Det moderne og rastløse menneske

Den yngre del af befolkningen er præget af rastløshed. Der er ingen grænser – mange valg og endnu flere, hurtige fravalg. For det rastløse menneske gælder det om at være individuel og opnå overblik – alt sammen uden at udelukke de muligheder der kan virke spændende.

I vores del af verden er vi efterhånden nået til toppen af behovspyramiden. Alt er muligt for alle. Der findes ingen uddannelse, intet job, intet land, ingen tanker, der ikke kan realiseres. Men når der ingen grænser er, hvad sker der så? Når alt muligt, men intet umuligt. Så er der pludselig ikke så meget at kæmpe for. Det giver et rastløst menneske. Vokset op uden grænser og fortsat med at leve grænseløst også som voksen.

Som vi ser i tv serier, som f.eks. Ally, vil det rastløse menneske ikke binde sig til andre. Undskyldningen er, at ingen rigtig er perfekt nok til at blive partner. Men hvad er den virkelige årsag? Ifølge den norske psykiater Finn Skårderud i bogen “Uro – en rejse i det moderne selv”, tager det moderne menneske en masse chancer, men de er sjældent rigtigt farlige. Det er en slags pseudochancer. “Et faldskærmsudspring er strengt taget ingen særlig risiko. Det er bare en efterligning af livets virkelige risiko. Kærlighed, intimitet og den slags, er en virkelig risiko. Hvad er rafting i forhold til en afvisning?”, skriver Finn Skårderud i bogen.

Og hvorfor binde sig til ét menneske? Man kan holde alle muligheder åbne og samtidig sørge for at være i god afstand fra afvisninger. Hellere være den, der først slutter et forhold, så den anden ikke får chancen for det. Mønstret gentager sig på uddannelsesområdet og i arbejdslivet, men sjældent når det gælder venskaber. Her har det rastløse menneske nemlig det perfekte forhold til et andet menneske – nært, men ikke for nært og uden følelser på spil. Venner kan hurtigt skiftes, hvis de udsender de forkerte signaler eller bliver for besværlige.

Det rastløse menneske vil gerne ses. Selv på vuggestueplan taler vi om at se børnene og deres behov. Alle skal ses og genkendes. Måske en af flere grunde til at flere og flere unge mennesker går med en drøm om at blive popstjerner eller studieværter. De mangler bare et budskab: “Jeg elsker bare at være på”, fortalte en ung pige i programmet Rottweiler, på TV2. Hendes brændende ønske var at blive studievært. I alle medier bliver formidlerne og formen mere og mere tydelig, til gengæld bliver budskaberne mere utydelige og mindre vigtige. Selv i reklameverdenen, hvor det jo er kunderne der betaler udformningen, bliver formidlerne – altså reklameskaberne – mere tydelige og ofte mere tydelige end selve produktet. Formen bliver vigtigere end indholdet.

Den rastløse har brug for at være individuel – så han/hun kan finde sig selv mellem alle de andre. Individuel bliver man, som rastløs, ved at skille sig ud fra mængden og helst på en måde de andre individuelle kan genkende. Den rastløse har også brug for overblik. Dette overblik skabes ved et voldsomt og hurtigt fravalg, der kun er muligt fordi de rastløse er supertrænede mediebrugere, vant til at afkode form og budskab på splitsekunder.

Individualiteten, personligheden, skabes gennem de valg de rastløse foretager sig, hvordan de modellerer deres verden og deres forbrug. Den politisk bevidste forbruger kan sagtens tilvælge at være politisk ukorrekt. Storytelling og Dream Society fortæller om den historieløse, der primært er tegnet af sit forbrug og sine valg – ikke af sine aktiviteter. Det er også ved at blive svært at definere sig selv gennem aktiviteter. Hvem bliver imponeret over en tur tværs gennem junglen. “Mr. Livingstone i presume? – been there – done that!”. Så er det lettere at være den første der har den nye, rigtige ringetone på mobilen.

Overblikket skabes gennem valg af medier og et tilhørsforhold til specifikke formidlere. Derfor er stjernerne oftere talsmænd for produkter og med en gennemslagskraft, der ikke var tilstede før. Hvad var Nike uden deres strategi med sportsfolk som talsmænd? Dybest set producerer firmaet ikke mange varer selv. Men de producerer et brand, som er dybt effektivt. Og hjælper de rastløse til at navigere i den del af verden, der omhandler sportsudstyr. Nike hjælper de rastløse med at få sendt nogle signaler via sportsudstyr. Selv formidlerne er blevet varemærker nu. Som f.eks. Casper Christensen, der placeres i front for det ene holdskabte program efter det andet, men det er altså ham der sælger varen.

Overblikket skal også bruges til at blive set. Hvis man vælger forkert kan de andre i gruppen af rastløse ikke genkende de signaler, der bliver udsendt. Så bliver man ikke set. Her er de rastløse modsatte f.eks. punkerne, som vil stå uden for samfundet. De rastløse vil genkendes og de vil have at de budskaber de udsender bliver opfanget. De rastløse er her og har ingen grænser. De sætter ikke grænser for sig selv. Men de kan tales til og med, hvis man forstår deres bevæggrunde og deres behov. Så de er faktisk ikke anderledes end alle andre grupper af mennesker der har været før dem. De vil finde sig selv og have dækket deres menneskelige behov.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.