En ørkenvandring

En ørkenvandring

Mine skamfulde øjne ser ned, for ikke at se fluerne drikke tårer fra et underernæret hiv-smittet barn. Ofret for den simple sandhed verdens øjne ikke vil indse, at ingen rigtig interesserer sig for andre end sig selv, og at det er det eneste vi dybest set deler.

Det handler ikke om skyld eller skyldfølelse. Det handler helt simpelt om sult. At drive tørstig, sulten og fordrevet rundt. I et fjendtligt miljø mellem låste grænser.

Det handler heller ikke om politik. Det handler om mennesker der lider og dør. Måske på grund af politik, men dybest set lider de bare. Politik eller ej.

Det handler heller ikke om penge. Om pengene når det rette sted hen, eller om vi bruger nok promiller af vores bruttonationalprodukt til at beholde vores ret til at se væk. Det handler om nyfødte babyer. Der dør ved bryster, der ikke kan producere mælk fordi børnenes mødre er underernærede.

Det handler heller ikke om dybe afsavn i vores del af verden. Det handler om vi ikke vil dele det meget vi har, af angst for at miste det hele. Det handler ikke om verdens goder er fordelt ulige. Det handler om, at vi tager det hele. Det handler ikke om, at de må tage sig sammen og lære at undgå stammekrig, tørke, overudnyttelse af jorden, voldsom regn, og begynde at sende deres børn i skole og hundrede andre ting, som man kan sidde overvægtig og liste op i skyggen af en grantræ i en campingstol, med en sval dåseøl i hånden. Det handler om, at vi altid ser væk. At vi aldrig rigtigt tager et ansvar. Det handler om, at der hvert sekund dør folk, som vi kunne sørge for ikke døde. Hvis vi ville.

Jeg mener vores flygtningepolitik og vores syn på indvandrere afspejler vores generelle tilstand i Danmark. Vi er en nation af stilstand, af mennesker der passer på det vi har vores grundlovssikrede ret til. Det små vi har erhvervet os, fremfor at kæmpe for at komme længere eller opnå mere. Vi er på vej til at blive en nation af åndelig og materiel fornærethed. Vi har tænkt os til, at vi kun kan være på bekostning af andre. Ikke i kraft af eller ved at forstærke hinanden. Her bliver vi ikke store sammen, her gror vi ind over hinanden. Stjæler lyset fra hinanden. Vi er blevet små mennesker, små hjerner, små liv.

Den holdning gælder også nødhjælpen. Altså hjælpen til mennesker, som er i nød. De senere år har den taget en væsentlig drejning mod holdningen ”Hvor lidt kan vores samfund egentlig slippe af sted med at sende, så vi stadig bliver betragtet som relativt næstekærlige mennesker?”. Well, den Jesus der beskrives i biblen ville såmænd have delt sin sidste Birger Christensen jakke, hvis det kom til det. Hans næstekærlighed var ubegrænset og derfor udråbte vi ham til det største af alle mennesker. Men lad os nu ikke skyde så højt. Lad os hellere få en god gang skyld i endnu en nem nødhjælpskampagne, som vi kan ignorere til aftenkaffen. Og rituelt skyde i sænk til morgenmaden. ”Det er også for dårligt, at de ikke tager sig sammen dernede i Afrika. De slår hinanden ihjel for et godt ord”. Det gør de og det kan aldrig blive vores job at hjælpe dem til at holde op. Næ, vores job er at sidde på flæsket, på god afstand af kriserne og fortælle hinanden om de nemme løsninger mens vi låser vores grænser begge veje. Intet må slippe ud, ligesom intet må slippe ind.

Lige nu er der en krise i Darfur, i det vestlige Sudan. Mere end en million mennesker er drevet på flugt på grund af voldelige overgreb. Hver femte af dem er børn under fem år. Mange af dem er forældreløse. Deres forældre er blevet slået ihjel eller er forsvundet under flugten. Unicef, der arbejder på at skaffe sundhed, uddannelse, lighed og beskyttelse til alle børn, er på stedet og har indtil nu sikret at 400.000 mennesker har fået adgang til rent vand. Det vil sige der stadig er 600.000 der ikke har adgang til noget så basalt, som rent vand. Lige nu arbejder Unicef på at redde primært børnenes liv. Et kronisk fejlernæret barn kan få sin normalvægt tilbage gennem et kostprogram bestående af proteinblanding, tørmælk, højproteinholdige kiks, sukker og olie. Sådan et kostprogram koster 345,- kr. Eller sagt på en anden måde. For 345,- kr. kan du direkte redde et liv og stabilisere en situation.

Men hvad med at stabilisere hele situationen? Og hvad med de voksne der lider? Hvad med at sende nogle danske fadølsgenier derned og gå forrest med det gode eksempel på demokrati og velstand, indtil det gør en forskel?

Lige nu bliver kvinder voldtaget af bevæbnede mænd overalt, hvor der er krig. Læger uden Grænser kalder det for den ”tavse terror”. Voldtægt bruges bevidst som våben. Voldtægten efterlader kvinderne syge, skamfulde og på afstand af deres egen familie. Levende døde for resten af deres liv. Læger uden Grænser hjælper disse kvinder. Ved at udpege dem så tidligt som muligt efter voldtægten og tilbyde dem hjælp. Dels ved at behandle mod hiv smitte (det kan man indtil 72 timer efter det mulige smittetidspunkt), dels ved at formindske de psykiske og fysiske skader. Nogle af disse kvinder er så hårdt medtaget at de skal opereres på grund af voldsomheden af voldtægten. Læger uden Grænser er derude. De står med fingrene i lortet, for nu at sige det direkte. Derfor er en økonomisk hjælp til Læger uden Grænser direkte hjælp til mennesker i nød.

Men hvad med at løse op for tilstanden? At sende vores hær af velnærede campingguruer afsted for at lære familierne, at det ikke er kvindernes skyld at de er blevet voldtaget. At lære kvinderne at det ikke er deres skyld, at de blev et offer og at det sande offer først sker, hvis de lever resten af deres liv i skyggen af voldtægten.

Så er det sgu nemmere at sende lidt penge. Det føles endda rart og godt. Instant relief. Det ved nødhjælpsorganisationerne selvfølgelig. Nogle mere end andre er gode til at arbejde i en markedsføringscyklus, der ligner benhårde virksomheders, nemlig: skab et behov, tilbyd omgående tilfredsstillelse.

I nødhjælpskampagnerne er koden; skab skyld og giv os en ventil. Eller; fortæl historien og stik dem et girokort. Og det er nok så langt man kan tillade sig at forvente at mennesker i den vestlige verden gider involvere sig i nød i andre lande. Det ved nødhjælpsorganisationerne også. Derfor bruger de den automatik, der virker netop nu. Og vi svarer pligtskyldigst: Hvor meget koster aflad for den forbandede dårlige samvittighed, som i pådutter mig konstant?

Problemet er ikke, at de fortæller den historie eller måden de gør det på, hvad fanden skal de ellers gøre? De står med en kæmpekrise hvor mennesker dør i hobetal. Så i første omgang vil jeg fritage nødhjælpsorganisationerne for skyld og kaste den på os, der modtager informationen.

Vi vigtede os på et tidspunkt af at være oplyste mennesker. Der grinede af den gamle kirke for at disse Kopernikus og Galileo i en eller anden guds navn. Men der er ingen grund til at grine længere. Vi har for længst skiftet status. Vi er alle blevet den fordømmende kirke. Vi er ikke oplyste længere. Vi er blevet til forførte mennesker. Der lader sig forføre af snart den ene, snart den anden følelse. Til fals for vinden, der blæser nye meninger vores vej.

Den ene uge taler vi med stor sikkerhed om, at det er frygteligt farligt for ældre mennesker, at færdes på gaden efter lygtetændingstid. På trods af at alle statistikker viser det modsatte. Vi hyrer vagtværn, der skal beskytte os fordi vi har besluttet, at politiet ikke magter det. På trods af at alle statistikker påviser det modsatte. Vi føler os utrygge, vi føler os udsatte, vi føler os i mindretal, selv om vi langt fra er det. I år 2000 var der f.eks. 378.165 indvandrere og efterkommere af indvandrere i Danmark. Af dem var flere end 25.000 fra Tyskland. Mere end 30.000 var fra Norge eller Sverige.

Men vi ved jo godt det ikke er dem vi diskuterer når vi taler om indvandrere. Vi taler om de der andre. Dem fra de lande som Danmarks Statistik kalder ”mindre udviklede lande”, lande som Irak, Iran, Libanon, Pakistan, Somalia og Tyrkiet. Den type indvandrere og deres efterkommere var der 207.246 af i Danmark i 2000. En gruppe på cirka samme størrelse som de 70-74 årige danskere. Ikke en gruppe vi normalt ser som hverken truende eller voldsomme i antal. De tager ikke alle sæderne i bussen eller stjæler opmærksomheden. ”Men der er jo flere problemer med indvandrerne”, siger vi retorisk.

Og hvad er svaret? Vi er over fem millioner mennesker til at hjælpe de 207.246 til at blive integreret i dette land. Er den indvandring et så uoverstigeligt problem, at vi ikke kan håndtere det? Og i det tilfælde, hvad siger det så om vores land og vores evner? Det siger, at vi dyrker vores følelser og stilstanden frem for viden og fremskridt. Følelsen af utilstrækkelighed er blevet den enøjede konge i vores land af blinde. Og løsningerne bliver grundlagt i frygt, forbud og hjemsendelse, fremfor det overskud vi har så meget af, men bruger så lidt af. Vi gider simpelthen ikke involvere os, hvis vi overhovedet kan blive fri.

Der tror jeg problemet ligger. Vi vil nemlig langt hellere bekræftes end udfordres. Så kan vi blive i vores skal af middelmådighed og ikke blive tvunget til refleksion. Vi kan få låst vores grænser begge veje, så der ikke trænger lys ind eller dele af vores pugede rigdom ud. Men er vi i virkeligheden så rige at vi behøver sidde natten lang på toppen af vores pengetank og holde udkig efter bjørnebanditter? Eller er vi bare forsmåede stakler, der ser de andre hoppe i livets sjippetov, mens vi angste for skrubsår på knæene og hurtige biler, holder os helt inde i hækken?

Ligger rigdommen ikke lige dér foran os, hvor vi ikke tør tage den fordi den kræver noget af os. At vi bruger os selv, at vi involverer os. Ligesom penge kun er noget værd, hvis man tør bruge dem er livet jo på samme måde. Vi fodrer vores angst til den bliver selvopfyldende, og smider vores rigdom overbord. Vi forarmer os selv på daglig (og natlig) basis. Vi kunne kaste det forbandede vagtværn væk og omfavne frygten i stedet for. Acceptere at det er i orden at være lidt angst. Fordi angsten indikerer, at vi lever og har sat noget på spil.

Sandheden er nemlig at både du og jeg kunne gøre en helvedes stor forskel, både når det gælder de mennesker, der dør af tørst i ulande og når det gælder de danskere, der bor uvelkomne i vores eget land. Hvis vi altså ikke gør vores eget liv til en resourceknap ørkenvandring.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.