Det nye arbejdsmarked er arbejdernes marked

Mekanisk ur til at stemple arbejdere ind og ud
Stemple ind, stemple ud. Er det vigtigst, at du er der eller at du arbejder?

Man skal altid passe på med en analysegruppe på en. Men når jeg kigger mig omkring, så er det lykkeligste mennesker omkring mig, dem der har forladt en branche for at indgå i en anden, som de meget bevidst har valgt.

Hende, der forlod tv-branchen efter 25 år for at starte en restaurant. Ham, der forlod radiobranchen for at blive snedker. Ham, der stoppede som musiker for at blive voksenlærling i det tømrerfirma, som han nu ejer. Og mange, mange flere i min omgangskreds, som har trodset alder, uddannelse og ansættelse for at realisere en helt ny karriere.

På amerikansk kaldes det industry hopping og er en del af det nye arbejdsmarked, som lige nu er i store skift og kun langsomt viser sig. For måske aldrig at blive så stabilt og velkendt, som det gamle arbejdsmarked. Der på mange måder kom direkte ud af dampmaskinen og samlebåndet. I mit første fuldtidsjob skulle jeg stemple ind. I kælderen under Grand Hotel, med et papkort i en maskine, der hang på væggen. Den ene gang på et år, hvor der ikke stod 7.00, men 7.15 på mit timekort, kom jeg til samtale hos direktøren.

Der er nogle strukturelle bevægelser, som er direkte forlængelser af det arbejdsmarked, som både Boomere og GenX kender så godt. Arbejdstiden bliver mere fleksibel, det samme gælder arbejdstimerne. Hjemmearbejdsdage er blevet en naturlig del af de arbejdsområder, hvor det er muligt. Selv den nye quiet quitting bølge, hvor en medarbejder kun gør præcis, det der skal til for at opretholde en ansættelse, er nok ikke så ny endda.

Dele af the great resignation, som er den bølge af folk, der siger deres job op fordi de ikke længere kan se sig selv arbejde meningsfuldt i deres stilling, kan - til dels - være inspireret af Millenials og deres måde at gå til jobs. Som GenX grinede af Boomernes 25 års jubilæer, griner Millenials af Genxernes 5-8 års ansættelser. Millenials bevæger sig hurtigere og vi skal vænne os til at se deres cv skrevet med 2-3-4 års ansættelser. Og de skal vænne sig til at se vores cv, som i deres optik virker langsomme og uambitiøse.

Millenials har lugtet at ingen virksomheds loyalitet er længere end den nærmeste nye chef eller næste recession. 25 år betyder mest for den, der er ansat og man går ikke på pension med et guldur. Det er ingen hemmelighed, at den letteste vej op i hierarkiet, med en større løncheck i lommen, er at skifte arbejdsted. Sådan har det været i mange år. Den loyalitet, der bedst kan betale sig er loyaliteten mod sig selv. Millenials tænker præcis på samme måde, som virksomheder tænker. Så længe vi kan bruge hinanden er samarbejdet godt, derefter er det videre. For begge parter.

Typisk skal fænomener vokse sig store nok til de kan anerkendes, som en reel bevægelse eller faktor, før de opnår at få et navn. Det kræver, at fænomenet optræder nok til, at vi begynder at tale bredt om det. På det nye, post-corona, arbejdsmarked kan vi se fænomener, som quiet quitting, the great resignation og industry hopping. Men hvad ligger der på virksomhedernes side?

Kontrol kræver en bunke arbejdskraft. Faktisk et helt lag af mellemledere, der typisk sørger for at medarbejderne lever op til det ledelsen forventer sker. Men i den ene ende af det nye arbejdsmarked ser vi mennesker, der stempler ind og ud når de har brug for pengene, i et job, hvor den nærmeste mellemleder er en app på deres telefon. Vi kalder det casual workers, der ikke bestrider et fuldtidsjob, men arbejder i en gig economy, hvor du arbejder til du har tjent nok i dag. En anden mulighed er, at være på evig rejse med titlen digital nomade, fordi din arbejdskraft kan leveres via en computer og din tilstedeværelse kun behøver at være virtuel.

App-arbejderne laver typisk noget, som ingen gider have som fuldtidsjob og de digitale nomader leverer ofte noget, som ingen virksomhed har brug for fuld tid. Så begge parter er i en særlig position, hvor virksomhederne ikke kan stille så store krav. Derfor er det naturligt med meget frihed i forbindelsen mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Når der kun er en relation, mens der reelt arbejdes, bliver mellemlederen overflødig. Hvorfor holde styr på mennesker, der har styr på sig selv?

Men hvad med os andre? Vi er dyre i drift for en virksomhed. Vi kræver løn, pension, sygeforsikring, ferie og fridage. Udover det, så kræver vi plads. I et typisk år har vi cirka 220 dage på jobbet. I op til 8 timer. Så vores kontorstol er tom i 145 dage. Plus 16 timer i døgnet, alle de resterende dage. I mange store, typisk internationale, virksomheder er man ikke stadig ikke tilbage på kontoret og det har intet med corona at gøre.

Der findes virksomheder, som Netflix og Goldman Sachs, som insisterer hårdt på, at deres medarbejdere arbejder bedst på kontoret. Ligesom der findes virksomheder, som Deloitte i England, Coinbase, Dropbox og Shopify, der vælger remote-first, som "hjemme"-arbejdspladsen nu kaldes.

Mellem kontoret og remote ligger hybridarbejdet, som er den vej de fleste virksomheder vælger. Typisk er der et krav om fremmøde, enten et antal dage eller bestemte dage. F.eks. hos Apple, hvor direktøren Tim Cook kræver, at medarbejderne møder ind tirsdag og torsdag, men selv bestemmer over resten af ugen. Oprindeligt var Cooks ønske at medarbejderne skulle arbejde tre dage om ugen på kontoret, nemlig mandag, tirsdag og torsdag. Men modstanden var så stor, at han måtte gå på kompromis. Og selv dén nye plan bliver udfordret på sin holdbarhed af medarbejderne.

Selvfølgelig kan de fleste danske virksomheder ikke sammenligne sig med Apples hovedkontor. For det første er det bygget på billig jord i et område, hvor de nyder særlig glæde af skattelempelser, for penge de havde kontant. Der er ikke meget Apple reelt kan nedskalere og dermed spare på.

For det andet ligger det i et land, hvor ordentlig dagpleje er notorisk dyrt og svært at finde. Samtidig med, at det meste pendleri foregår over større afstande. Den typiske amerikaner transporterer sig 66 km pr. dag til og fra job. I Danmark rejser vi typisk godt 45 km pr. dag. Men den vigtigste forskel er, at en amerikaner arbejder op til 40 timer om ugen og gør det cirka 260 dage om året. Altså møder den typiske amerikaner på job 40 dage mere om året end vi gør, arbejder godt 156 timer mere og kører godt 2.600 km mere om året.

Så det er oplagt, at det gør en stor forskel, om man kan arbejde flere dage hjemmefra, når man er ansat i USA. Omvendt kan man jo sige, at jo færre timer man skal møde på job i Danmark, jo mere mening giver det at minimere transportens omfang og tid. Og så er der jo det med miljøet.

I gamle dage solgte en arbejder sin tid og sine muskler. Senere kom stabilitet og kvalitetssans til. Og med tiden særlige evner. Virksomheder gør det, der er bedst for virksomheden, så hvis det kræver kontorer bliver det kontorer. Hvis det kræver jobs, hvor man kan undgå at pendle, bliver det hjemmefra.

De bedste medarbejdere går derhen, hvor de får mest for deres arbejdskraft og føler sig påskønnet. Så arbejdsmarkedet regulerer sig på samme måde, som markedet generelt. Nemlig gennem udbud og efterspørgsel. Man kan godt kræve, at folk skal møde op og så får man de medarbejdere, som ikke har andet valg end at møde op. Men hvis man kan vælge frit mellem alle verdens arbejdere, så er der langt flere ansøgere - særligt til de smalle specialiststillinger.

Der er store kræfter på spil på arbejdsmarkedet lige nu. De trækker og hiver med tidevandsbølger, der følger de overliggende trends i samfundet. Loyalitet går mere indad og forståelsen af, at arbejde bliver man ikke lykkelig af, vinder frem. Vores identitet bliver i mindre grad vurderet af hvad vi arbejder med og i højere grad hvem vi er. Hvilket giver mening.

Før kunne man se, hvad en virksomhed gav en person ansvaret for og derigennem aflæse personens vigtighed. Nu ser vi på hvad det enkelte menneske mener om sig selv og hvor alvorligt de tager deres liv - og derigennem vinder de respekt.


Vil du høre om industrialiseringens snirklede fødsel og hvorfor det skabte snoozeknappen på dit vækkeur, så lyt med her:

Snooze
Der findes en lang og ubrudt tråd som styrer meget mere af dit liv end du er klar over. En lige linie, der skabte fundamentet for både kommunismen og kapitalismen. Den globale landsby og den ting i din hverdag, som giver dig et tiltrængt glimt af håb i hverdagens værste…
Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.