Dette skib kan ikke synke

Vi har et horribelt dårligt udgangspunkt for at debattere medier i Danmark på et fornuftigt og tidssvarende plan. Og en dag som i dag, hvor Connie Hedegaard afleverer sine 5 scenarier for public service i de kommende ti år i Danmark, bliver det så voldsomt tydeligt, at debatten udspiller sig baseret på et meget vinklet og meget filtreret plan, der slet ikke er i synk med hvordan mediebranchen i virkeligheden foregår.

Lad os begynde med dem, der i sidste ende bestemmer. Nemlig politikerne. De har naturligvis hver deres ideologiske tilgang til om de kan lide hhv. public service og private medier. Det er fint. De har også en masse holdninger til størrelse af både institutioner og bid af licenskagen osv. Også fint. Det er jo politik. Deres fag.

Problemet er et helt andet sted. De taler nemlig om sendetilladelser, som om det stadig var 1980. Well, det gav mening dengang sendenettet var en del af den danske infrastruktur og forsvarskæde, men det giver simpelthen ikke mening i 2016. Medier i Danmark er oppe mod mediekraftværker, som f.eks. amerikanske Vice, ejet af Disney og Hearst - men etableret af punk-skateren Shane Smith i Canada, da han var 22 år gammel. Han har på 20 år bygget en kolos af en virksomhed, som opererer i et krydsfelt mellem journalistik, wow-faktor og markedsføring. Shane har drevet Vice på basis af at være platforms-agnostikere. De står for en funktion, et fællesskab og en bestemt form for fortælling, som man køber ind i - og den kan man finde på de platforme, som det giver mening for Vice at være på. Hans udgangspunkt: jeg hader den her platform, jeg er her kun hvis jeg ikke kan forlade den, fordi den skaber værdi for mig. Shane startede med et punkmagasin. I dag laver han web/social/tv/app/reklamer/print og skrotter det der ikke giver respons.

Det er ikke platformen - det er produktet!

Det er sådan medier skal tænkes i 2016 - som en strøm, der er produceret og kurateret til at tjene et bestemt fællesskab. Og det skal selvfølgelig ske på de platforme, hvor det bedst tjener det fællesskab. Desværre er hele udgangspunktet blevet platformen - og dermed er det faktisk lykkedes at gøre alle danske medier, til det modsatte af det der er mediets funktion. Nemlig at betjene et fællesskab, der hvor det fællesskab kan nås. Det er en anakronisme at forbinde et medie med en platform - et medie skal vurderes ud fra dets evne til at skabe kontakt. Derfor skal det være platformsuafhængigt.

Nu bliver det heller ikke bedre af en stærkt presset avisbranche, der ikke har formået at gennemføre en transformation væk fra papir, nemlig Danske Medier, insisterer på at stå og råbe røv ovre i et hjørne mens de sparker i jorden. Stig Ørskov taler om DR.dks "avislignende indhold", som en væsentlig årsag til, at det går ad helvede til med Danske Mediers medlemmer. Hvilket jo kan virke mærkværdigt når JP/Politiken selv skriver i deres 2015-regnskab at "Der forventes i 2016 et betydeligt større overskud end i 2015", well, der er jo forskel på aktionærer og politikere.

Problemet med Danske Mediers tilgang er, at de vælger et udsnit af banen, som de kæmper på - og ignorerer resten. Sagens kerne er at public service i Danmark er Danske Mediers mindste problem. Allerede i 2014 udgav Kulturministeriet en rapport, der fortalte at 20% af pengene fra det samlede danske annoncemarked dengang tilflød udlandet - altså primært Google og Facebook. Og 51% - altså ENOGHALVTREDS - af de samlede penge fra det danske digitale annoncemarked dengang tilflød de to giganter.

DR.dk er ikke kommerciel. De er slet ikke med i det regnestykke. Mon ikke man burde koncentrere sig om det reelle marked som man har forlist, fremfor de medier, der ikke betyder noget?

Det gælder hos Danske Medier, såvel som hos danske public service medier. Sidstnævnte har forsømt at indtage og forsvare en særlig position i danskernes hjerte. Måske fordi de har følt sig berettiget til pladsen i danskerne hjerter, måske fordi de er blevet så politiske dyr, at de føler de vigtigste mennesker, de kan tale med til hverdag er politikerne. Derfor har public service i Danmark heller ikke arbejdet for at få pengene væk fra platformen (hvoraf flere er i direkte afvikling) og over på funktionen og fællesskabet. Man burde have kæmpet indædt for at blive elsket af folket og for at få frihed til at vinde deres hjerter. Det er en stor fejl, som kommer til at snøre sig voldsomt sammen om dem de kommende 8-10 år. Sikkert hurtigere.

Og så er der jo brugerne. Der jo er som brugere er. Troløse og loyale. De oplever en verden af endless scrolling. Evigt på jagt efter noget i strømmen der taler til netop dem og når de finder det, så abonnerer de. Indtil fordelingsgraden af mærkbart og mærkeligt falder for meget til højre, så er de væk igen.

Everyone is entitled to his own opinion, but not his own facts

Som en irsk-amerikansk senator engang sagde: Everyone is entitled to his own opinion, but not his own facts. Hvilket er det præcist modsatte af det vi oplever i den danske mediedebat, hvor situationen er: Politikerne tror de administrerer den sidste rest af en naturlig ressource, nemlig sendenettet. Medierne har hver deres skyklapper på, som sørger for, de ikke skal forholde sig til andet end deres egen udvalgte politiske position. Brugeren oplever en strøm, som de fisker i. Er ligeglad med politik og platforme og knytter sig kun til fællesskaber, de kan se et umiddelbart formål med. Jeg ved godt, hvem jeg mener man burde tage udgangspunkt i.

Men jeg sætter mig op til bandet foran på båden. Man kan lige så godt nyde de sidste minutter.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.