Forandring fryder! Forandring snyder!

En vred krusedulle vrisser af forandring
Elefanten i rummet. Den kan være helt usynlig selvom den er kæmpestor og umulig at høre selvom den trutter lystigt.

Hej, prøv at se ham. Han skal til at sige noget. Det gør han så ofte. Siger noget. Siger meget. Men lige nu er du og jeg et andet sted end ham. Vi ved noget han ikke ved. Nemlig at inden denne video er ovre, så har han lært en lektie af den hård type. Det kan godt være at han virkelig føler sig på hjemmebane og godt på vej til at hamre en pointe hjem… men han bliver klogere. Meget klogere.

Men lad ham nu lige komme i gang.

Elefanten i rummet. Den kan være helt usynlig selvom den er kæmpestor og umulig at høre selvom den trutter lystigt.

Ja, ok - jeg skal spare dig for en masse snak. Dybest set fortæller han om at nogen på internettet er uenige med ham. Som om det er en nyhed. Han vil noget nyt og de vil helst det gamle. Alt er fint og på den måde er intet jo nyt. Det er det han altid taler om - måske kan du allerede nu se hvor dette bærer hen? Vi giver ham lige en chance for at forklare sig, nu han har gjort sig så meget umage

Hvis du har været på denne kanal tidligere så ved du at dette er et kæmpe tema. Kampen for forandring. Nogle gange i det store makroperspektiv. Hvordan kan vi forandre vores samfund så vi alle kan få det bedre og det passer bedre til de fleste og passer mest på den enkelte.

Og nogle gange indefra. Hvor det er vigtigt, at vi bliver bedre til at få det godt og hele os selv, fremfor at leve i det der er givet os. Det er jo meget ridderligt - og besværligt. Det er en uendelig kamp mod fysik, kemi og den mindste magt. Alle vil have det bedre, men ingen vil have det anderledes.

Så han kæmper og snakker og diskuterer og markerer og argumenterer. Men ingen freaking forskel gør det. For smerten du ikke kender er altid værre end ulykken og ensomheden, som er din. Når man har spillet mur længe nok, så begynder man på et tidspunkt at losse. Bare for at få noget variation. Også selvom det ødelægger spillet. Gør det meget sværere for en selv.

Det er præcis det han gør her. Ramler ord af. Skyder pointer til højre og venstre. Losser sætninger afsted. Men han misser en pointe… Måske har du gættet det nu. Men det har han ikke. Mens han taler og taler og taler om forandring, så fornægter han selv den mest oplagte og største forandring, som ville gøre en kæmpe og positiv forskel. Kan du se det? Der landede en spire. Han har ikke forstået det endnu. Men han kan mærke, der er noget der vil ham noget. Noget han ikke har forstået endnu.

Triggerordet var sjæl. Ikke tro, håb eller overbevisning. Men sjæl. Den vi kender fra historier og besynger som det vigtigste i mennesket. Når heltekarakteren rejser ud for at opnå sine drømme så er det ligegyldigt om navnet er Klods Hans eller Anna, så er det sjælens uknækkelighed vi fejrer, som det stof helte er lavet af. At uanset hvad de udsættes for, så tvivler deres sjæl ikke.

Det sjælen forstår som rigtigt, er uforanderligt. Og netop derfor er de helte. Sådan gik det op for mig, at det vigtigste element i kampen for at sikre evig forandring er vedholdenhed og ikke at ændre noget. Det vil jeg se om jeg kan få skrevet ind i ordbogen under paradoks.

Den vigtigste bogserie i min barndom var Lademanns Leksikon, som jeg bladrede i og læste og storbrugte hver dag. Ind imellem læste jeg bare - side for side - uanset emner. Det lyder som en konstrueret barndomsminde og det var nok heller ikke hver dag - men i hvert fald hver uge.

Jeg var ikke blevet den jeg er uden det leksikon. Eller var jeg? For havde min sjæl ikke bare fundet en anden måde? Er det indkodet eller indpodet? Det er livets store spørgsmål.

Kun en ting er helt sikkert. Vi elsker og fejrer dem der aldrig kommer i tvivl. Spørgsmålet er så om vi kan omfavne dem, hvis tro er tvivl.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.