Firserne

AIDS, Anker, Commodore, Dankort, Dynamitholdet, Ellert, Fattigfirserne, Fløjl, Frankie, Interrail, Kartoffelkur, Kim Schumacher, Kold krig, Miami Vice, Michael J. Fox, Moviebox, Muren, Pac-man, Pastelfarver, Reagan, Regnecentralen, Rubiks, Schlüter, Skulderpuder, Solcenter, Supermagter, The Voice, Vandseng, Walkman.

Klik på playlisten og få musikken med til fortællingen:

For os der var der, er der intet ironisk over firserne. Uanset hvor mange pastelfarver, arkadespil og hvor meget Wham der end var, så er det angst og usikkerhed, som jeg husker bedst. Uden den smerte, der ligger under firsernes grundfortælling, var årtiet ikke blevet det, som det var. Et riflet fløjlsopgør. Funderet på samme motiverende energi i at krise møder livskraft og bliver et kulturelt oprør, som vi kender fra så mange andre generationer. Men uden den store historieskrivning.

Det pastelfarvede oprør var næsten usynligt, fordi det primært foregik indeni os, der ofte var hver for sig. Vores oprør, der ikke som 1920ernes, smagte af trodsig nydelse eller 60ernes ungdomsoprør, der flippede både folk og samfund, bliver ikke set på med milde øjne. Ofte bliver det slet ikke set. Vi sloges ikke mod en verdenskrise eller ditto krig. Vi sloges med verdens nye tilstand af permanent krise. Prisen for et oplyst og gennemlyst samfund, på kanten af den evige nyhedscyklus.

I Netflix-dokumentaren om Wham ser vi hvordan meget af tidens popkultur er et uægte barn af overskyet ungdomsarbejdsløshed og blinkende lygter. Min generation havde ingen særlig fremtid, men vi havde noget, der var vores - nemlig diskotekerne. Om det var det mobile til halbal, provinsdiskoet på hjørnet eller de mytiske i kælderen under København, så var det fristedet.

Personligt ramte jeg firserne som 8-årig og forlod dem som 18-årig. Rigtig mange af mine første møder skete på firsernes præmisser og det opfatter jeg som heldigt. Om det var Ungdomsskolens monochrome computere fra Regnecentralen, med de karakteristiske brune skærme. Pop, rap og rock. Hollywoodfilm eller britiske James Bond, så kom de i en kadence og spredning, der var langsom. Eller i hvert fald langsommere end nu. Min første computer er den computer i hele mit liv, der kunne mindst og som jeg har haft i længst tid.

Der var tid til at lære hinanden at kende. Være nysgerrig. Og ind i mellem forbinde forståelsen i større helheder.

Triple-A

Atombomber, AIDS og Arbejdsløshed var allestedsnærværende. Tvivlen var bygget ind i tidsånden. Vi tvivlede på os selv, på vores forældre, på autoriteter og på skolen. Selv hverdagen virkede ind i mellem underlig ustabil. Det eneste vi stolede på var hinanden.

Det kommer til at lyde mærkeligt, men sandheden er, at på en almindelig dag, var der ingen, der vidste hvor jeg var fra morgen til aften. Jeg gik ud om morgenen og kom hjem til aften. Jeg kunne klokken, men holdt ikke synderligt øje med den. Ligesom mine forældre, der begge arbejdede og derfor blev jeg, som så mange andre i min generation, nøglebarn.

Næsten alle jeg gik i folkeskoleklasse med var det man i den amerikanske kultur har døbt latchkey-kids. Nøglebørn. Når det skulle fremstilles som synd, så man billedet af små børn med nøgler om halsen i en snor. Som Paddingtonbjørne, der stod med deres "Tag venligst godt hånd om denne bamse"-nøglesnor og så verden med sine store, runde øjne. Med afsenderens krydsede fingre for, at verden ville være nådig.

Nøglen blev sjovt nok ikke symbol på, at vi kunne klare os selv, men at det var synd for os. Nøglen i snoren viste ikke, at vi var en generation, der tog ansvar og kunne selv, men at vi var en forladt generation, der havde et tomt hjem, hvor forældrene prioriterede deres arbejde. Som om de havde et reelt valg.

Den sociale mobilitet var drivkraften fra krigsgenerationerne til efterkrigsgenerationerne. Hver generation forlod verden betydeligt bedre end de kom ind i den og absurd meget bedre end deres forældre var trådt ind i den. Men det krævede tilpasning, tilretning og tilvænning. Selvfølgelig ramte vi ikke den i første omgang. Eller nu.

Forældrerollen er på få generationer gået fra fraværende til nærværende. Men er det bedre? Nu er alt på spil i hverdagen fra hentestress til aftensmåltid, sengetider og skærmtid. Vi firserbørn er ikke mere klar over, hvad vi udsætter vores børn for, end vores forældre var. Og sådan må det være. Uanset hvor ren intentionen end er, så er det svært at undgå at hverdagen dybest set er et utrygt roderi af optimistiske forsøg på at opnå en orden og regelmæssighed, der bare ikke vil findes. Og så ofte som muligt, vise og modtage kærlighed.

Hvilket de fleste forældre lykkes med - på deres egen måde og med deres egne midler. Jeg har en klump i halsen, mens jeg skriver denne næste sætning. Jeg har lige sagt "Rigtig god første dag!" til fire piger på 17 år, der sov her i nat og netop er gået mod bussen til første dag på handelsskolen.

Ingen af dem har været nøglebørn og jeg kan ikke sætte en finger på nogen af min generations børn, der ikke var i institution, fremfor et tomt hjem. Men mest af alt er det tydeligt, at flere af min generation har gjort op med det tomme hjem og arbejdsmarkedet, for at kunne være hjemme og prioriteret børn højere end vores forældre kunne med os. Så det lærte vi - men hvad er så vores blinde vinkel?

“When you grow up, your heart dies.”

Første gang vi kunne spejle os direkte i en film var The Breakfast Club. Den portrætterede identiteten på fem elever fra en amerikansk high school, der møder hinanden en lørdag morgen til en gedigen eftersidning. Sammen skulle de "bruge de kommende 8 timer og 54 minutter på at tænke over konsekvenserne af jeres valg", som Paul Gleasons karakter som skoleleder indleder med at sige.

Som om nogen nogensinde har kunne begribe konsekvenserne af deres valg ved at sidde og tænke over dem. Mine forældre tilhørte den sidste generation, der straffede forkert adfærd og min GenX er den første, der begyndte at forstærke den positive adfærd. Men begge veje kommer ensidigt fra Rom. Nemlig at vi elsker vores børn og frygter, hvad de kan komme ud for og i.

Tilbage til den fiktive Shermer High School, som John Hughes også brugte i både tidligere film, som Sixteen Candles og senere film som Ferris Bueller's Day Off og Weird Science.

De fem fordømte elever er arketyper, som vi kender dem fra sidste del af vores skoletid. En hjerne, en atlet, en fortabt, en prinsesse og en kriminel, som de præsenteres på en voice over i begyndelsen af filmen.

Filmselskabet Universal var først imod John Hughes idé om fortællingen. Den manglede alt det, som selskabet så som en ungdomsfilm. Bare bryster, vilde fester og overdrevent mange øl.

Eftersom John Hughes havde et minibudget på en million USD og ville skyde filmen på én lokation, nemlig på Maine North High School i Des Plaines, Illinois, som havde været lukket i tre år og derfor passede perfekt til at blive et filmset, gik filmens pengebagmænd modvilligt med til projektet. De tænkte at risikoen var minimal - og sådan blev 1 million USD til USD 51,5 millioner - som er det filmen har tjent. Indtil nu.

Ally Sheedys karakter (den fortabte) hamrer Peter Pan ind i firserne med sætningen: "When you grow up, your heart dies". Om det reelt var sådan det gik, er der ikke mange der ved, for opfattelsen der klæber til GenX er, at vi er generationen, der aldrig blev voksne.

Personligt har jeg det mere, som vi aldrig rigtig var børn, men ret voksne ret hurtigt. Personligt gennemskuede jeg tidligt fordelene ved at være nøglebarn. Indsigten, at ingen faktisk vidste hvor jeg var og hvornår, udnyttede jeg til fulde hele min barndom og særligt ungdom.

Når først man har knækket koden, at ingen - hverken forældre eller lærere tog anstød af pjæk og fravær, så er man fri. Fri til at tage S-toget til den nærmeste Accord eller TP Musik Marked for at bladre gennem vinyl. Ikke meget anderledes end at se TikTok i dag, var der den indre lyd af alle de velkendte hits, der poppede fragmentarisk op når man bladrede forbi dem - og ind i mellem en ny, som man tog et særligt kig på.

Musikken var propfyldt med politik. Heaven 17s album Penthouse and Pavement tog direkte udgangspunkt i den fortabte engelske ungdom, der kiggede direkte ind i et liv, hvor der ikke rigtig var brug for dem. Hverken som arbejdskraft eller mennesker. Et snapshot af et samfund, som vi genkendte i Danmark gennem fattigfirsernes briller.

Thomas Dolby med det viltre hår og de mange elektroniske instrumenter, sang - helt elektrisk - om Windpower. Selv Wham begyndte som et oprør med retten til at glemme hverdagen og feste for at finde fred.

Wham, bam!
I am a man
Job or no job, you can’t tell me that I’m not
Do you enjoy what you do?
If not, just stop
Don’t stay there and rot

Som firserbarn var der ikke meget stilhed. Det var ikke vores ting. Min livsvisdom kom fra "Eye of the Tiger" og mit billede af kærlighed i et mix af Huey Lewis popfunkede "The Power Of Love" og Frankie Goes to Hollywoods poparie af samme navn.

Påtrængende musik, som havde en ensom smerte indbygget. En lang fortælling om en evig uretfærdig håbløshed, som man skal kigge i øjnene og foragte. Mit gæt er, at denne firsergrundfortælling blev grundlaget for 90ernes ironi. Reaktion og modreaktion. Firser-emo voksede op til at blive halvfemser-Chandler. Men inden da skulle den selvudslettende følelse modnes.

Sweet Dreams are made of this

Annie Lennox ligger krøllet sammen i fosterstilling på gulvet i det lille studie, som hun og Dave Stewart lejede i Chalk Farm-området ved London. Hun var færdig og følte sig færdig. Deres gruppe The Tourists er imploderet under en turné i Australien og i flyet på vej hjem havde Annie og Dave sluttet deres kæresteforhold.

De havde dog lovet hinanden, at arbejde videre med musikken sammen. Og med et lån på GBP 5.000,- havde Dave Stewart købt en del udstyr, som de kunne arbejde med. Blandt andet en trommemaskine fra Movement Computer Systems. Du kan se (en lidt mere moderne udgave af) den, øverst i denne artikel.

Som Annie Lennox utallige gange har forklaret så var hun færdig. Med musikbranchen, med livekoncerter, med at udtrykke sig gennem musik. Hendes oplevelser gennem turnéer og tre albums med The Tourists havde eksponeret hende for det værste ved livet på landevejen og musikbranchen.

Så nu lå hun her. Deprimeret, træt og desillusioneret. Dave Stewart sad og dimsede med sin nye trommemaskine for at give hende fred. Og hans manglende evne til at få udstyret til at lyde som musik irriterede Lennox yderligere. De havde ikke blot mistet deres band, nu var de også i gæld. Og det hele lød ad helvede til.

Indtil Dave pludselig havde konstrueret en rytme, der kørte i loop. Den fangede Annies ører og hun satte sig ved et keyboard og begyndte at spille op mod beatet.

Inden længe kom den bitre erkendelse. Søde drømme om succes er skabt af dette. Ordene væltede ud af Annie Lennox, der sekunder forinden havde været klar til at opgive alt og rejse hjem til Skotland. Men nu kom skuffelse og smerten ud af hende, som en tekst.

Sweet dreams are made of this
Who am I to disagree
I travel the world and the seven seas
Everybody's looking for something

Some of them want to use you
Some of them want to get used by you
Some of them want to abuse you
Some of them want to be abused

"Sweet Dreams var et rumfartøj, der skød os direkte ind i alt det, som vi havde drømt om, men ikke havde opnået. Alt det, som jeg den dag var sikker på, aldrig ville ske og havde opgivet drømmen om", har Annie Lennox fortalt flere medier.

Sangen blev Eurythmics første hit - både i USA og i England. Og det er sådan firserne ser ud for mig. Filmene og sangene har mulighed for at have en kant og være lidt kunst. De kom efter de verdensfjerne halvfjerdsere og inden de kalkulerede halvfemsere. Mellem spaghettiwesterns og splatterfilm. Mellem bluesrock og boybands. Mit hul i historien er bygget på evnen, pligten og forbandelsen, altid at se på sig selv udefra først. I forhold til fortid, nu og fremtid. Og i den distance mellem mennesker og deres liv skabtes en dælens masse, som stadig taler til os idag.

Firserne sluttede med at Muren og murene faldt og blev til optimisme og årtiers optimistisk overforbrug. Distancen blev - og blev senere overtaget af nye generationer, som først ironi og nu en form for tilbageholdt tilhørstvivl i GenZ.

Vi nærmer os krise igen. Denne gang er den ikke strukturel og finansiel. Denne gang er det post-optimismens ophobede pris, der skal betales. Og vi tør ikke engang kigge på kontoudtoget.

Den evige krise er tilbage. Lad os se hvad der kommer ud af den.

Vil du læse mere om 90erne og ironien, så klik her og læs videre.

Husk at melde dig til, så du får en mail hver gang der kommer nyt skriv, ved at bruge boksen her til højre.