at være vågen i denne periode.

Der er denne myte om at kroppen er mindst modstandsdygtig, mest slap, mest tilgængelig for sygdomme og mareridt og endda døden mellem 3 og 4. Det er ikke en medicinsk sandhed. Det mest sandsynlige er at du dør kl. 11 og på en lørdag, særligt hvis det er den 6. januar, som er den dag, hvor flest mennesker dør. Glem alt om fredag d. 13.

Hvis du bor i USA er det mest sandsynligt at du får et dødeligt hjerteanfald om mandagen, bliver slået ihjel af en overdosis eller kører galt med dødelig udgang om lørdagen eller bliver skudt ihjel om søndagen. Der er ikke noget fredags-peak for nogen af de typiske måder at dø i det kapitalistiske velfærdssamfund.

Alligevel er denne særlige time først på sidst på natten uudgrundelig i sin evne til at katalysere ensomhed og svaghed i os. Måske fordi vi ved de fleste mennesker sover nu. Hvis en fremmed magt vil angribe os militært er dette det mest sandsynlige tidspunkt. Flest er længst væk fra selv selv i rem-søvnen og de vågne er svagelige, der dør tidligere fordi de var vågne på det tidspunkt kroppen skulle tage sig af sig selv.

For de fleste af os danske gen x-ere er ulvetimen, den der time fra vi kommer hjem med børnene til vi er færdige med forsøge at spise. Men faktisk er ulvetimen et svingord. Beskrivelsen ulvetimen refererede indtil 1983 til netop denne tunge time. “Ulvetimen er timen mellem nat og daggry. Det er den time, hvor flest mennesker dør, hvor søvnen er dybest, hvor mareridt er virkeligst. Det er den time, hvor den søvnløse jages af sin dybeste angst, og hvor spøgelser og dæmoner er stærkest”, er Ingmar Bergman citeret for at forklare om filmen Ulvetimen, som han udgav i 1963 og hvis omdrejningspunkt er en kunstners vanvid.

Først senere blev ulvetimen brugt til at beskrive det vågne vanvid, der udspiller sig i de fleste gode vestlige familier, der skal indordne sig efter industrialiseringens tunge tids-åg.

Jeg kan identificere mig med Bergman. Selvom jeg ved det faktuelt er forkert, så føler jeg mig aldrig svagere og mere ensom end mellem tre og fire. Der findes ikke andre tidsrum jeg skammer mig over at være vågen i. Hvor jeg føler mig angribelig og mest af alt ønsker ikke at blive opdaget. Ulvetimen. Hvor man jages af sin dybeste angst og spøgelser og dæmoner er stærkest.

Det er nu at man vælger og vælger fra. Skammen kommer delvist fra at være vågen nu, hvor andre sover. Og dermed være sovende når andre er vågne. Hvis du bliver opdaget nu vil spørgsmålet uvægerligt komme. Hvorfor er du vågen nu? Vil du ikke være sammen med os andre? Skammen kommer fra, at vælge indbrudstyvene, alfonserne, barfluerne, søvngængerne og de ukritiske taxachauffører fremfor de normale. Dem der sover om natten og er vågne om dagen. Eller i hvert fald er til stede om dagen.

Se der kommer solen. Jeg har spillet for bjørnen hele natten og den har danset. Åh, hvor har den danset. Nu danser jeg på dens grav. Med solen i øjnene og lyset på kroppen. Lige indtil klokken bliver tre i nat…