Fastlåst af fortiden

Fastlåst af fortiden
En tekst fra arkivet

Tom Peters og hans kollega Robert Waterman udgav i 1982 bogen “In Search of Excellence”, som blev biblen indenfor den nye forretningsorden. Altså den, der vågnede da den japanske sol stod op over den amerikanske business-ørn og stille, men sikkert smeltede dens vinger med stenhård effektivitet. Meget er sket siden. I dag er det kineserne, der sikrer USAs evne til, at forbruge over evne. Meget vil ske efter. De fleste forudser, at outsourcingen vil dreje mod Afrika et af de nærmeste årtier. Hvordan den hvide mand kommer til, at klare sig på savannen er, der ingen der kan forudse. Kun kan vi forudse én sikker ting – som også, den dag i dag, ærgrer Tom Peters.

I 2001 fortalte han historien om, hvordan bogen blev til, på baggrund af et lille og underprioriteret projekt. Han fortalte i magasinet Fast Company om projektet, i en artikel, der bestod af en række tilståelser. En af de sidste – og måske vigtigste – tilståelser er det faktum, at i deres forsøg på, at nedbryde den klassiske og allerede i 1982 gamle tankegang, at best practice faktisk kunne kopieres fra virksomhed til virksomhed – på tværs af produktportefølje, kunder, medarbejdere og kultur, skabte de faktisk en ny trosretning, der var lige så enøjet, som den de forsøgte, at erstatte. Stik mod intentionen var det fastholderne, der til sidst greb bolden og beholdt den – så de kunne fedtspille den til døde.

Det eneste Tom Peters fortryder – efter at have solgt millioner af bøger og påvirket business overalt i Amerika er, at have skabt en ny sandhed, som var lige så alvidende, altfavnende og unuanceret, som den, der vred hans iboende vrede om til bogen ”In Search for Excellence”. Det er jo i sin natur ironisk, at man skaber præcis det man ønsker, at nedbryde. Og det vækker et spørgsmål. Hvornår er en sandhed egentlig en sandhed? Når vi har dokumenteret omstændighederne nok til, at kunne tro på den? Eller når vi tror nok på den? Noget tyder på det sidste er rigeligt til, at kvalificere til tilstanden sandhed og endnu værre, til at vi træffer beslutninger primært ud fra vores fælles opnåede sandhed, som måske bare er sidste århundredes indsigt.

Enegang er bedre end sit rygte
I den forrige udgave af Time kan man læse en længere artikel om myten om enebørn. De er forkælede og selvcentrerede og mangler den evne, som børn med søskende ejer. Nemlig evnen til, at omstille sig og tilpasse sig. Undervejs i artiklen afslører journalisten en ny vinkel. Det viser sig, at denne beskrivelse af enebørn er 120 år gammel og hviler på Granville Stanley Halls undersøgelse “Peculiar and Exceptionel Children” fra 1896. I løbet af tiden er denne undersøgelses resultater blevet modsagt af mange senere forskere, der har et betydeligt bedre ry og rygte end hr. Halls.

Det har dog ikke ændret den brede opfattelse af, at søskende er en lise for alle børn. På trods af det tyder på, at enebørn, beviseligt, til en vis grad, er bedre hjulpet end børn med søskende, fordi de forældrenes limiterede ressourcer ikke skal deles mellem flere børn. Det resulterer i børn, der har muligheden for at opnå bedre selvværd og klare sig bedre i livet, end dem i en søskendeflok. Vi tror bare ikke på det – for den fælles sandhed er en anden og ældre. Fra en tid, hvor børn var den bedste pensionsopsparing man kunne gøre.

Her kan diskussionen jo begynde – jeg kan selv mærke, hvordan denne mulige nye indsigt river i mine gamle fordomme. Faktisk så meget, at jeg har svært ved at åbne for muligheden, at det kunne være sandt, at der fandtes en anden sandhed. Og jeg er selv enebarn. Men hvad nu, hvis det er sandt? Så skal vi jo kigge på vores forudindtagelse og måske redefinere idéen om kernefamilien, som værende to voksne og to børn. Måske skal vi også kigge på om løsningen af den såkaldte “ældrebyrde” er at få flere børn eller måske snarere at få færre børn, der klarer sig bedre? Uha, det river i den sikre videns hemmelige huler, bare at tænke tanken. Nu har vi jo hørt ”sandheden” om problemet med de små generationer og deres evne til, at opretholde samfundet, som vi kender det. Men måske er det netop ikke samfundet, som vi kender det, som vi skal opretholde. Vi kunne måske inspireres af Einstein: ”Vi kan ikke løse problemer, med de samme værktøjer, som vi skabte dem med”.

Egentlig er det underligt, at vi kan leve i en tid, hvor vi sætter menings- og religionsfrihed utroligt højt, samtidig med, at vi er så bundet af at have fælles sociale sandheder. Sandheder, som ofte er bedagede. Ikke at forstå sådan, at alder er en automatisk diskvalificering eller, at tidslinien automatisk ender i en udvisning, men snarere sådan, at vi ender i en slags holdningsblindhed, som er frygtelig farlig og komatisk. Når noget har været sandt længe, burde vores automatreaktion være, at udfordre det – frem for at forsvare det. For vores egen skyld. Og hvis det holder, så holder det og alt er fint. Men, hvis stresstesten viser, at broen knækker i sidevind, så skal den erstattes af en ny.

Fortabt i fortiden
Der er selvfølgelig en helt banal psykologi på spil i denne selvcharade. Når Al Gore italesætter behovet for, at vi forlader de fossile brændstoffer nu og ikke senere, bruger han sætningen ”Vi forlod ikke stenalderen fordi vi løb tør for sten, men fordi vi greb fremskridtet”. Billedet er fint og meget forståeligt. Der er primært én ting, der gør at vi umiddelbart kan acceptere billedet – men ikke nødvendigvis selv accepterer at efterlade de fossile brændstoffer og selv komme videre. Nemlig, at det ikke er os, der forlod stenalderen. Vi lever et meget federe liv, fordi nogen andre tog slæbet med evolutionen før os. Så det virker vældig fornuftigt, at vores flinke forfædre tog et slowmotion-multigenerationsspring ud af stenalderen. Men det kan godt være lidt nervepirrende, at smide vores bedste ven olien og ride ud mod solnedgangen på andre og mere miljøvenlige hestekræfter. Det virker simpelthen for komplekst på mikroplan, at gennemføre så store forandringer, der betragtet på sikker afstand – på historisk plan – virker logiske. Så vi ender med utallige og gevaldige tilløb før, hver eneste store forandring, som så alligevel og relativt pludseligt sker, som det mest naturlige i verden.

Så cool nok – vi er sjældent for alvor fucked. Shift happens. Forandringerne sker når vi er fælles klar. Men mærkeligt er det, ikke desto mindre, at vi ikke kan tænke den nye tanke frit. Noget låser os. Noget, som måske sikrer, at vi ikke overudvikler hurtigere end vi kan følge med. Vi bliver ramt af bobler – tulipaner, aktier, olie, internet, huspriser – der sænker hastigheden af det nye. Det er en slags nedarvet kulturel lakmustest af alt nyt, som garanteret er supersund, men også sikrer os en uendelig kamp mellem ”det sikre” og ”det nye”.

Forankret i nutiden
På den anden side af mørket, er der en ny morgen, hver morgen, hvor vi kan leve dagen i dag på en anden måde, end vi gjorde i går – netop fordi vi levede i går. Vi kan ikke kræve alle svarene på forhånd. Men vi kender nogen af dem. I en verden i konstant udvikling, kan vi ikke kun satse på det sikre, for der findes intet sikkert – der findes kun muligheder, som kan prøves. Igennem de seneste årtier, har vi set, hvordan endda store konstanter i vores verden forsvinder over natten. Det at drive detailbutik i dag er helt anderledes end det var før internettet blev hvermandseje. Måske grinede vi af de første, stort anlagte, butikker på nettet, der hurtigt slugte deres funding, men der er ikke så mange netstormere, der griner længere. Vi skulle gennem de sædvanlige og forudsigelige bølger af medgang, modgang og derefter almindelig accept, som hører ethvert nyt fænomen til – om det er en X-Factor-stjerne på de glittede sider i Se og Hør eller indkøbsmuligheder i almindelige menneskers hverdag, så er det vejen frem. Først er det større end virkeligheden, derefter mindre end samfundet og, hvis det gør noget godt – så tilgiver vi den initielle storhedsvanvid. Succesparametret er, som det altid har været, om det nye bidrager til samfundets og borgernes oplevede og konstante fremgang i levestandard. Er idéen god for helheden og den enkelte, så skal den nok gribe fat.

Alligevel kan det føles, som om, vi er i en slags vakuum for tiden. Det er rigtigt, at internettet har demokratiseret meget. Men, der er uendelige mængder af vores fælles sandheder, som hviler på en lige så forældet arkitektur af tanker, som Granville Stanley Halls ”undersøgelse”, der gav enebørn et, tilsyneladende, dårligt image i mere end hundrede år efter. Hvem kigger på om Folkeskolen er tidssvarende? Vi lever i en tid, hvor udenadslæren for alvor er død og evnen til, at lære er et must. Selv den eviggrønne sandhed fra min firserskolegang, at livslang efteruddannelse er sagen, virker svært uddateret i en tid, hvor alt er tilgængeligt og livsmuligheder forandrer sig hurtigere end man kan nå, at sige omskoling.

Månen er lavet af grøn ost – og det er fremtiden også
Hvem kigger på det politiske system, som er nedarvet fra en ældgammel græsk tradition, hvor man udvalgte de fem tusinde, der stemte om, hvem, der skulle bestemme, er tidssvarende? Bevares, vi ændrer nok ikke det repræsentative demokrati fra dag til dag, men burde vi ikke have nogen, der dedikeret udviklede nye modeller og tanker på det vigtigste felt i vores samfund, nemlig, hvordan vi vælger dem, der skal udvikle det, frem for at lade BT og Ekstra Bladet piske en avissælgende og evig fløjkamp op? Bare det at nævne muligheden for at lege med tanken om denne institution går nærmest under terrorloven.

Hvordan kan det være, at vi ikke udvikler folkekirken? Troen flytter bjerge men bjergene flytter sig også af sig selv. Eller – GISP! – hvad med, at udvikle det kapitalistiske system? Mennesket overlevede årtusinder i såkaldt nulvækst. Vi fik det første aktieselskab for 400 år siden i Holland og bevares, vi har haft stor glæde af at eje ting sammen, men siden industrialiseringen har vi været fuldstændig sammenvokset med en ”sandhed” om, at vores fælles nationale omsætning skal stige 2 procent, hvert år. Hvad nu, hvis vi kunne finde kapitalismens afløser?

De forandringer, som vi bruger til, at tegne vores historie, er de forandringer, der virkelig forandrede noget. Vi navngiver dem endda efter deres fremadrettede energi, det grundstof, der gjorde forskellen fra før og til efter. Stenalderen. Jernalderen. Vikingetiden. Reformationen. Industrialiseringen. Vi udforsker jorden, havene og rummet med stor interesse, men af en eller anden grund udforsker vi ikke vores nærmeste muligheder, med samme lyst. Der rammes vi hver gang af vores mentale landsbyhob, der velvilligt stiller op med fakler og høtyve, for at jage ugens monster ud af snakken.

Derfor er det også så vigtig en indsigt, som Tom Peters gør. Nemlig at en søgning efter det excellente er ikke noget, der kan skrives i en bog og være eviggyldigt – det er en fortløbende proces, som aldrig må kigge sig over skulderen, for det øjeblik forstener den.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.