Din alder gør dig ulykkelig

Patrick Bay Damsted fra videoen om den aldersbetingede lykke og ulykke
Findes der virkelig en alderspecifik følelse af lykke, som går igen blandt næsten alle mennesker fra alle dele af verden? Tilsyneladende.

Hej, kig godt på mig.

Du har aldrig set mig mere miserabel. Mere ked af det. Mere grundtrist!

Dette er det mest ulykkelige, du nogensinde vil se mig. Det bliver ikke mere end dette. Til hverdag i hvert fald.

Det betyder ikke, at jeg er så ulykkelig som jeg vil opleve  i mit liv. Alt det jeg ikke jeg håber at se, findes jo stadig som en mulighed. Men det handler ikke om det. Det handler om hverdagen. Hvordan jeg føler hvert øjeblik og hvordan mit udgangspunkt er over for verden. Lad mig bare være ærlig - det er ikke godt. Jeg føler mig træt, brugt, ubrugelig og overflødig. Jeg bliver aldrig det jeg gerne ville.

For dælen, der er ikke engang brug for det, jeg gerne vil længere.  Jeg er overhalet af den virkelighed, som jeg så nidkært har forestillet mig og forsøgt at bygge med drømme som sten og håb som klister.

Jeg kan blive fyret, skilt, forladt, nedgraderet, skidt på, overset, underprioriteret, glemt, ud-dateret eller bare blive almindeligt upassende eller det der er meget værre.. Og så vil jeg klart føle mig mere ked af det og trist - i en kort periode - men den er slet ikke så lang som vi ofte går og tror.

Den amerikanske psykolog Dan Gilbert har forsket i og interesseret sig for vores oplevelse af lykken i mange år. Han peger - blandt meget andet - på at vi ofte overvurderer det at nå vores mål - opfylde vores drømme. Han har et meget berømt slide, hvor han spørger folk om de helst vil være rige og raske eller fattige og syge. Svaret er at et år efter man  har vundet en stor præmie i Lotto eller er blevet lam og nu lever i en kørestol, så er ens lykkefølelse stort set den samme - både i mellem de to situationer, men også i forhold til det andet menneske. Lidt populært siger Dan Gilbert: Er det sket for mere end tre måneder siden, så har det ikke ret meget indflydelse på din lykkefølelse længere. Og det er uanset om du vandt i Lotto eller blev lam.

Så det er altså ikke det der er galt. Næ. Det der er galt er 47.2. Hvis man skal tegne en kurve over lykken i livet, så topper den når man er 16 år og tager derefter et kæmpe dyk mod den absolutte bund af hverdagslykken, som du rammer når du er 47.2 år gammel. Herefter går det opad igen indtil du er cirka 75 for så at dykke med alderdommen.

Hvad er det så med 47.2? Indsigten stammer fra en undersøgelse, som det amerikanske nationale kontor for økonomisk forskning lavede, pegede på præcis 47.2, som den ulykkeligste alder du kan have. Senere tog den engelske økonom David Blanchflower og gentog undersøgelsen i 130 lande og dokumenterede at lykkedykket var ens for alle mennesker. Det eneste udsving var at i udviklingslande ramte man bunden ved 48.2 - altså et år senere.

Blanchflower konkluderede at: “Kurven holder sin form i lande hvor gennemsnitslønnen er høj og i lande hvor den er lav. I lande hvor folk lever længe og hvor de lever kort”.

Så det lader kurven er ens for alle.

Føromtalte Daniel Gilbert udgav i 2008 bogen Stumbling on Happiness, hvor han pointerer, at nogle af de vigtigste valg vi foretager os i livet er hvor vi skal bo, sammen med hvem og hvad vi skal lave. Men endnu vigtigere at vi er nogle af de første generationer, der foretager disse valg. Indtil for ganske nylig boede man hvor man blev født, lavede det ens forældre lavede og blev gift med den man blev bedt gifte sig med eller den der ikke havde mulighed for at sige nej.

I dag er der frit valg. Og dermed frit fald. Vores skæbne er i vores egne hænder. Vi kan ikke stille os og skrige ad himlen fordi vi har fået en dårlig hånd i livets spil. Ramte de også bunden ved 47.2 for to hundrede år siden? Min fornemmelse er nej - men måske…

Altså er den lunefulde lykke dit eget ansvar - og måske er det derfor vi bliver så ulykkelige?

Når nu vi er så dårlige til at skabe realistiske forventninger til hvad vores ønsker vil betyde for vores fremtidige lykke, så er der jo ikke meget at skyde med. Vi kan drømme om det store job, den kæmpe gevinst, den gigantiske overscoring og vi kan forestille os hvad det gør for vores lykke. Men det er netop kun det - en forestilling. Som er korrekt i øjeblikket - men ikke blivende.

Og måske er det netop den lykkelige uvidenhed - mangel på reel livserfaring, der gør at vi er så lykkelige som 16 årige. Når man er 16 er alt muligt. Der er ikke hylder som ikke kan nås. Der findes ikke urealiserbare drømme. Alt er muligt.

Når man er 47.2 år sidder man med den barske livserfaring, at det langt fra er alt der lykkes og er lykken. Det man kan forestille sig er kun en forestilling og også den ender. Og så sidder man der. Enten kan man give op og give sig hen og nyde enden er nær - bogstaveligt talt - eller også sætter man en ny forestilling op og forsvinder ind i den.

Man kan give op eller give sig hen. Måske er det helt naturligt. Chimpanser og orangutanger har et livslykkelavpunkt, som rammer dem omkring 30 års alderen. Det viser en undersøgelse fra 2012.

Samtidig viser alskens undersøgelser at med alderen føler du mindre stress og færre fortrydelser. Ældre hænger sig mindre i negative informationer og er bedre i stand til at styre deres følelser. Og så forsvinder lysten til status.

Jonathan Rauch, der er amerikansk journalist, aktivist og forfatter til bogen The Happiness Curve, siger: Det ligner at vi er kodet til at søge så meget status som muligt, mens vi er yngre. Ambitionen er det vilde job, et fantastisk ægteskab med en ekstraordinær person eller masser af penge. Et ønske om storhed.

Og han fortsætter: “Vi er over-optimistiske i ungdommen på hvor meget tilfredshed vi vil få ud af vores fremtids successer. Når vi når ind i 30erne og 40erne har vi opnået det meste, men vi er ikke kodet til at smide benene op og nyde øjeblikket. ”.

Ifølge Rauch er vi i vildrede for vi troede jo vi ville være lykkelige nu. Nu står vi på den alpetop. Vi har endelig nået helt herop. Og den eneste følelse er kolde tæer. “Hva fa'en sku vi egentlig her?”, som Shubidua allerede i 1974 erkendte.

Den dybe ulykke vi føler er altså ikke en ekstern ulykke - det er ikke vores partner, vores dumme Berlingo eller mellemlederkarriere, der er årsagen til ulykken. Det er vores erkendelse af at vi har forestillet os noget, der aldrig kommer til at ske. Nemlig at vi lykkes gennem statusopgraderinger.

Og det er godt med erkendelse, selvom den gør ondt. For nu kan vi tage hul på det virkelige liv, hvor vi kan se klart uden statusforblændelse og endelig opdage det der virkelig gør os lykkelige - nemlig at være lige hvor vi er og sammen med præcis dem vi ønsker.

Bunden af lykkekurven er altså ikke evig ulykke - men starten på en modningsproces, der gør os til langt bedre mennesker.

Og derfor er jeg glad for du aldrig har set mig mere grundtrist end dette - for nu kan det kun gå fremad. Mod den evige alderdom!


Denne tekst er gratis. For 25 kroner om måneden giver du mig mere tid til udforske vores fælles menneskelige erfaringer, indsigter og de blinde vinkler i livet, som påvirker vores hverdag og livskvalitet. Samt får adgang til indhold, der er reserveret supportere.

Du kan tjekke mulighederne for at blive supporter ud ved at klikke her.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.