Fodspor

Et billede af et stor plakat, hvor en skuespiller fælder en tåre på det ene øje
USAs mest berømte tåre, på amerikas mindst indianske oprindelige amerikaner.

Hvad skal der egentlig til før du ser dig selv, som den største synder, når det kommer til udledningen af CO2 og den skadevirkning, som det har på klimaet?

18.700 tankstationer, godt 66.000 ansatte, kvartalsoverskud på USD 8+ milliarder og en klar intention om ikke at være ansvarlig. Dertil kan vi lægge et velvilligt reklamebureau og en kampagne til over USD 100 millioner. Så er den ged barberet og du tænker nu dig selv som skyldig.

Da forskerne i slutningen af halvfemserne begyndte at tale om de aftryk mennesket satte på den samlede økologi, var det ikke det enkelte menneskes skyld. Det var menneskets samlede forbrug og produktion, der var skurken. Det ændrede sig i perioden fra 2004 til 2006, fordi den gigantiske olie- og gasproducerende britiske virksomhed BP besluttede sig for at flytte skylden endegyldigt. Væk fra dem selv og over på dig.

I en kampagne, som blev udviklet af reklamebureauet Ogilvy and Mather, satte man fokus på det enkelte menneskes negative aftryk. Først ved at opfinde CO2-fodsporet som koncept og derefter opfordre det enkelte menneske til, at regne sit specifikke aftryk ud på en kampagnelommeregner.

I dag er skylden din og du kan udligne dele af dit CO2-fodspor ved f.eks. at plante træer når du flyver eller købe særligt brændstof. Kampagnen gjorde præcis det, som BP håbede på, skiftede skylden fra virksomheder til det enkelte menneske. Fra der hvor der bliver udledt utrolig meget CO2, f.eks. ved produktionen af brændstof. Til der, hvor der bliver udledt meget mindre, nemlig ved forbrugeren af brændstoffet. Fra virksomheden, der ville kunne gøre en kæmpe forskel til forbrugeren, der næsten ikke kan påvirke verden med sit CO2-aftryk.

BP skulle ikke kigge langt for at blive inspireret til denne kæmpe omgang blame shifting, de skulle bare kigge tilbage på den grædende indianer Iron Eye Cody.

D. 21. april 1971, ironisk nok på Jordens Dag, så verden første gang en ny udgave af kampagnen Keep America Beautiful. Den havde som mål, at sætte fokus på den enkelte amerikaners forurening af naturen. Det lyder jo umiddelbart både ærbart og godt. Men det er det slet ikke.

Hykleriet i netop denne kampagne ligger i tre lag. Men det vender vi tilbage til.

Plastic fantastic

Ordet plastik betyder oprindeligt, at noget er smidigt og let at forme. At det er plastisk. Det er først senere, at vi sætter ordet sammen med et reelt materiale. Eller rettere, en type materialer. Polymerer kan være både naturlige og syntetiske. Det der definerer polymerer er, at de er sat sammen af såkaldte makromolekyler, altså store molekyler, som består af monomerer. Et polymer kan være alt fra uld og silke, over DNA-strenge til vulkaniseret gummi.

Nogle foreslår at man tænker på det, som papirclips der er hægtet sammen, hvor hver papirclips er et enkelt molekyle, der hænger sammen med andre og dermed skaber længere tråde. Det vi i dag forstår ved plastik er et polymer, der er syntetisk skabt.

Plastik, i den forståelse som vi har i dag, begyndte i 1869. Inspireret af en konkurrence om at udvikle et erstatningsprodukt for elfenben, med en hovedpræmie på USD 10.000,-, opfinder amerikaneren John Wesley Hyatt verdens første syntetiske polymer. Som sådan er Hyatt ophavsperson til det vi nu kalder plastik, uden dog at få tilskrevet æren. Desværre, for det havde han egentlig fortjent. Det han opfinder er selve årsagen til, at vi ikke behøver at slå en elefant ihjel, hver gang vi skal lave en billardkugle.

Ved at behandle cellulose fra bomuld med kamfer, opdagede John Wesley Hyatt, at han kunne skabe et plastisk materiale, der kunne formes så det imiterede naturlige materialer, som skildpaddeskjold og stødtænder.

Men det var stadig baseret på bomuld. Det første fuldt syntetiske produkt kom først 38 år senere. Bakelit (ringer det en klokke?) blev opfundet af den belgiske kemiker Leo Baekeland i 1907. Han havde tjent sine penge på at udvikle fotopapir og sælge rettighederne til Kodak. En handel, der gjorde hans liv ganske anderledes end de flestes. Han måtte love Kodak ikke at forske indenfor det fotografiske område i 20 år, men han havde tjent USD 215.000,- på handlen. Nok til at gøre, hvad han havde lyst til. Så længe det ikke handlede om fotografi. Han åbnede sin hjerne og begyndte jagten på et nyt felt.

[Jeg var i] "økonomisk komfortable omstændigheder. En fri mand. Klar til igen at lade mig opsluge af mine yndlingsstudier. I flere år nød jeg den luksus ikke at blive afbrudt i mit arbejde" Leo Baekeland

Leo gav den gas. Tog nogle opfriskningskurser i Tyskland indenfor elektrokemi og byggede et stor laboratorium i New York, hvorefter han kastede sig over sin nye idé. I 1907 registrerede han den første fuldt syntetiske plastik, der slet ikke indeholder molekyler der findes i naturen - og som ikke ændrer form, når den bliver varmet op. Dermed lagde han grundstenen for det, som vi i dag opfatter som plastindustrien.

Den selvsamme plastindustri, som 64 år senere købte en af de længst kørende reklamekampagner i amerikansk historie. En kampagne, som har sat sine spor over hele verden - og som sikkert er hovedårsagen til, at du sorterer dit danske affald, som du gør.

Skyldsskifte

Shame shifting er en velkendt måde til at slippe for at ændre sig. Alle kender det. Et barn løber ud foran en bil, vi trækker det ind i sidste øjeblik og råber: "Hvorfor hører du ikke på mig?". Det er ikke vores voksne skyld, at de løb ud foran bilen. Det er deres barnlige skyld, at de ikke kunne styre en impuls.

I slutningen af tresserne var plastik ikke længere så velset, som det havde været. En voksende samlet stemme fra miljøforkæmpere påpegede, at særligt den plastik, der blev brugt en gang og derefter smidt væk, f.eks. til færdigmad og fast food, krævede unødigt mange ressourcer, for ret lidt nytte.

Kampagnen Keep America Beautiful var en kampagne, der begyndte i 1953, som fokuserede på at holde naturen ren for affald. Den havde både plast- og glasindustrien bag sig og dertil en række store virksomheder, som f.eks. Coca Cola. De forskellige aktører stod ikke direkte som afsendere, det gjorde kampagnen og fællesskabet under navnet Keep America Beautiful. Men de havde særdeles fælles interesser - og i 1971 trådte de speederen i bund. Af nød.

Samarbejdet kunne mærke, at de stemmer, der talte for miljøet og naturen havde sine øjne tungt hvilende på særligt plastindustrien og de producenter, der brugte engangsplast til f.eks. emballage til læskedrikke, for at nedbringe eller helt fjerne det. Engangsplast var gået fra at være smart i de ræsende halvtredsere til noget slemt griseri i de aktivistiske tressere. Men genbrug var dyrt og besværligt for virksomhederne, og for plastindustrien betød det væsentligt mindre salg.

Noget skulle gøres og gerne hurtigt. I 1970 havde miljøaktivister afviklet Jordens Dag for første gang og det var tydeligt, at den samlede stemme, slog meget hårdere end de sporadiske og spredte, som man havde haft før.

Nogen fik en idé: hvad nu hvis vi kan få alle til at kigge på forbrugeren fremfor os?

Dermed var Iron Eye Codys karaktér "Den Grædende Indianer" født. Han kommer sejlende i sin kano i vand, der bliver mere og mere grumset og plumret jo tættere han kommer på storbyen. Sejlede gennem industriskorstenenes røg. Trækker kanoen op ad vandet og går op til en motorvej, hvor en pose med affald fra fastfood bliver kastet for fødderne af ham, fra vinduet på en forbipasserende bil.

Kameraet zoomer stille ind på hans ansigt, han vender sig og ser direkte ind i linsen, mens en tåre stille flyder ned ad hans kind. Hvis nogen skulle være i tvivl kom den dybe basstemme fra speakeren og forklarer budskabet:

“People start pollution. People can stop it.”

Ironisk nok var det nu ikke længere plastindustriens ressourcetunge og krævende produktion, der var problemet. Det var, at forbrugeren svinede. Blikket blev kastet et nyt sted hen. Skylden blev skiftet og en ny type kampagne var født.

Plastindustrien og fødevarevirksomhederne havde lykkedes med at undgå, at skulle håndtere genbrug og nye krav. De kunne rulle videre med ressource- og energitung produktion. Den ægte naturforbryder var det enkelte menneske.

Men hykleriet er, som lovet, slet ikke slut med det. En faktor er det bagvedliggende spiel, som du netop har læst om. En anden er den iskolde og kalkulerende udnyttelse af oprindelige amerikanere, som afsender for et budskab udviklet på et reklamebureau, for at understøtte det kapitalistiske samfund, som i store træk udslettede de oprindelige amerikanere. For så at bruge dem, som afsender for et budskab, der kun har en vinder. Ikke naturen eller dem, der elsker den. Men dem der vil udnytte den for at tjene mere og gøre mindre.

Tænk over skamløsheden, som bliver helt tydelig med speakerens ord i filmen:

"Some people have a deep, abiding respect for the natural beauty that was once this country. And some people don’t".

Ord, som er skrevet for at kunne blive ved med at trække store veksler på naturen, økologien og for den sags skyld, det enkelte menneske.

Senere viste det sig at Iron Eyed Cody faktisk hed Espera de Corti og var en italiensk-amerikansk skuespiller, som ernærede sig ved at spille indfødt amerikaner. På en måde afrunder det denne historie perfekt. Alle havde snydt alle og ingen var i virkeligheden, dem, som de hævdede at være.

På sin vis er det en form for trylleri. Når vi får alle til at kigge et sted hen, kan vi gøre hvad vi vil, der hvor de ikke ser.

Eller som den amerikanske våbenindustri siger, hver gang der har været et skoleskyderi:

Guns don't kill people, people kill people

Nu er det din skyld.


Et nyhedsbrev er en af de ganske få medier, som udkommer direkte til dem, der abonnerer uden at skulle gennem en algoritme. Det betyder altså, at alle får tilbuddet og derfra selv vælger om de åbner og læser det enkelte nyhedsbrev. Derfor tror jeg muligheden for at blive udfordret, klogere og inspireret er større gennem nyhedsbreve end gennem strømmen på Facebook.

Nu er vi 59, der abonnerer på dette nyhedsbrev. Jeg vil så gerne have at vi bliver flere, så del gerne med nogen, som du mener kan have glæde af det - og husk at abonnere selv, hvis du ikke allerede er på listen.

Klik her og gør det nu.

Jeg skylder en særlig tak til Claus Hillker for venlig assistance indenfor det videnskabelige skriveri omkring plastik.

Hilsner Patrick

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.