Helte

Logo fra podcasten Djævlens Værk
Et afsnit af podcasten Djævlens Værk

Helte, det er noget som fanden har skabt. Nu er jeg jo dansker og derfor vældig dansk. Meget mere dansk end jeg selv går og tænker og tror. Sådan er for de fleste af os. Vores skjulte sider er mest skjult for os selv. Kultur og historie sidder i rygraden, i vores responser og i alleryderste grad i vores tankemønstre. Også når det handler om helte.

Der er vel næppe noget, der definerer en tid og dens idealer end heltene. Gennem historien har heltene skiftet efter behov. Man har kunnet være født til heltestatus, oplært og trænet, udvalgt, selvvalgt, komme fra guderne eller menneskene — og faktisk i perioder også midt i mellem.

Helte
Der er vel næppe noget, der definerer en tid og dens idealer end heltene. Gennem historien har heltene skiftet efter behov. Man har kunnet være født til heltestatus, oplært og trænet, udvalgt, selvvalgt, komme fra guderne eller menneskene - og faktisk i perioder ogs&ar…
Hør dette afsnit af Djævlens Værk som podcast

Hvad der opfattes heroisk skifter sammen med heltene. I perioder skal man være overmenneskelig, i andre skal man meget menneskeligt lide døden, men dog for andres skyld. I tredie perioder skal man være ren og retfærdig ud over al med og mening. I fjerde tider skal man være en lurifax og symbolisere den lille mands muligheder for at lykkes i et samfund styret af systemer og kommisærer.

Når det kommer til heltebranchen er der plads til alt fra overmenneskelige guder til jordnære Egon Olsen. Du lytter til Djævlens Værk, en podcast af Patrick Bay Damsted. I dag om Helte.

I 1955 skrev Halfdan Rasmussen:

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. Jeg, reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd. Jeg får nerver og migræne blot jeg skær mig på en dolk og vil hel’re slå min plæne end slå løs på pæne folk.

Vi læser ordene som en hyldest til den danske antihelt, der vil bruge tiden på at civilisere naturen i sin indhegnede have, fremfor at skabe store forandringer i verdens gang. Holde næsen i skjul og panden nede. Men det er ikke sikkert det er hele historien. Halfdan Rasmussen var aktiv modstandsdigter under anden verdenskrig, hvor han skrev en lind strøm af digte, der udfordrede besættelsesmagten og på et tidspunkt gav det ham faktisk 20 dage i kasjotten.

Derfor er det ikke helt galimatias at tilskrive Rasmussen mere end bare forherligelse af hverdagsheltens stille plæneklipperliv og måske tænke det i rammerne, som en blid massage af det slappe mod og træning af det uskarpe blik for selvindsigt. Det er trods alt manden, der både gennemskuede nazismen, kommunismen og kapitalismen på det tidspunkt, hvor de fleste havde blind tro fremfor sund tvivl. Det er ikke nødvendigvis et fripas til det ansvarsfrie kolonihaveliv, hvor enhver er sig selv nærmest.

Tangent! Ordene blev senere indsunget af Otto Brandenburg på en melodi af den norske jazzguitarist Robert Normann. Normann søgte i den periode, hvor han satte musik til dette digt, tilbage til de harmoniske rødder i musikhistorien, som blandt andet kan høres hos hans musikalske helt Miles Davis, som igen var inspireret af komponisten George Russell, som var jazzfolkenes jazzmand per excellence. Russell eksperimenterede med såkaldt modal musik, men også med moderne virkemidler og en af hans helte var jazzvokalisten Jon Hendricks, der gav inspiration til andre musikere i historien, som f.eks. Van Morrison, Al Jarreau, Bobby McFerrin og sågar Joni Mitchell, som er en af mine personlige musikalske helte. Måske er det basalt det helte kan. De kan lade os opdage ukendte sider af os selv og opdrage os til at turde gå den ekstra centimeter, udover plejers usynlige, men hårde rammer. Inspirere os til at springe over hverdagens stødhegn og søge friheden… Tilbage til dagens afsnit.

Som tiderne har skiftet har behovet for helte skiftet. Med troen fik vi guder som Thor, der kunne krydse over og blive en helt, der aggressivt kæmpede mod det samme naturlige kaos, som vi mennesker gjorde. Vi var bedre stille fordi vi havde Thor på vores side — eller vi ihvertfald var på samme side. Senere fik vi andre og religiøse helte, som vi skulle se op til fordi de var gode til at undertrykke det indre kaos af drifter og følelser, der er i ethvert menneske. Med tiden kom nationalhelten, hvis primære funktion var at ville kæmpe og dø for kongemagten og nationalstaten. De blev krydret med folkeheltene, som kunne udvide begrebet for hvordan man kunne opnå beundring i både ånds- og menneskelivet, som ikke var på slagmarken. Og så senest, den elskværdige danske antihelt. Der kan splitte autoriteternes skjold med et glimt i øjet samtidig med han kan bøje reglerne, så de virker menneskelige. Her er hverken tydelig numsesprække eller uforståelig dialekt en hæmsko. Snarere tværtimod. Vi har de helte vi har brug for.

I 1874 udvikler den engelske kemiker C.R Wright en måde at skabe et stærkere stof ud af morfin og det lykkes. Han sender det til en række dyreforsøg, hvorefter man beslutter at ingen rigtig har brug for de effekter, som det skaber i rotter og hunde, derfor bliver stoffet diacetylmorfin lagt på hylden. Her ligger det helt i ro indtil 23 år senere, hvor den tyske kemiker Felix Hoffmann får til opgave, at omdanne morfin til kodein, som tilsyneladende har samme effekt som morfin, men mindre potent og mindre afhængighedsskabende. I laboratoriet hos virksomheden Bayer i bydelen Elberfeld i Wuppertal i delstaten Nordrhein-Westfalen går udviklingen dog ikke helt, som ventet og vupti i Wuppertal, har Felix genfundet det stærke stof, som er to en halv gang mere potent og langt mere vanedannende end morfin. Laboratoriechefen beslutter at navngive stoffet efter det tyske ord “heroisch”, han tænker at “Heroin”, det må da sælge godt.

Og det gør det. Godt hjulpet af tunge reklamekampagner, der lovpriser alle heroins gode sider og resultater. Blandt andet som hostemidlet Heroina, der kan tages af børn, endda uden nogen form for voksen indblanding. Man tager på job og lader flasken stå på bordet til selvmedicinering blandt de små poder. Ja, det er ikke løgn. Reklamerne ligger på internettet til fri forargelse, så du kan nemt finde dem. Masseproduktionen af heroin ruller fra 1898 og på trods af visse læger advarer mod en form for tolerance, som patienterne opnår så er produktet i frit salg og patienterne i frit fald. Man udskriver heroin mod “kvindesager”, hoste hos børn og man udleverer heroin til morfinister, for at hjælpe dem af med deres morfinafhængighed.

I New York indlægges den første med heroinafhængighed i 1910, hele tolv år efter verden gik all in på heroin. I 1913 stopper Bayer med at producere heroin. Året efter beskattes opiater og kokain af den amerikanske stat og ti år senere, i 1924, forbydes heroin i USA. Og dermed begynder heroinens reelle og kæmpe indflydelse på såvel indenrigs- som udenrigspolitik i snart sagt alle vestlige lande.

Tangent. Det var faktisk også i tiernes New York, at heroinbrugerne fik tilnavnet junkier. Det kom sig af deres evige støven rundt og søgen efter metalrester, junk-metal, som de kunne sælge og dermed tjene lidt penge til det næste fix.

Dobbelt-tangent. Selv med vores viden om hvor meget folk klør, skider i bukserne og generelt lever usle liv med heroin, bragte moden heroin ind som modelbillede i midthalvfemserne. Altså vores midthalvfemsere. Dem i 1990erne. Under det meget direkte navn heroin-chic fik den afpillede og muskel-løse, afklædte kvindetype nogle år som forsidemodel, før samfundet igen blev enige om at der ikke er noget at se op til i tungt forfald. Vi afskrev misbruget som model og søgte vores helte andre steder.

Slut på dobbelttangent.

David Bowie kom til det han selv kaldte Europas hovedstad for heroin, nemlig Berlin i 1976. Han kom for at forlade Los Angeles, der havde fyldt ham med kokain og ædt ham levende. Han kom for at blive clean. “Jeg tog fra verdens kokaincentrum til verdens heroincentrum for at blive clean, heldigvis har jeg aldrig haft smag for heroin”, sagde Bowie senere.

Det lykkedes at blive clean og Bowie producerede sammen med Tony Visconti og Brian Eno tre album, der bragte ham tilbage på tronen som musikalsk helt. For at få fred til at tænke havde han sendt alle til pause og mens han sad og kiggede ud af vinduet fra hans stol i Hansa Studios i Köthener Strasse nummer 38, så han produceren Tony Visconti stå og kysse med en af korpigerne. To ting i den scene inspirerede Bowie. Et, at Tony Visconti var gift og dermed ville denne affære aldrig kunne blive til mere end netop det, et øjeblik i tid, som de havde sammen. To, at det foregik lige foran muren, der delte Berlin. Det øjeblik, der aldrig kunne blive en livstid, blev til titelmelodien til albummet “Heroes”, der bragte Bowie tilbage med fuld styrke efter misbruget havde holdt ham nede både kunstnerisk og menneskeligt. Bowie havde rejst ind i helvede og kommet ud som et stærkere menneske, der nu kendte sin egen styrke og brugte den fornuftigt på at give alle os andre et soundtrack til resten af vores liv. Et soundtrack, der forstod og inspirerede os. Et soundtrack, der både så hvem vi kunne blive til og dermed os helten i os alle.

Dermed er vi tilbage ved den kerne, som Halfdan Rasmussen så fint beskriver i 1955:

Jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha’ det godt.

Det er et dælens dybt og fint digt. Og min erkendelse er simpel. Alle der hjælper mig med at sikre, at jeg har rum, fred og frihed til at enes med andre og mig selv er min helt. Ligesom alle, der vil dele deres mørke såvel som lyse sider, så jeg bedre kan forstå mig selv, er min helt.

Der er ingen tvivl om fanden har skabt heroin. Men også heltegerningen, som stoffet er opkaldt efter. Opgivelsen af sig selv for et højere formål. Den lille død af ens ego eller overflade når man deler det indre. Den store død, når man ofrer sig. Heltegerningen er all in. Det er ikke enten eller. Hvis man vil være en helt skal man gøre det helt.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.