Familien Andersens Julehemmelighed

Den allerførste store tv-produktion, som jeg var med på, vender tilbage til tv.

Efter (- endelig - det tog et helt år) i 1989 at have overtalt Sten Hasager til at give mig en elevplads, arbejdede jeg først som elev og derefter bl.a som assistent (med kæmpe makkerskab med Jesper Tolstrup), på denne produktion.

Jeg fik verdens bedste uddannelse på Minerva Film, fordi Sten Hasager valgte at stole på mig og tro på, jeg kunne. Det var hårdt som ind i helvede. Han var ikke altid en nem chef. Men jeg var heller ikke altid en nem elev.

Sten kunne være en meget (som i virkelig en meget) barsk chef. Der var øjeblikke hvor jeg havde lyst til at vende på hælen, skride og aldrig komme tilbage. Han kunne få mig til at få en tåre i øjet, når han skældte mig ud. Men han var også en utrolig large figur. Han kunne også få mig til at få en tåre i øjenkrogen når han roste mig. Og i sidste ende kunne jeg ikke få bedre uddannelse, af et bedre menneske, end jeg fik.

Sten lærte mig, at hvis jeg mener der findes en bedre løsning på en opgave skal jeg enten bidrage eller holde min kæft. Og han lærte mig at gøre det, jeg synes andre burde gøre, så produktionen bliver bedre. Uanset. Alt i alt - så lærte han mig, at der ikke findes noget eller nogen der er større end produktionen. Det vi laver sammen, som andre skal se, er det der overgår os alle. Det vi husker. Og hvor fik han ret!

Det meste af min faglighed og tilgang til viden, verden og læring, er skabt i det rum på hans filmstudie på Nørrebro. Ind imellem i et umenneskeligt hårdt miljø - som jeg stadig er evigt taknemmelig for jeg har været gennem. Og taknemmelig for at jeg kunne holde til.

Jeg er en af de absolut allersidste, der fik en gammeldags filmuddannelse på et - på mange måder - gammeldags filmstudie. Og tak for det. Og tak for ingen andre skal det længere. Der er meget at vinde med pædagogik. Men misforstå mig ikke - jeg er vild med det jeg fik og det jeg gjorde. Det kan ikke veksles til guld - det er for værdifuldt. Men måske også en smule for hårdt til virkeligheden nu.

Jeg sidder her, en sen time - og gør livet op i et kort sekund. Vi var 14 mennesker, der fik en praktikplads i Danmark i 1988. Der var kun en, der fik en praktikplads på et filmstudie. Det var mig. Resten fik på tv. 4 år senere var vi 7 der sluttede uddannelsen. Heldigvis var jeg stadig en af dem.

Jeg er evigt taknemmelig for Sten Hasagers tro på mig. Det har skabt det rum jeg lærte i, det har skabt min viden om film og tv - og det har på virkelig mange måder skabt mange sider af den jeg er. Hvad jeg end har kastet mig over bagefter og vil kaste mig over fremefter, så vil Sten Hasager for altid være en del af det. Og jeg skylder ham en kæmpe tak for at tro på mig, stole på mig og tage mig ind på en måde, hvor han lærte mig alle de svære ting på arbejdsmarkedet. Ikke altid på verdens bedste måde, men altid med verdens bedste intention.

Sten døde for nogle år siden af sygdom. Men inden da havde han i mange år skabt en platform for tons af produktioner, hundredevis af historier og virkelig mange mennesker. Jeg var en af dem, der fik chancen. RIP Sten og TAK!