Djævlens Værk

En djævel i en lyspære viser at en idé er djævelsk god
Grafikeren Troels Berg har lavet logoet til podcastserien Djævlens Værk

Jeg sidder nyskilt i et sommerhus. Som så mange før mig. Smidt ud fra dag til dag. Efter 7 år og en stående aftale om parterapi, der er booket 14 dage senere. Mit mentale granatchok er totalt.

Alle aftaler er løgn. Alle hensigter er ført bag lyset. Alle ord er tomme. Min tilstand er et sted mellem opløsning og raseri. Jeg føler mig så forledt, svigtet og misbrugt, som aldrig før.

Midt i mit misery dukker en tanketråd op. Jeg åbner min computer og griber den. Lader den ruske mig rundt i en malstrøm, hvor den slår med halen og farer afsted. Med mig på slæb, der forsøger at holde fast, mens jeg skiftevis skriver og researcher.

Da tanken falder til ro sidder jeg tilbage med en mærkværdig tekst, som ikke ligner noget jeg har skrevet før. Jeg vælger at indtale teksten for at få stemmens muligheder for at lægge tryk og tonere teksten, så den bliver formidlet en smule mere end hvis den kun bliver læst med øjnene.

Over det næste halve år dukker der tanker op, som jeg ind i mellem lader mig gribe og føre af. Næsten ingen ved jeg udgiver denne serie og næsten ingen lytter til den. Det er det perfekte skjul til kreativt arbejde. Ingen ego, kun overgivelse.

Jeg ringer til min ven Troels, der er grafiker. Jeg fortæller ham om fornemmelsen af hvad Djævlens Værk kommer til at dreje sig om. Dagen efter leverer han det bedste logo, som jeg nogensinde har set til noget. Solen er i ryggen og vinden er i håret.

Den første tanke var min hund. Det giver mening. Hun sad lige der og kiggede på mig. Men den næste tanke, der låser sig fast er noget mere abstrakt. Den lille rest, der er i dunken eller posen, når man har fyldt sprinklertanken på bilen. Der lynhurtigt viser mig vej mod en langt mere kompleks og grundliggende faktor i vores liv. Vores hjernes evige drift mod mening.

En rest af min virkelighed, der sidder dybt i de første tre afsnit er de tydeligt deklarerede tangenter. De kommer fra den britiske komiker Eddie Izzards fantastiske selvbiografi Believe Me, som jeg netop havde lyttet til i hans egen indtaling, som lydbog. Det er et fantastisk greb, som jeg helt skamløst stjæler.

Men det er også et greb, der ikke hører til. Efterhånden som afsnittene bliver skrevet og indtalt står det mere klart, at selve strukturens styrke i Djævlens Værk er de forbunde tangenter, der mister deres kraft når de bliver delt.

Netop i ly af det knappe kendskab kan jeg justere på formatet og afsnittet om helte (og heroin) bliver det sidste, der giver sine tangenter frivilligt væk.

Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg intet ved. Sætningens sandhed slår mig med ekstrem kraft da jeg ved et tilfælde griber tanken om sult og i min research langsomt opdager, at sult ikke er et valg og hungersnød er en sofistikeret satan af et problem, der er umulig at komme ud af.

Igen og igen bliver jeg ramt af fakta og forståelse, der strider direkte imod alle de hurtige løsninger, verdensomspændende indsamlinger drevet af vores kollektive dårlige samvittighed, politikeres evige slåen i bordet og rockstjerners uendelige omsorg.

Problemet er systemisk og umuligt at løse på de måder, som vi plejer at kaste i spil. Fordi de metoder understøtter mere sult og mere fedme. I samme farlige catch 22. Min podcast gør mig vred.

Næste afsnit handler om tid. Om Chronos, der er tiden i sit ubrydelige forløb. Og Kairos, der repræsenterer det gunstige øjeblik.

Syret nok bliver dette afsnit på forunderlig og ikke planlagt vis, spottet af et stort mediehus. Jeg bliver sat i loop med vigtige mennesker og skal kun tage initiativet for at kunne mødes og tale om der er fælles grund... men lader være.

Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har en stærk og tydelig fornemmelse af at jeg skal lade være. Lade det være. Og det gør jeg. Med friheden i behold og en evig manglende deadline, dukker tankerne op når de har lyst.

Undervejs i sæsonen, som sammenlignet med professionelle serier udgivet af virkelige mediehuse, snegler sig afsted, lærer jeg de mest fantastiske ting. Når en idé melder sig, så udfolder den sig i rasende hast, med mig på slæb, som en tungnem forløser, der ikke forstår hurtigt nok og konstant overraskes af hvad jeg lærer af øjeblikket og tilfældet.

Afsnittet om snooze er et godt eksempel på hvordan min podcast slet ikke er min og hvordan den lever i kraft af mig, men helt fint uden mig. Min første nysgerrighed bag afsnittet om snooze er hvorfor et tryk på snooze giver ni minutters ekstra søvn.

Svaret ligger i tandhjulene i de første elektriske vækkeure. Du ved, dem med store hvide tal på sorte plastikstykker, der flappede ned og talte tiden. Da nogen fik idéen til snooze kunne ingeniørerne på grund af vækkeures opbygning, lidt populært sagt, vælge mellem at lade folk snooze nogle få sekunder, ni minutter eller lidt over ti minutter.

Da det var sværere at "kode" tandhjulene til at snooze et to-cifret minuttal og nogle få sekunder ikke var en reel løsning, så får du ni minutter når du snoozer. Også på din iPhone.

Men svaret kom aldrig med i den færdige podcast. For i lyset af stenalderen og industrialiseringen blegnede det til ubetydelighed.

Sæsonen er forbi nu og den nærmest fløj afsted. Og så opstår endnu en tanke. Hvad nu hvis. Hvis der kom tre sæsoner. Og de overholdt den talmagi, som vi allesammen kender. Syv, ni, tretten.

Den eneste kendte og evige modgift mod nemesis. Nu skal jeg jo ikke komme for godt i gang. Ønske sig tre sæsoner. Men måske med syv, ni, tretten og bank under bordet. Som man siger på tysk. Unter den Tisch klopfen. På engelsk siger man knock on wood. Fordi man vækker træets ånder til hjælp mod det onde.

Så der mangler et sidste afsnit for at fuldende muligheden for at ramme den magiske opbygning. Og det udkommer over et år efter første afsnit.

Der er ingen point for stringens eller regelrytteri.

Til gengæld har jeg stået til rådighed for noget af det bedste, der nogensinde har manifesteret sig med min hjælp.

Lige nu banker tankerne gennem mig. Jeg lader dem ikke slå rod. Skiltet er hængt ud. Alt er optaget.

For nu...


Du kan læse teksten til de forskellige afsnit og høre dem her:

Hunde
Hunde, det er noget fanden har opfundet. Tag f.eks. min hund Molly. Hun er en utrolig smuk hund. Hun er den type hund, der ofte bliver brugt som billede på hundemad til middelvægtklassen af hunde uden på pakken. Hun repræsenterer hunderacen, der har dannet kendte karakterer som Nuser fra
Sprinklervæske
Dette er et afsnit af podcasten Djævlens Værk: Klik her og lyt til den som podcast! Den der overflødige deciliter, der er tilbage i dunken når man har fyldt sprinklervæske på bilen, den har fanden skabt. Og det på en dag, hvor han i ekstra grad ville udnytte en af
Helte
Helte, det er noget som fanden har skabt. Nu er jeg jo dansker og derfor vældig dansk. Meget mere dansk end jeg selv går og tænker og tror. Sådan er for de fleste af os. Vores skjulte sider er mest skjult for os selv. Kultur og historie sidder i rygraden,
Sult
Sult, det er noget fanden har skabt. Ethvert menneske har mødt den svagt kvalmende fornemmelse af maven kræver sit. Humøret falder og pludselig bides hestene. Man bliver mere spids og skarp, uden man helt ved hvorfor. Pludselig er der en, der siger: mon ikke I trænger til en bid brød.
Tid
Tid, det er noget af det mest djævelske fanden har skabt. Tid gør at vi aldrig kan holde fast i noget. Vi er altid i øjeblikket og det siver mellem fingrene, som sandkorn i et timeglas. Den eneste konstant er, at vi mennesker tilbringer hele vores liv på en platform,
Snooze
Snooze, det er noget fanden har skabt. På en dag, hvor han ikke helt kunne komme i gang og egentlig gerne ville blive i søvnens fjerne verden. Hvor han ikke var klar til den evige stress og uendelighed af gentagelser, hvor man til sidst tvivler på om det nytter noget
Talmagi
Musikanmelderen Gordon Fletcher er skuffet. Og vred. Han skriver: Houses of the Holy er et af de kedeligste og mest forvirrende albums jeg har hørt hele året. En af de melodier, der særligt irriterede Fletcher var The Crunge, som han kaldte “nøgen imitation” og “noget af det værste bandet nogensinde
Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.