En ny begyndelse

Et skilt der forbyder videooptagelse

Jeg har arkiveret min Youtubekanal. Det er super irriterende, fordi det giver de mennesker ret, som hele tiden har sagt, at det ikke var noget for en voksen mand, at beskæftige sig med.

Jeg er ikke enig. Min Youtubekanal har eksisteret siden 2006 og særligt siden 2016 har den været en fast del af mit liv. I en periode med en daglig video og det meste af tiden en ugentlig video. Der er noget særligt over, at have den aftale med både Youtube og dem, der følger kanalen. Bevares, jeg tror ikke nogen har siddet og ventet på ugens video, men aftalen har betydet, at jeg hver uge har skullet tage det tema, som optog mig mest og gøre det til noget, som andre kunne bruge til noget.

Det har både tvunget mig til at forholde mig til det der sker, ind i mellem hvad er ikke sker, og samtidig distanceret mig fra mit eget liv. Begge dele tror jeg er sundt nok.

Men nu er det slut. Kanalen har levet gennem utallige iterationer. Er blevet skilt ad i flere kanaler og samlet igen. Den har fulgt Youtubes luner og tidens trends. Den har gjort oprør og lagt sig ned.

Gennem to store brud, utallige flytninger, vidt forskellige jobsituationer og virkelig mange lokationer, er dagen og vejen blevet opsamlet og frosset i tid. Gennem 6 år har jeg fortalt historien til mig selv og dem, der så med. Nu er det slut.

Primært fordi kanalen er noget rod. Nogen kommer for at se brugertest af betalingsanlæg og videokameraer, nogen kommer for at nørde fremtidsforskning på engelsk, nogen kommer for at se mig gå til grunde og genopstå af asken.

Den primære målepind, som Youtubes algoritme bruger, er kanalens evne til at fastholde brugerne. Det gør den i et stort gennemsnit. Og mit gennemsnit er, at når folk har set en video på min kanal, så kan Youtube ikke hitte den næste video, som de gider se. Fordi variationen er så stor. Derfor tror Youtube at min kanal og mine videoer, ikke er særligt gode. Derfor bliver de ikke foreslået til ret mange. Derfor drukner kanalen i sin egen historie.

Der er en grad af selvfortælling og terapi i at lave en video, med udgangspunkt i et liv, hver uge. Men når videoen efter 6 måneder stadig kun er set af 28 mennesker, så bliver det mærkeligt. Tungt og træls. Hvorfor udgive det, hvis andre ikke ser det?

Jeg har nedlagt og pensioneret alle kanaler på Youtube, som jeg har rodet med over tid. Undtagen den gamle hvide hval. Den er arkiveret, så dele af den stadig er tilgængelig. Jeg ved at nogen har glæde af at besøge de gamle videoer igen. Det skal de kunne.

Kanalen går nu under navnet "Førnutid", fordi den indeholder alt det, som jeg har gjort, der stadig har en indflydelse på det jeg vil gøre. (Selvom perfektum sendte nogle overtoner, som virkede lidt for meget, forventer jeg seriøst nogle dansklærerpoint på den titel).

Når en kanal er så sammenbragt, som min er, så er det svært at finde noget fælles at tale om. Ingen, der kommer for at se en anmeldelse af et kamera ønsker at se en tyk halvtredsårig slås med livet. Og ingen, der vil se hvordan midtlivskrisen folder sig ud, ønsker at blive forstyrret af en video om hvordan dansk politik har det.

Jeg havde prøvet alt og enten skulle jeg, for evigt, ride ud mod algoritmen og slås mod abstrakte giganter, eller også skulle jeg give op. Hvor uendelig meget det end irriterer mig. Mest fordi nogen fik ret, som intet har haft på spil. Dem der sagde, at det nederlag ville de spare mig for og derfor skulle jeg give op asap.

Nå, men tillykke. I fik ret. I sparede mig så ikke for et nederlag, men gav mig en lektie, som jeg nok ikke kunne lære på nogen anden måde. Det gør ondt at fejle. Fordi man fremstår som en idiot, der har gjort noget, som alle kunne se ikke skulle gøres.

Forskellen er, at deres årsag til det ikke skulle gøres, ikke er min årsag til at det skal. De lader være for at undgå fejltagelsen og skammen. Jeg gør det for, at udfordre min angst og forlegenhed. Flytte mine grænser. I deres verden har jeg fejlet. I min har jeg vundet. Det, der gør jeg føler mig lidt fesen nu er, at jeg ikke også vandt i deres verden. Det ville jeg have elsket, men det var dybest set ikke formålet. Så jeg må leve med de stadig synes jeg skulle have ladet være. Og lade være. Men det gør jeg nu ikke.

På det seneste har jeg fundet en gammel ven, som jeg troede var slidt op. Ordene. Min ældste ven og fortrolige. Min "nærmeste relation", som Ingolf Gabold lærte mig funktionen hedder, når Dale Cooper taler til Diane i diktafonen. Efter år med video, der er skramlet, krævende og langsomt, forstår jeg pludselig ordene i et helt nyt lys. Bogstaverne er så meget lettere, at gøre til skarpe fortællinger. Det slår mig, at meget af det, som jeg har forsøgt på video hører naturligt hjemme her. Bliver bedre fortalt her.

Men samtidig er der også historier, som hører hjemme på video. Hvor udgangspunktet er at være der. At se med egne øjne. Derfor kommer der en ny videokanal på Youtube. En der ikke har så meget historie, men til gengæld bedre historier. Udvalgt og fortalt på den platform, hvor de hører hjemme.

Jeg glæder mig til vi ses!

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.