En dag på stranden
Stranden er smuk, måske en af de smukkeste jeg har set. Himmelen spejler sig i vandoverfalden. Mågerne leder efter noget at spise i brændingen. Havet glider umærkeligt over i en gylden sandstrand, som glider ind i et frodigt og kuperet terræn. Derefter rejser skrænten sig. Den strækker sig op mod landet. Det må have været et helvede. Specielt for de forreste. De havde intet helle. Ikke engang den jord de stod på havde de indtaget. Meter for meter måtte de erobre stranden. Hvordan de har fået drejet angsten til en styrke aner jeg ikke – men det må have været nødvendigt for at nå at løsne så meget som et skud. Mon de har indstillet sig på at dø og bare stormet frem mod fjenden eller har de passet på sig selv for at leve så længe som muligt? Det er ikke til at sætte sig ind i.
En tanke slår mig igen og igen. Hvor længe har stranden været sølet til af blod før den var skyllet ren igen? Jeg prøver at tænke på noget andet. Vi sopper i vandkanten, jeg tager et par billeder af mågerne ved brændingen, vi ser på udsigten. Men på en eller anden måde er det næsten helligbrøde at nyde dette sted. Jeg er på Omaha Beach i Normandiet. Et af de fem steder, hvor de allierede gik i land d. 6. juni 1944, den dag vi nu kalder D-dag.
Idéen om en invasion af det europæiske kontinent, under kodenavnet Overlord, begyndte tidligt i krigsforløbet. Englænderne var fordrevet fra Europa. Churchill ønskede at flytte krigen ind i hjertet af Tyskland og det var Operation Overlord en mulighed for. Invasionen ved Normandiet er en historie om vilje, politisk samarbejde, klare visioner og uendelige forberedelser. Tusinder og atter tusinder af unge mennesker ofrede deres liv for at befri Europa. Alle er de helte. Hver og en. Men de har næppe følt sig som helte da de blev landsat på stranden. Med ryggen mod havet og fjenden foran. Der var ingen steder at flygte hen. Der var ingen steder at gemme sig.
De tyske betonbunkere ligger stadig strategisk placeret i højderne. Inde i bunkerne er der koldt og klamt. Den rå beton er under stille opløsning. Vejret og tiden gør det som bomberne ikke kunne. Nedbryder de firkantede betonbastioner, der gik under navnet ”Pilleæsker”. Nu er det et historisk udsigtspunkt, men det er ikke svært at forestille sig de tyske soldater. De sad roligt og ladede deres geværer, tog sigte og skød. Velvidende at de ville løbe tør for ammunition. Deres eneste håb var at det ville ske efter at Panzertropperne nåede frem.
Operation Overlord startede med de amerikanske tropper gik i land på Omaha Beach og Utah Beach. Kort efter gik de britiske tropper i land på Gold Beach og Sword Beach. Canadierne indtog samtidigt Juno Beach. Landgangen på Utah Beach var simpel og forløb let. På grund af en navigationsfejl blev tropperne landsat nogle kilometer forkert og mødte derfor meget mindre modstand end de havde regnet med. Soldaterne på Omaha Beach havde det lige modsat. På grund af dårlig sigtbarhed havde de indledende bombetogter ikke haft maksimal effekt. Før de nåede stranden blev de heftigt beskudt af de tyske tropper. Omaha Beach blev ikke en badeferie.
”Vi må ikke glemme det. Det må aldrig ske igen!”. Hun er ældre, men ikke gammel. Hun er klædt i et grønt buksesæt. Hun er til et møde i anledning af 60 års dagen for sammenbruddet af den danske samarbejdspolitik. Med lidt ændringer og tilpasninger samarbejdede den danske regering med tyskerne om at lede Danmark indtil 29. august 1943. På den dag blev der indført militær undtagelsestilstand, som resultat af en længere krise mellem regeringen, befolkningen og den militære tyske ledelse. Herefter overtog tyskerne den udøvende magt i Danmark. I Odense afholdes et foredrag ved professor Åge Trommer, der fortæller om tiden op til sammenbruddet og efter.
Salen er proppet med ældre. De eneste sæder der er tomme er på første række – de sæder er reserveret gamle modstandsfolk. Men de kommer ikke. Langt de fleste er døde, de fleste af de nulevende er for syge til at komme. Kun enkelte er mødt op. ”Jeg kan huske at jeg sad på skødet af min mor og så på tog på Randers Banegård da flyene fløj ind over Danmark. Det buldrede og min mor sagde. ”Det må ikke ske – åh nej, ikke det””, fortæller damen, lidt for hektisk – tydeligt glad for at der endelig er en der vil lytte til hendes historie. Hun viser mig et billede af sin far. Han var aktiv modstandsmand, men er for længst død. ”Lige her nede i midtbyen fik far sit falske pas, det blev skrevet op ad en husmur”, fortæller hun. Hun fortæller om det liv hun selv har levet, hvor krigen har betydet langt mere end 5 års besættelse. Til sidst bliver hun stille. ”Jeg er så bekymret for at det bliver glemt”, siger hun eftertænksomt, inden hun går over for at aflevere nogle fotokopier af gamle billeder til det lokahistoriske arkiv.
Jeg står og tænker på hvad den krig betyder for mig. Da jeg var barn læste jeg tegneserier om de heroiske engelske og amerikanske piloter og tankførere. Så film om opofrende og stålsatte amerikanske og engelske soldater. Senere læste jeg mange artikler om de heltemodige danske modstandfolk. Sabotørerne, fiskerne der sejlede jøder til Sverige og de usle stikkere og lusede tyskerpiger. Jeg meldte mig ind i Foreningen mod Nazisme, men meldte mig ud igen, da foreningen på et tidspunkt nægtede at optage en ansøger, der var tidligere nazist, men som havde ændret holdning.
Jeg har hørt historien igen og igen. Hvem der vandt og hvem der tabte. Jeg er blevet hjernevasket med den. Men er det rigtigt at vi er ved at glemme historiens gru?
Den er næppe helt glemt, men måske er forståelsen ved at flytte sig fra de rent faktuelle og historiske oplevelser til den opfattelse der er skabt på 60 års afstand. Det er ikke svært at respektere den store og ofte menneskeligt kostbare indsats der blev gjort under krigen. Men det kan være svært at holde fast i smerten når man nu ikke har oplevet den. Måske er det tid til at flytte sig fra at fokusere på dem der handlede til hvad det handlede om. Ikke for at nedgøre indsatsen, men for at forstå hvad der ligger bag de mange ugerninger og gerninger, netop så vi kan undgå at gentage de dårlige sider af historien.
Krigsmuseet i Bayeux, en af de første europæiske byer der blev befriet af de allierede tropper, giver ingen forklaringer. Gæsterne promenerer med hænderne på ryggen og ser uniformer, våben og hundreder af plancher med opklistrede avisudklip. Jeg går rundt og savner et perspektiv at opleve i. Men jeg får det ikke. Møjsommeligt må jeg selv sammenstykke en form for helhed af de mange fragmenter jeg oplever på museet. Men jeg går ikke klogere derfra. Jeg falder i snak med et ældre dansk ægtepar. ”Man må jo ikke hade tyskerne for de ugerninger deres forældre gjorde”, siger damen til mig. Og jeg giver hende ret. Det er næppe et tysk karaktertræk, der startede de umenneskelige tanker og ugerninger som 2. verdenskrig byggede på. Det er nok mere et menneskeligt træk. Mon ikke alle mennesker kunne have faldet for despotens tiltrækning.
”Men man kan jo ikke forstå at der ikke var flere tyskere, der sagde fra den gang”, siger hun efter lidt betænkningstid. Noget af mig forstår det. Jeg kan huske den grimme følelse af medløberi fra skolen. Hvis nogen blev drillet kunne jeg blive fanget af stemningen. Jeg drillede med fordi det var fedt. Jeg følte mig mægtig og magtfuld. Jeg følte mig stærk. Flere gange kan jeg huske det triste og ensomme blik fra en man åbenlyst dolkede. Den dårlige samvittighed kom altid bagefter når jeg opdagede, hvad jeg havde gjort. Først når jeg ikke kunne tage det tilbage og gøre det om.
Kan man så sammenligne jødeforfølgelser og drilleri i skolen? Nej, det kan man ikke. Men vi kender spidsen af den følelse, den samme som gjorde vi følte sig mægtige når vi torterede en flue eller en myre da vi var børn. Den ligger i os alle. ”Jeg tror det var svært at sige fra”, siger jeg til damen. Hendes mand, som står og læser et avisudklip, hæver sine øjenbryn. ”De var sikkert også bange for at være anderledes. Der må have været et frygteligt socialt pres på de der var udenfor nazistpartiet”, siger hun.
De titusinde hvide kors på den amerikanske kirkegård står på lange rækker. En del af dem har den sekstakkede jødestjerne på toppen. Enkelte af korsene bærer ikke navn, rang og kompagni men inskriptionen: ”Here rests, in honored glory, a comrade in arms known but to god”. Her ligger de jordiske rester af nogle af de amerikanske soldater der faldt i Overlord invasionen. Andre trettentusinde døde kroppe blev sendt hjem til familierne i USA. Jeg går rundt i ærbødig stilhed og takker de døde for at de gav det ultimative offer i kampen for det liv vi har i dag. Jeg tror ikke de var klar over hvad det var de gjorde. Jeg tror ikke de tænkte på sig selv som helte eller mennesker der gjorde det rette på det rette tidspunkt. Jeg tror de frøs, var sultne og havde det ad helvede til. Ligesom de tyske soldater. På et niveau langt over dem, var en mand med visionen om et tredje rige og andre mænd med visioner om en invasion, der skulle knuse den første mands vision. De mange kors går kun langsomt op for mig, mens jeg tænker på at dette er symbolet på vores sejr.
Den amerikanske kirkegård ligger med udsigt over Omaha Beach. I Ranville ligger den britiske kirkegård. I Reviers den canadiske. Og derudover er der tre tyske kirkegårde. Alene på La Cambe kirkegården er tyvetusinde tyskere begravet. Men det er ikke den tyske kirkegård der er symbolet på krigen. Det er den amerikanske. For det er langt lettere at hylde de faldne helte end at anerkende de faldne mennesker.
Dagen efter sidder på vi på stranden ved Arromanches. Solen skinner og vi ligger på håndklæder ved siden af en forvitret betonklods. Det tog tre års forberedelser, før man samlede mandskab og udstyr i England og begyndte invasionen. Et af de store problemer ved en invasion er at sørge for forsyninger til de invaderende tropper. Tyskerne, der havde forberedt sig på en invasion ligeså længe som de allierede, havde fordelen af den fungerende infastruktur. Hvis invasionen skulle blive en succes blev de allierede også nødt til at have sikre forsyninger til deres tropper. Derfor sejlede man en havn – bygget af flydende betonelementer i England - over kanalen og sank elementerne ud for Arromanches. Nu havde man en havn så forsyningsskibene kunne lægge til uden problemer med tidevandet. Elementerne ligger der stadig. De er blevet flyttet af det stærke tidevand, så de nu ligger spredt tilfældigt ud over området.
Dette er de områder hvor kampene stod på. Det var her at unge mænd blev skudt, lemlæstet og handicappet i stort tal. Symbolerne på kampen er her stadig, men på en måde er selv de gamle tanks og kanoner på det lille museum for vrag fundet på D-dags strandende ufarlige nu. Vi ved godt de er tomme skaller, der intet kan gøre. Nu er de kun kastrerede hanløver der brøler, men brølet er tomt.
Tiden er gået og minderne er ligesom de fysiske rester af krigen blevet forvitret og er i gang med en langsom opløsning. Operation Overlord kaldes den strategiske sejr i 2. verdenskrig. Europa havde ikke været hvad det er i dag uden de allieredes invasion. Verden havde ikke været som den er i dag uden de tusinder af mænd, der døde på 5 strande og i den efterfølgende lange og hårde kamp op gennem kontinentet, der bragte krigen ind i hjertet af Tyskland. Alt havde været anderledes uden de mange modstandsfolk og sabotører. Vores liv ville have været væsentlig forskellige fra nu.
Men vi kan ikke holde liv i skrækken og måske skal vi heller ikke. Måske skal vi til at holde liv i lektien i stedet. Der er ingen tvivl om at hvis vi skal lære noget af den krig er det, at vi skal tøjle vores egne menneskelige træk. Og man skal aldrig undervurdere menneskets potentiale for ondskab. Det var ikke de allierede der vandt over tyskerne. Det var de gode menneskelige træk der sloges med de dårlige. Det er svært at forstå at så mange mennesker skulle dø, torteres og deporteres fordi mennesket var blevet angst. Til alt held var de gode træk stærkest i længden. Denne gang. Og når jeg sætter det op på den måde kan jeg sagtens forstå hvorfor de ældre er så bange for det skal ske igen. For det kan ske til hver en tid.
