Djævlens Værk
Jeg sidder nyskilt i et sommerhus. Som så mange før mig. Smidt ud fra dag til dag. Efter 7 år og en stående aftale om parterapi, der er booket 14 dage senere. Mit mentale granatchok er totalt.
Alle aftaler er løgn. Alle hensigter er ført bag lyset. Alle ord er tomme. Min tilstand er et sted mellem opløsning og raseri. Jeg føler mig så forledt, svigtet og misbrugt, som aldrig før.
Midt i mit misery dukker en tanketråd op. Jeg åbner min computer og griber den. Lader den ruske mig rundt i en malstrøm, hvor den slår med halen og farer afsted. Med mig på slæb, der forsøger at holde fast, mens jeg skiftevis skriver og researcher.
Da tanken falder til ro sidder jeg tilbage med en mærkværdig tekst, som ikke ligner noget jeg har skrevet før. Jeg vælger at indtale teksten for at få stemmens muligheder for at lægge tryk og tonere teksten, så den bliver formidlet en smule mere end hvis den kun bliver læst med øjnene.
Over det næste halve år dukker der tanker op, som jeg ind i mellem lader mig gribe og føre af. Næsten ingen ved, at jeg udgiver denne serie, og næsten ingen lytter til den. Det er det perfekte skjul til kreativt arbejde. Ingen ego, kun overgivelse.
Jeg ringer til min ven Troels, der er grafiker. Jeg fortæller ham om fornemmelsen af hvad Djævlens Værk nok kommer til at dreje sig om. Dagen efter leverer han det bedste logo, som jeg nogensinde har set til noget. Solen er i ryggen og vinden er i håret.
Det første indfald var min hund. Det giver mening. Hun sad lige der og kiggede på mig. Men den næste tanke, der låser sig fast er noget mere abstrakt. Den lille rest, der er i dunken eller posen, når man har fyldt sprinklertanken på bilen. Der lynhurtigt viser mig vej mod en langt mere kompleks og grundliggende faktor i vores liv. Vores hjernes evige drift mod mening.
En rest af min virkelighed, der sidder dybt i de første tre afsnit er de tydeligt deklarerede tangenter. De kommer fra den britiske komiker Eddie Izzards fantastiske selvbiografi Believe Me, som jeg netop havde lyttet til i hans egen indtaling, som lydbog. Det er et fantastisk greb, som jeg helt skamløst stjæler.
Men det er også et greb, der ikke hører til. Efterhånden som afsnittene bliver skrevet og indtalt står det mere klart, at selve strukturens styrke i Djævlens Værk er de forbunde tangenter, der mister deres kraft når de bliver delt.
Netop i ly af det knappe kendskab kan jeg justere på formatet og afsnittet om helte (og heroin) bliver det sidste, der giver sine tangenter frivilligt væk.
Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg intet ved. Sætningens sandhed slår mig med ekstrem kraft da jeg ved et tilfælde griber tanken om sult og i min research langsomt opdager, at sult ikke er et valg og hungersnød er en sofistikeret satan af et problem, der er umulig at komme ud af.
Igen og igen bliver jeg ramt af fakta og forståelse, der strider direkte imod alle de hurtige løsninger, verdensomspændende indsamlinger drevet af vores kollektive dårlige samvittighed, politikeres evige slåen i bordet og rockstjerners uendelige omsorg.
Problemet er systemisk og umuligt at løse på de måder, som vi plejer at kaste i spil. Fordi de metoder understøtter mere sult og mere fedme. I samme farlige catch 22. Min podcast gør mig vred.
Næste afsnit handler om tid. Om Chronos, der er tiden i sit ubrydelige forløb. Og Kairos, der repræsenterer det gunstige øjeblik.
Syret nok bliver dette afsnit på forunderlig - og ikke planlagt vis, spottet af et stort mediehus. Jeg bliver sat i loop med vigtige mennesker og skal kun tage initiativet for at kunne mødes og tale om der er fælles jord... men lader være.
Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor. Jeg ved det ikke. Der er bare en stærk og tydelig fornemmelse af at jeg skal lade være. Lade det være. Og det gør jeg. Med friheden i behold og en evig manglende deadline, dukker tankerne op når de har lyst.
Undervejs i sæsonen, som sammenlignet med professionelle serier udgivet af virkelige mediehuse, snegler sig afsted, lærer jeg de mest fantastiske ting. Når en idé melder sig, så udfolder den sig i rasende hast, med mig på slæb, som en tungnem forløser, der ikke forstår hurtigt nok og konstant overraskes af, hvad jeg lærer af øjeblikket og tilfældet.
Afsnittet om snooze er et godt eksempel på hvordan min podcast slet ikke er min. Hvordan den lever i kraft af mig, men helt fint uden mig. Min første nysgerrighed er hvorfor et tryk på snooze giver ni minutters ekstra søvn.
Svaret ligger i tandhjulene i de første elektriske vækkeure. Du ved, dem med store hvide tal på sorte plastikstykker, der flappede ned og talte tiden. Da nogen fik idéen til snooze kunne ingeniørerne på grund af vækkeures opbygning, lidt populært sagt, vælge mellem at lade folk snooze nogle få sekunder, ni minutter eller lidt over ti minutter.
Da det var sværere at "kode" tandhjulene til at snooze et to-cifret minuttal og nogle få sekunder ikke var en reel løsning, så får du ni minutter når du snoozer. Også på din iPhone.
Men svaret kom aldrig med i den færdige podcast. For i lyset af stenalderen og industrialiseringen så blegnede det faktum til ubetydelighed.
Sæsonen er forbi nu og den nærmest fløj afsted. Og så opstår endnu en tanke. Hvad nu hvis. Hvis der kom tre sæsoner. Og de overholdt den talmagi, som vi allesammen kender. Syv, ni, tretten.
Den eneste kendte og evige modgift mod nemesis. Nu skal jeg jo ikke komme for godt i gang. Ønske sig tre sæsoner!? Men måske med syv, ni, tretten og bank under bordet. Som man siger på tysk: unter den Tisch klopfen. På engelsk siger man knock on wood. Fordi man vækker træets ånder til hjælp mod det onde.
Så der mangler et sidste afsnit for at fuldende muligheden for at ramme den magiske opbygning. Og det udkommer over et år efter sæsonens første afsnit.
Der er ingen point for stringens eller regelrytteri.
Til gengæld har jeg stået til rådighed for noget af det bedste, der nogensinde har manifesteret sig med min hjælp.
Lige nu banker tankerne gennem mig. Jeg lader dem ikke slå rod. Skiltet er hængt ud. Alt er optaget.
For nu...
Over et år senere dukker en ny idé op. Den falder undervejs i skriveprocessen. En ny dukker op... der også falder. Men så kommer der en, der er stærk nok til at stå selv.
2. sæson begynder med et afsnit, der handler om hvor meget magt og rigdom, der kan ligge i, at lade sit folk undertrykke sig selv.
Du kan læse teksten til de forskellige afsnit og høre dem her:
Patrick Bay Damsted
Patrick Bay Damsted
Patrick Bay Damsted
Patrick Bay Damsted
Patrick Bay Damsted
Patrick Bay Damsted
Patrick Bay Damsted
Patrick Damsted
Det vil glæde mig utrolig meget, hvis du har lyst til at abonnere på podcasten Djævlens Værk. Serien er planlagt til tre sæsoner og fokuserer på alt, vi møder i hverdagen, som fanden har skabt.
Du kan f.eks. finde Djævlens Værk på Apple Podcast og Spotify.
Eller vælge at abonnere direkte i din foretrukne podcastafspiller med det direkte link, som du finder ved at klikke her.
