Fremtiden

En amerikansk dollar i infrarødt lys
Det der ikke er sket i vores egen livstid er det sværeste at forestille os sker i fremtiden. 

I 2015 holdt Bill Gates en Ted Talk, der i helt klare og ligetil vendinger forklarede, hvad den største trussel mod menneskeheden var. "Hvis noget dræber over 10 millioner mennesker i de kommende årtier, er det mest sandsynligt, at det er en meget smitsom virus", sagde Gates. Han gættede ikke. Gates talte på baggrund af en meget trist erfaring, som verden for nylig havde gjort sig.

I december 2013 blev en dreng på bare 18 måneder, fra en landsby i Guinea, smittet af en flagermus med det der senere skulle vise sig at være Ebola. 24. januar 2014 fik fem dødelige tilfælde af diarre distriktets læger til at være ekstra opmærksomme på denne ukendte sygdom. Sygdommen spredte sig til hovedstaden og 13. marts 2014 advarede sundhedsministeriet i Guinea om en uidentificeret sygdom.

Ti dage senere, d. 23. marts 2014, meldte WHO om udbruddet af ebolavirus. På det tidspunkt med 49 kendte tilfælde og 29 døde. Det tog to og et halvt år efter den lille dreng blev syg, før udbruddet kunne meldes stoppet. Med mere end 28.600 ramte og deraf 11.325 døde er det næsten kynisk, at skrive det heldigvis ikke gik værre end det gjorde. Men det er sandheden.

"Det bliver ikke missiler, men mikrober, der slår os ihjel", sagde Gates og fortsatte "Vi har investeret mange penge i at afværge missilangreb, men ikke i at afværge epidemi. Vi er ikke klar til den næste store epidemi". Gates forklarede at held havde reddet os.

Ebola blev primært stoppet fordi smitten ikke foregår gennem luften. Gate spointe var, at det vi kunne lære af Den Spanske Syge i 1918, der krævede mellem 25 til 50 millioner menneskeliv, var at så heldige kunne vi ikke forvente at være hver gang. "Hvis vi begynder nu, kan vi være klar til den næste store epidemi", sluttede Gates.

Bill Gates advarede mod den næste store luftbårne smitte i 2015

Vi blev, som bekendt, ikke klar. 6,5 millioner døde senere, må vi erkende, at fremtiden er noget, som vi har uendeligt svært ved at forholde os til.

Vi satser på det vi kender

Der er masser af penge i fremtiden. Eller rettere, der er masser af penge i usikkerhed. Om du læser fremtiden i theblade, bøger af futurister eller statistikker, så kan du være sikker på, at mange vil betale meget for at få bekræftet det, som de selv hælder til. Jeg har selv arbejdet med såkaldt fremtidsforskning. Også i den branche følger pengene troen. Du kan ikke overbevise nogen om en fremtid, som de ikke tror på, uanset hvor mange datapunkter eller hvor meget logik, der sandsynliggør den.

De fleste foretrækker en fremtid, der er en direkte fortsættelse af den nutid de kender og lever i. En fremtid, der defineres af det vi kender til og forstår. Med tiden har jeg udviklet min egen teori. Det handler ikke om angst for nyt, stædighed eller dumhed. Det handler om ikke at ville stå uden for flokken. At rejse med en fremtid, som andre ikke tror på og dermed skulle rejse alene.

Men det handler også om at være blind for egne forudindtagelser. Den bias vi bærer rundt på. Prøv at se denne video fra 50erne, der skal vise fremtidens køkken.

Der er meget, som denne video forudsiger fuldstændigt korrekt. Skærme med opskrifter. Brugerflader der interagerer med håndbevægelser. Men den største forandring, der ligger lige om hjørnet og som vil forandre mest i verden, den bliver ikke bare overset. Den bliver direkte modsagt. "Vi bliver ikke i stand til at få mor ud af køkkenet, men den bro krydser vi, når vi når den"...

Åh, jo. Mor ville gerne ud af køkkenet og nu er køkkener bygget som opholdsrum for hele familien, ikke som mors trylleslot. Det er stadig mor, der laver alt det kedelige i køkkenet i hverdagen og far der har det sjovt fredag og lørdag aften. Men mor føler sig ikke som "en eventyrprinsesse med en tryllestav i køkkenet". Hun føler sig som familiens udslidte hverdagsslave. Det er ikke mor, der sætter pris på alle de mange køkkengadgets. Det er ikke engang hende der køber dem. Hun sørger for, at der er penge nok til både take away, udbringning, måltidskasser og samtalekøkken, så hun kan holde smerten på et niveau, hvor hun ikke for alvor forlader køkkenet.

Den manglende kø ved håndvasken

Hvis ungarske Ignaz Semmelweis havde været mindre brysk og mere omgængelig, så ville tusindvis, måske millioner af kvinder have overlevet barselssengen. Men det var han desværre ikke. Så det gjorde de ikke. De døde en overflødig og dum død, der kunne have været undgået.

Simmelweis var læge og ansat på en fødeafdeling i Wien. Her hjalp han børn til verden sammen med andre læger og sygeplejersker. På samme hospital var endnu en fødeafdeling. Den havde, efter ældre principper, kun ansat jordemødre. Derfor greb det Semmelweis nysgerrighed, at dødsraten på lægernes afdeling var langt højere blandt de fødende, mens jordemødrene kun mistede ganske få af deres fødende.

Semmelweis var af en af en ny generation af læger, som var mere naturvidenskabeligt funderet. Han gennemgik processerne omkring fødslerne og observerede først, at kvinderne der fødte hos jordemødrene, lå på siden under fødslen. Hos lægerne lå kvinderne typisk på ryggen. Efter at have testet det gennem en periode måtte han udelukke, at positionen havde nogen indvirkning på dødstallet.

Det næste som Semmelweis observerede var, at når en kvinde døde af barselsfeber gik der en præst ned gennem hospitalsgangen med en klokke, som han ringede højlydt med. På trods af sin nyere uddannelse, forestillede Semmelweis sig, at det måske gav de andre kvinder et chok, der gav dem feber og slog dem ihjel. Han fik præsten til at droppe klokken. Igen uden virkning. Dødsraten var stadig langt højere hos lægerne.

Nu var Ignaz Semmelweis så frustreret, at han valgte at tage en tur til Venedig for at slippe væk og få tanker og sjæl i ro. Han kom retur til dårlige nyheder. En patolog, der arbejdede på hospitalet, var død efter en obduktion af en kvinde med barselsfeber. Han havde stukket sig under obduktionen og var død med samme symptomer, som kvinden han obducerede.

Semmelweis lagde to og to sammen og udledte at det ikke kun var kvinder, der kunne få barselsfeber og at sygdommen slet ikke havde noget med fødslen at gøre. Lægerne obducerede, det gjorde jordemødrene ikke. Ignaz Semmelweis knækkede en af de helt store dræbere og endda også løsningen.

Han bad sit personale om at vaske hænder og medicinsk udstyr mellem hver obduktion og fødsel. Ikke bare i sæbe, men i klor. Mest fordi han tænkte at kloren ville fjerne lugten af død fra udstyret bedre end sæben, men den heldige bivirkning var at kloren også steriliserede langt bedre.

Dette ville være selve substansen af en succeshistorie, hvis ikke Semmelweis havde været en stædig mand. De andre læger var kede af, at det tegnede et billede af dem, som nogen der påførte sygdomme på patienter. Ligesom flere mente, at der også kunne være andre årsager til barselfeber. Det mødte han ved at nedgøre og latterliggøre alle, der var uenige med ham. Offentligt. Inklusiv hans foresatte.

Det endte med ingen ville vise man var på hans side ved at vaske hænder og Semmelweis blev fyret. Han endte sine dage på et sindsygehospital, hvor han efter sigende fik bank og døde af en skade på hovedet.

Fremtiden er fælles

Ignaz Semmelweis ene lære til os er, at man godt kan kende kuren, men hvis ikke man kan få andre med, så forandrer man ingenting. Den anden, at der er grænser for hvor meget fremtid mennesker kan acceptere på en gang.

Vi skal yderligere 25 år frem før håndvask blandt læger begynder at dukke op igen, som best practise. De kvinder, der døde i den mellemliggende tid, skal de tilskrives Semmelweis svære forhold til andre mennesker? Nej, de skal tilskrives hvor lidt fremtiden er velkommen. Særligt når den ikke ligner den fortid og nutid vi kender.

De gamle læger var uddannet i en tro på, at ubalance i væsker i kroppen var årsagen til sygdom, ikke at de gjorde patienter syge ved at overføre sygdomme med deres hænder. Semmelweis lægekolleger på Allgemeines Krankenhaus der Stadt Wien, havde en hverdag, der ofte begyndte med undervisning af elever, hvor de havde hænderne dybt begravet i kadavere og derefter direkte fortsatte med fødsler. I deres optik krævede det ikke håndvask i mellem opgaver.

For de fleste af Semmelweis kolleger var det usikkert at forlade flokken for at følge en mand, der klart stod alene. Og ikke gjorde meget for at skabe en ny, tryg flok. Semmelweis fremtid var simpelthen utryg og ensom. To ting, som vi mennesker er programmeret til at undgå.

Vi er så optimeret til at leve i nuet, at selvom vi kunne skabe en bedre fremtid, så sker det ikke uden erkendelse, beslutsomhed og en grad af mod. Lige efter de mest basale overlevelsesmekanismer, der advarer os mod vilde dyr og pludselig død, finder vi angsten for at falde ud af flokken. At skulle klare os på egen hånd.

Hvilken fremtid tør du forestille dig?

Hvad den enkelte bruger fremtiden til og hvordan vedkommende ser på tiden, spiller voldsomt ind på hvilke fremtider man kan se og forestille sig. Hvis man tror på skæbne vil man lede efter en forudanelse af det uundgåelige. I visse religioner vil man lede efter tegn på længe ventede situationer. I teknologi vil man typisk fremskrive det nuværende og i underholdning hylde det mest fantastiske, man kan forestille sig - uden at forholde sig til, hvad det enkelte "fremskridt" gør for det enkelte menneske.

Derfor er de fleste vant til at omgås fremtiden, som det vi kan forestille os. Og det er ikke en ret effen måde, at hverken se eller arbejde med den på. F.eks. har vi uendeligt svært ved at forestille os situationer, som vi ikke har oplevet i vores egen livstid. De ligger ganske simpelt i en blind vinkel. Vi kan sagtens tale om dem historisk, men at skulle forholde os til hændelser udenfor vores livsrum, som noget, der realistisk kan finde sted, er tæt på umuligt.

Men det burde det ikke være, for de ting, der virker nagelfaste i vores samfund og liv, er sjældent så fasttømrede som vi tror. Og heller ikke nødvendigvis så solide.

Tag f.eks. vores kapitalistiske system. I 1602 blev det kapitalistiske system, som vi lever og agerer i nu, skabt af hollænderne. De åbnede verdens første aktieselskab og verdens første børs. Indtil da skulle man eje det hele og bære hele risikoen selv. Efter kunne man købe en del af en virksomhed, og en del af overskuddet, gennem aktier. Godt 400 år senere er det vores fælles vestlige system, der er definerende for vores liv, samfund og samhandel.

Men hvorfor skulle kapitalismen ikke kunne erstattes af noget, der er endnu bedre og mere tidssvarende? Dens primære funktion var at løse problemer og udfordringer, som nogen andre havde for 400 år siden.

Kan du mærke hvordan det udfordrer dig, bare at tænke tanken om, at erstatte hele vores samfundsorden med noget andet? Selvfølgelig gør det det. Alt andet ville være mærkeligt. Men ikke desto mindre gjorde vi det for kun 400 år siden. Ligesom vi løbende skifter reservevaluta i verden.

For 400 år siden var hollandske gylden verdens de facto reservevaluta. Den valuta, som verden handler i på tværs af nationer og som nationalbanker mener bedst holder sin værdi og derfor primært investerer sin valutareserve i. Senere blev det britiske pund og fra en konference i 1947 blev det den amerikanske dollar.

I dag foregår godt 60% af den internationale handel i dollars og godt 20% i euro. Den danske nationalbank har en valutareserve på godt 530 milliarder kroner. De fleste af pengene står af rent praktiske årsager i euro, men de 67 ton guld, som nationalbanken har liggende under den britiske nationalbank i London, tæller også med og det er i virkeligheden stadig de 5162 guldbarrer, som er den bærende kraft bag vores krone. Og økonomi.

Hvis ikke guldprisen var steget i 2020 og derfor tilført vores 67 ton guld en værdistigning på 2,9 milliarder kroner, havde Danmark haft underskud det år. Årets store regnskab blev reddet af metalpriser, ikke vores evne til at producere ting, som verden har brug for.

Nå, tilbage til dollaren. Kan du forestille dig, at verden skiftede reservevaluta snart? Det er ikke usandsynligt at det sker igen, for det er jo sket løbende, som også den amerikanske investor Ray Dalio fortæller om i sin selvfinansierede bog og film, om den foranderlige verdensorden. Og ifølge hans vurdering går der heller ike længe før det sker.

Frit valg af fremtid

Der er primært tre blinde vinkler, der slår igennem når vi skal forsøge at tale om eller forestille os fremtiden.

  1. Vi tror fremtiden bliver en direkte forlængelse af den nutid vi kender. Efter covid og krig er det slået fast igen, at vi aldrig skal forvente en evig forlængelse af det eksisterende. Man skal ikke være bange for fremtiden, men eftersom intet kommer af sig selv, så kan man lige så godt arbejde med den. Til at begynde med, ved at acceptere, at fremtiden kan antage uendelig mærkværdige former og forløb. Senere ved at afklare hvilke scenarier man gerne vil fremme og hvordan man bedst gør det.
  2. En solid blind vinkel er, at der kan ikke ske noget, som vi ikke kan forestille os. Det er måske den mest begrænsende faktor af dem alle. Udfordringen er, at vi dels er blinde fordi vi ser fremtiden gennem nutiden, men ind i mellem også vælger at være det. Der kan sagtens ske noget, som vi kan forestille os, men vælger at se bort fra. Som vi så i eksemplet med Bill Gates fra begyndelsen vidste vi jo godt, at en meget smitsom virus ville få en stor destruktiv indflydelse på vores liv og samfund. Vi kendte historien fra 1918 og 2015. Alligevel var vi slet ikke klar, vi havde endda en forventning om verden ville fortsætte som normalt og vi f.eks. ville kunne købe værnemidler på verdensmarkedet når vi havde brug for dem. Lagrene var nedlagt i en total fornægtelse af, at verden kunne fungere distinkt anderledes i den nærmeste fremtid.
  3. Den sidste blinde vinkel er en forståelse af fremtiden, som begreb, som har spredt sig de seneste årtier. Vi blinker til hinanden og siger indforstået: "Forandringer sker langsommere end vi forventer, men ændrer mere end vi tror over tid". Hvilket det meste af tiden er korrekt. Men også en undskyldning for at lade stå til og dermed åbne for at disruption kan ske. Når vi ikke løbende optimerer og udvikler, så efterlader vi huller, som til sidst bliver så store at en helt ny model kan tage over uden større modstand. Når vi lader vores nutid korrodere fordi vi venter på noget skal blive tydeligt nok til vi tror på det, så er alle flanker åbne. Man kan ikke afskrive eller ignorere udvikling og fremskridt uden at det koster noget. Man er simpelthen bedre stillet som nysgerrig.

Det er f.eks. helt sikkert, at du ikke behøver tro på eller smide dine penge i Bitcoins, men hvis ikke du gør dig lidt umage med at forstå blockchain, så misser du helt sikkert en kæmpe del af fremtidens muligheder. Derfor er nysgerrigheden en langt bedre ven end angsten.

Et fast forankret blik på fremtiden og et ærligt kig på nutiden burde kunne løse det meste. Særligt når vi kigger på baggrund af det historien kan lære os. Som skuespilleren George Burns sagde, "Jeg ser mod fremtiden, for det er der jeg skal leve resten af mit liv".


Denne gang er vi 30 der modtager ugens inspiration. Vi skal være flere, så del inspirationen med nogen, du mener kan have glæde af det og husk at abonnere selv, hvis du ikke allerede er på listen.

Klik her og gør det nu.

Hilsner Patrick

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.