Genfødsel

“Sometimes you´ve got to edit your dreams and find your spot behind the scenes”.

Brian Wilson har udgivet et nyt album siden da. Det sker ikke så ofte så det siger meget om tidsperspektivet. For lidt over et år siden nævnte jeg for første gang på bloggen at min kone var blevet min ekskone. Men processen var længere end som så. Faktisk meget lang. Flere år. I dag er jeg ikke i stand til at vide om den startede den dag vi mødte hinanden. Eller om den begyndte senere. Det er heller ikke vigtigt, for hvad kan man lære af fortiden, hvis ikke man kan bruge sin nye viden i nutiden? Målet var ikke at blive kærlighedens Columbo og sammenstykke motiv og udførsel. Det var snarere at erkende, at der ikke var flere år i det forhold og nu skulle det erstattes af noget nyt.

Og det er helt logisk. Men det var det så slet ikke alligevel. Ikke undervejs, hvor muligheden for at slippe og begynde en rejse selv, var helt umulig at kombinere med de ønsker og muligheder, som der fandtes i min hjerne på det tidspunkt. At blive skilt var ikke i mulighedsrummet. Stille og roligt begyndte den at opstå midt i en malstrøm af modstand. Og til sidst var der kun den mulighed. Vi skulle hver vores vej og burde gå med god samvittighed. Vi havde ikke prøvet alt, men nok til at vide at der var ikke mere at komme efter.

Jeg kan stadig huske den første gang jeg så min ekskone. Du ved, rigtig så, for jeg havde jo set hende før. Jeg tænkte at her var den mest fantastiske kvinde jeg nogensinde havde mødt. Dér må jeg sige at mavefornemmelsen havde ret. Hun er det mest fantastiske menneske jeg har mødt og jeg er lykkelig for de fleste dage af de næsten ti år vi havde sammen. Jeg er lykkelig for at have lært og haft muligheden for at lære af hende. Allermest er jeg lykkelig for at kunne vågne så mange morgener med hende. At have levet sammen med hende.

Jeg ved at jeg kommer til at lyde nyfrelst og stadig våd i håret fra min næste dåb, men jeg er faktisk også ret glad for at blive skilt fra hende. Nu. Det tog, som sagt, en mental massage på godt halvandet år at komme dertil og ingen siger jeg ikke føler det anderledes om to måneder. Men lige nu og den seneste måned er der sket noget. Efter ni år sammen med et andet menneske og 17 måneder uden, har jeg fundet mig selv igen. Og er faktisk ret glad for gensynet.

“Sometimes when you want to hold on you´ve got to let go”. Tina Dickow.

Den anden dag sad vi, min ekskone og jeg, og tænkte højt. “Det ville være sjovt at kende fremtiden sammen med de ændringer, der er sket med os efter vi er blevet skilt. Hvordan havde historien udspillet sig, hvis vi mødte hinanden i dag”, sagde jeg. Hun gav mig ret. Gad vide om disse nye mennesker, der den dag mødte hinanden for første gang, ville have blevet forelsket? Men vi vidste begge at det ikke findes. Det er ligesom at sige det kunne være sjovt at prøve at leve i fortiden. Vi kunne ikke forene disse nye mennesker på den måde. Kun hver for sig.

Vi har haft rig mulighed for at mødes i Statsforvaltningen. Overvældende rig mulighed. Jalousi, børn og ekspartnere er en eksplosiv cocktail, hvor der sjældent kommer en mental Bombemarie og demonterer situationen, med mindre man holder hovedet kryogenisk koldt. Vi har også mødtes i Statsforvaltningen, som man skal når man skal skilles. En gang. Ikke for at skændes, bare for at blive skilt.

Der sad vi overfor statens udsendte, som linede en serie af jura op. Der er ikke meget Vegas-wedding over den danske model. Her vågner man stadig med tømmermænd efter festen, men aldrig sammen ved en tilfældig. Det eneste mere rituelt kompliceret end at blive gift er at blive skilt. Det er helt ok med mig. Der skal noget jura til at matche kombinationen af den kristne og hedenske liturgi omkring et kirkebryllup. Her bliver man talt, både ved ind- og udgang.

At tro man kan opløse de følelser, der går forud for et ja med praktiske processer og et officielt nej, er dog stadig kun halvdelen af vejen. Det er dét jeg har lært. Ledsagte af et soundtrack af sentimentalitet, selvondt og spiritus, der har været mine patetiske forsøg på at undslippe det uafvendelige. Nemlig at noget skulle ske. Det ville ud. Ingenting kunne andet end udsætte dagen, hvor det skete. At skallen brast og der stod en lille og udtørret askebunke tilbage. Der på en eller anden måde skulle blive til en fugl igen. Først da det brast kunne jeg børste støvet af og flyve igen.

Så hvis der skal være en lektie til mig selv så er den: giv slip når du er klar. Det kan ikke presses igennem. Men det vil lykkes. Når du slipper grebet om dine gamle drømmes længsler vil der åbne et væld af nye muligheder. Sjældent dem man troede man ønskede sig, men de er værd at gribe, for nye chancer er ikke en gave, der kommer med tiden.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.