Ethan Hawke

Portræt af skuespilleren Ethan Hawke
Skuespiller, forfatter og instruktør Ethan Hawke. Foto: Montclair Film, CC BY 2.0 via Wikimedia Commons

Ethan Hawkes første film var Explorers. Den havde en lang og kompliceret castingproces. Da Ethan Hawke endelig landede en hovedrolle ville hans mor ikke tillade ham at være med. Men på stedfaderens anbefaling fik han lov. Explorers blev instrueret af Joe Dante, der kom direkte fra Gremlins. Filmen var pumpet op til at blive den næste ET. En kommerciel kassesucces, der på alle måder levede af barndommen og de uspolerede drømme, der kun findes der.

Filmen blev en fiasko. Den fik kun én rimelig anmeldelse ud af mange og tjente aldrig sine penge hjem. Ethan Hawke rejste hjem for at færdiggøre sin skole. De næste fire år skammede han sig over filmen, som han blev drillet med af drengene i skolen. Men endnu mere ydmygende, blev lidt berømt for blandt pigerne... for var der ikke noget med at han kendte River Phoenix og måske kunne skaffe kontakt?

"Det var et slag i ansigtet. Jeg kunne ikke havde ønsket mig en bedre filmskole end Explorers fiasko", siger Ethan Hawke. Næsten. Det er en let omskrivning og sammenskrivning af tre citater, så det bliver en samlet, lækker lille sætning. Og her smadrede den fjerde væg. Jeg viste mig som afsender og du skal pludselig tænke på mit håndværk. Magien er væk. Der står en mærkelig mand og kigger på du læser. Du er ikke længere alene med teksten.

Netop forskellen på om det flyder frit eller man bemærker håndværket, er en essentiel udfordring for Ethan Hawke. Som drengen, der alligevel droppede ud af skolen som 17 årig for at spille i Dead Poets Society, lærte han tidligt at han aldrig igen kunne give et første indtryk. Han ville derfra og for altid være Ethan Hawke, der spillede en rolle. Både på film og i livet. Hans største fordel, at være kendt, blev også det han skulle overvinde. Hver gang han tog en ny rolle på sig.

Når man bliver kendt så er man netop det. Kendt. For noget, som nogen.

Det at være kendt blev en af de rammer, som Ethan Hawke skulle arbejde med. Og udover. Som alle andre rammer og regler, så er de udfordrende for kreativiteten. De gør den nødvendig. Uden dem ville det ikke være kreativt arbejde. Det ville være at samle et puslespil, hvor man kan se resultatet på forsiden af boksen. Man ved hvad det skal ende med. Det gør det ikke ufint at samle puslespil. Det er bare ikke kreativt arbejde, fordi du kender målet fra begyndelsen og netop derfor kan det aldrig blive mere end du kender til i forvejen. Du kan ikke blive mere end du kender til i forvejen. Og der kommer kunsten og giver muligheden for at kommunikere mellem mennesker gennem spørgsmål fremfor svar.

Man kan bruge sin kreativitet til meget. Blandt andet at skabe kunst. Men for at skabe, skal man tjene det man skaber. Og dermed glemme sig selv i processen.

Læren fra Robin Williams var at stå til rådighed for noget større end sig selv. 

Robin Williams spillede en mentorrolle for Ethan Hawke undervejs i optagelserne af Dead Poets Society. En lære, der ikke kun er filmens lære til os alle, at vi har brug for kunsten til at sætte sjælen fri og føle forbindelsen til andre mennesker og os selv. Men også er læren om at vi skal stille os til rådighed for at kunne skabe og nyde kunsten. Uanset hvad rammer, regler og forventninger til os er, så er de dybest set ikke en stopklods, men en begyndelse.

Hvis vi vil være mere end vi kender til, så må vi starte på ny. Som nybegyndere. En ydmyg og porøs rolle som Ethan Hawke har arbejdet sig gennem i film, på teatret, som forfatter og instruktør. Hver gang på ny. Hver gang som ham der er kendt for noget andet.

Chicago Tribune anmelderen af litteratur, John Warner, er hudløst ærlig i sin betragtning af Ethan Hawke.

When Ethan Hawke’s first novel, “The Hottest State,” was published in the fall of 1996, I was not pleased.

Anmelderen anerkender også at hans egen smålighed var en faktor i vurderingen. Hvorfor skulle en jævnaldrende skuespillertype nu til at udgive bøger, som jo var John Warners uopnåelige drøm. Med tiden har Warner accepteret præmissen, at der er kun en måde at lære at skrive og det er at blive ved. Uanset om andre bliver udgivet, er bedre eller fortjener deres succes, så er den eneste vej at stille sig til rådighed for sine egne skriverier. Med tiden blev jalousien over Hawke skrev og blev udgivet mindre end fornøjelsen over at han blev ved.

The shift in perspective shows. It shows also in my own response, as I now recognize that Hawke publishing a novel at 25 was not an act of hubris, but of bravery, a willingness to take a risk — and some lumps — and learn. Hawke’s career is living proof of the benefits of that kind of courage.

Her er anmeldelsen, den er kort og hurtig læst, men perspektivet er langt og lærerigt.

Ethan Hawke’s ‘A Bright Ray of Darkness’: Watching a writer mature, on stage, for all to see
Ethan Hawke’s new book, “A Bright Ray of Darkness,” is the work of a mature artist, one of the most interesting working today, writes Biblioracle columnist John Warner.

Et af de greb, som ses på tværs af mange kreative og kunstneres produktion er at spise elefanten i små bidder. Sætte overskuelige mål, der bliver til mere med tiden når det samler sig. Det giver også muligheden for at arbejde med en løs struktur af det man arbejder på, som ikke er stålsat fra starten, men kan lade sig inspirere undervejs. At arbejdsindssatsen er struktureret, men målet er mest defineret af sit færdige format. Ikke sit indhold.

Man ved at man skriver en børnebog, forfatter en film eller arbejder på en rolle, men ikke nødvendigvis hvor karakteren og indholdet skal lande. Ethan Hawke bruger netop denne arbejdsmetode for at overvinde ego og dagligdag for historiens skyld.

Det er godt at have et mål og det er godt at målet kan nås.

Og med arbejdsformen på plads er det lettere at tabe sig selv nok til at noget nyt kan vise sig. Noget, der bedst kan betyde noget for andre, hvis det er en bearbejdning af noget almenkendt på en ny måde. Hvis der er lidt af universets dybde, som baggrund for det helt nære.

Er du vag eller tvetydig? Forskellen betyder alt.

Som Robin Williams havde fungeret som mentor for Ethan Hawke tidligt i livet kom den amerikanske koncertpianist og klaverlærer Seymour Bernstein til at fungere som mentor for Hawke midt i livet. Med en indsigt og erfaring samlet gennem 85 år var hverken midtlivskrisen eller sceneskrækken så farlig, som den faktisk var velkommen.

Selvom de mødtes over sceneskrækken som det fælles udgangspunkt for en samtale til en middag, var det erfaringen, at det svære kan blive til det bedste i livet. Fordi det kan tvinge dig til et nyt syn på dig selv og andre. Set fra et mere tilgivende og inspireret sted.

Hvad kan der ske efter vi har været i krise? Vi kan lande et bedre sted, der viser os hvor meget vi kan. 

Ethan Hawke er en af de største stjerner, der fortæller mest direkte om sit arbejde. Med at skabe og sig selv. Han er ikke fedtet med hverken det sjove eller svære, men hvordan skulle han også det? Han har gjort alt i offentlighed, siden dengang han som 18. årig blev så kendt, at det ville kræve generationer at glemme ham.

Heldigvis har han satset og turde være nybegynder mange gange. Uanset, hvad andre synes han skulle og burde. Med sit mod har han sagt os noget, som vi kan genkende og reflektere.

Lad os lande, hvor vi begyndte. Med den fine scene, der bærer grundtonen i filmen Dead Poets Society. Nemlig talen om nødvendigheden af kunsten og kreativiteten i vores liv. Uanset om vi producerer den eller forbruger den.

Som vi lærte i Dead Poets Society er et af livets store spørgsmål, hvilket vers kommer du til at bidrage med?

Passer det til dig at være selvstændig?

At være selvstændig. Herre i eget hus. Hustler, entrepreneur, fri. Det vi sjældent taler om er de aspekter, der ikke er frihed og kærlighed. Al det, der kræver din opmærksomhed, men ikke har din interesse. Det der fylder meget mere end du havde tænkt.

Der er en masse drømme og håb, som knytter sig til at gå selv. Man kan omfavne idéen om at være entrepreneur eller soloselvstændig, kaste sig ind i hustlekulturen, have en biks, drive en virksomhed, være ladyboss, freelancer eller hvad man nu vælger at kalde det selvstændige liv.

Det vi sjældent taler om er alle de aspekter, der ikke er frihed og kærlighed. Al det, der kræver din opmærksomhed, men ikke har din interesse. Det der fylder meget mere end du havde tænkt. Det snakker jeg om i denne video.

Passer det dig at være selvstændig?

På gensyn

I denne uge er vi 22 der modtager ugens inspiration. Jeg er så glad for vores lille kreds vokser naturligt. Del med nogen du mener kan have glæde af det og husk at abonnere, hvis du ikke allerede er på listen.

Klik på "Tilmeld dig gratis!" i nederste højre hjørne nu.

Det gør virkelig en forskel. Og det er jo derfor vi er her. For at gøre en forskel.

Hilsner Patrick

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.