Dramafix
Har du bemærket at de fleste toere begynder med at etablere det faktum, at hovedpersonerne alligevel ikke levede lykkeligt til deres dages ende? På den vis er toere meget mere realistiske end den historieform vi normalt kender. Det er også derfor toere typisk stinker, de er nemlig sjældent det dramafix, som vi elsker og behøver. De ligner den stinkende, endeløse, kedsommelige hverdag, som de fleste fa os lever med og i.
På det seneste er historien i den typiske form begyndt at irritere mig mere og mere. Nogle dage tror jeg faktisk den er direkte skadelig for vores samfund og civilisation. Når jeg ser mig sur på den, bliver den hele roden til alt ondt fra curlingbørn over skilsmisser til arbejdsløshed. En historie har en start, en midte og en slutning. En historie har en hovedperson, der undervejs bliver klogere på sig selv og verden og vender 180 grader på en grundholdning eller antagelse. Hvis historien vil ham det godt bliver vi glade på heltens (og egne spejlede vegne) og hvis den vil hovedpersonen det skidt, kan vi udleve dele af vores egen sorg via ham.
Mentale VR-briller
Men det er jo noget ævl, at vi kan leve gennem historier, for det er ligesom at lade børn vælge hvad de vil spise. Slik er ikke rigtig mad og historier er ikke rigtigt liv. Vi ønsker, som udgangspunkt, sjældent at udvikle os ligesom hovedpersonen, for det gør ondt. Vi vil have den søde slutning og den vælger vi, fordi det føles godt i maven. Så vi går ind og ser endnu en chick flick, guy cry, slasher, mockumentary, teen movie eller hvad vi nu plejer at se. Og til sidst er det sådan vi ser verden. Vi får mentale VR-briller permanent. Problemet er at verden ikke er sådan. Og hvis vi overfører vores historieforventninger til dagligdagen, ja så bliver vi sgu slemt skuffede.
For det første kan vi ikke starte historien når vi har lyst. For det andet kan vi slet ikke bestemme hvordan den skal udspille sig, eller med hvem. For det tredje er det slet ikke sikkert vi er med. Hverdagen er netop det. Defineret af fravær af den store historiebue, der sikrer at hvis bare vi lever gennem det her, så får vi den store belønning og lykken. Der er ingen start, midte og slutning. Der er kun dag efter dag. Hver dag. Hverdag. Det er derfor vi betaler 100 kroner for at gå i biffen. For så kan vi knase popcorn, lade hjernen slappe af og historien udfolde sig under velordnede og meningsfulde forhold.
Uden mening er det meningsløst
Hverdagen er en lang serie af komplekse ligegyldigheder, som ikke har en overordnet og sammensat fortælling, der giver mening til sidst. Livet er en serie af valg, der ikke kan eller skal tages i en bestemt rækkefølge, for at opnå et bestemt resultat. Faktisk kan man sagtens være så uheldig og træffe alle rigtige valg og stadig blive kørt over af en tilfældig dobbeltdækkerbus med turister. En meningsløs ulykke kalder vi det. Præcis fordi livet ikke er en tilknappet historiefortælling i et styret forløb. Meningen kommer først når vi genfortæller forløbet og lægger det ned i en færdigbagt bue.
Lige nu er der i Fyens Stiftstidende en serie med en kvinde, der ønsker sig det perfekte bryllup men ikke ejer de økonomiske midler til at gennemføre det. Derfor forsøger hun, på alle tænkelige måder, at skaffe sponsormidler, sådan hun får dét ultimative bryllup, der er i hendes forestilling. Jeg kan godt se nyhedshistorien er god. Det er en ekstrem variation af noget kendt. Det er en anderledes tilgang tilgang til noge typisk. Det er en nyhed. Derfor fortæller vi den i avisen. I den omvendte nyhedstrekant, så den kan skæres nedefra.
Den klæder forsiden. Men hvordan ser historien om en kvinde, der er voldsomt optaget af at realisere sine egne, egoistiske drømme om selviscenesættelse egentlig ud? Ikke ret køn. Slet ikke i en tid, hvor 2 millioner børn er ved at dø af mangel på fornødenheder på Afrikas Horn. Det er en god nyhedshistorie, at kvinden er opsat på at finansiere sin drøm af et bryllup, men er det faktisk en særlig god historie? Og hvad vil hun med det? Nyde tolv timers bryllup helt ekstremt og tro at tolv måneders eksponering ikke sætter spor? Vil hun stoppe tiden og leve lykkeligt til sine dages ende? Fordi det er så yndigt at følges ad?
Jeg ved det ikke. Mekanikken bag en nyhedshistorie er ligeglad med hende. Den skal bruge tilpas mange daglige variationer over virkeligheden eller brud på vanen til at fylde en avis eller en hjemmeside. Ligesom mekanikken bag Hollywood er ligeglad. Den skal bruge en bunke historiebuer, hvor vi græder og et par hvor vi griner, så endnu en biografsæson er hjemme.
Vi har brug for historien til at sætte ord på det vi drømmer om, længes efter og ikke selv tør sætte ord på. Vi har også brug for historierne til at gyse over det vi skræmmes af eller frygter mest. Men vi skal passe på ikke at blive døve overfor livet.
Historierne er en pause i en kompleks, uoverskuelig og uendelige hverdag. Hjernen elsker den godt fortalte historie, der tager os i hånden og leder os gennem 3 forudsigelige akter. Strukturen er en lise for den forpinte sjæl, der lever i en kompleks og ustruktureret hverdag. Livet i en fortælling virker meningsfuldt. Men ligesom en tur i rutchebanen, så ender vi samme sted, som vi steg på. For at forlade forlystelsen og gå ud i virkeligheden.
