Fokus er godt. Hvis det er rigtigt.

En af dagens mest symbolske udtalelser kommer fra den norske direktør for den danske mediekoncern Aller: "Vi skal nok komme med på nye platforme, den dag der er nogen, der kan bevise, at det kan betale sig". Det uddyber han med sætningen: “Jamen, ingen tjener jo penge på iPad”. Disse to udtalelser viser en masse om hvordan vi mennesker tænker. Særdeles når det kommer til den naturlige udvikling og den nærmeste fremtid.
Vi er hundredemetermestre i at blive i den nærværende kontekst. Vi tænker ikke verden udefra, men indefra. Helt kynisk og objektivt er påstanden om, at ingen har tjent penge på iPad rasende forkert. Hvis man spørger finske Rovio, der primært er kendt for at have udviklet og markedsført spillet Angry Birds, får man nok en anden vinkel. Med 50 millioner downloads i alt, hvor 12 millioner er gennem Apples app-store, kan man godt formode, at de godt 100.000 USD, der blev brugt til udvikling af Angry Birds er hjemme igen. Sammen med et overskud.
Men det er selvfølgelig ikke ugeblade, som vi kender dem. Det er spil. Ja, faktisk er det ikke engang et spil, som vi definerede dem for bare to år siden. Dette er et (let udvidet) casual game, som er en afart af computerspil, som i dag står for en væsentlig del af omsætning og buzz i spilbranchen. Hvis spilbranchen havde defineret sig på samme sløve måde som kendetegner ugebladsbranchen, havde den gået glip af omsætningen på iPhone og iPad. Det gør den ikke - tværtimod. Spilbranchen omfavner den nye virkelighed og elsker med den.
*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.