Hunde

Logo fra podcasten Djævlens Værk
Et afsnit af podcasten Djævlens Værk

Hunde, det er noget fanden har opfundet. Tag f.eks. min hund Molly. Hun er en utrolig smuk hund. Hun er den type hund, der ofte bliver brugt som billede på hundemad til middelvægtklassen af hunde uden på pakken. Hun repræsenterer hunderacen, der har dannet kendte karakterer som Nuser fra Radiserne, Gromit fra Wallace and Gromit — eller Walther og Trofast, som den lidt kedelige danske oversættelse lyder — og tilsyneladende også Bjørnebanden, selvom jeg godt nok må sige, at der er langt hjem fra smukke Mollys harmoniske linier til disse ubarberede slyngeltyper, hvis intelligens er lav og grådighed efter andres værdier stor.

Hunde
Dette er Djævlens Værk, en podcast om de ting vi møder i hverdagen, som fanden har skabt.I dag om hunde. Hvordan kan man blive så kynisk og afstumpet, at man kalder disse pelsede kærlighedsbærere, der ofte er de eneste der elsker os ubetinget, ligegyldigt hvor m…
Hør dette afsnit af Djævlens Værk som podcast

Ja, Molly er en beagle. Måske havde du gættet det, fordi Bjørnebanden på originalsproget er kaldt The Beagle Boys — måske havde du bare tænkt, det rager virkelig ikke mig og dette er en trist opremsning af flad fakta.

Du har muligvis ret i sidstnævnte, men alle historier kræver en begyndelse og man kan ikke bare sige pointen for så er der ikke en podcast. Der bliver nødt til at være en tømmerflåde, som kan bære historien på flodens energi frem mod klimaks. I dette tilfælde er det min Molly. I andre tilfælde i denne serie, vil du møde helt andre emner, som alle har det tilfælles, at det er djævlens værk.

Tangent — belært af tidligere tiders premiere-optimisme er dette en serie på 6 afsnit, der muligvis bliver konverteret til en længere serie, der kan ende med at blive til en sæson, som måske får en efterfølger. Det kommer an på så meget. Tilbage til udgangspunktet!

Hvordan kan man blive så kynisk og afstumpet, at man kalder disse pelsede kærlighedsbærere, der ofte er de eneste der elsker os ubetinget, ligegyldigt hvor mange fejl og K3er vi kommer med for djævlens værk? Det skal jeg fortælle dig. Senere.

Tangent — jeg skriver dette en søndag morgen og har lige hentet en blanding af muesli og granola, som jeg spiser mens jeg skriver. Umærkeligt dukker Molly op på mit ene lår og lægger sit hoved på det, mens hun kigger skævt op på mig med sine dybe, brune øjne og hæver det ene øjenbryn. Jeg stopper med at skrive, rejser mig op og henter en godbid til hende. Man kan tale om hvem, der styrer hvem. Tilbage til hundeøjnene

Når man har en hund kan man ind imellem glemme hvor instinktstyret sådan et dyr er. Hvilket er tæt på 100%. Man tænker, hvor er min hund dog dejlig, velopdragen og gemytlig overfor andre hunde. Lige indtil den møder en anden hunhund, som ikke lige accepterer den placering i hirearkiet, som Molly mener der er og så har vi balladen. Knurren og gøen og ingen kære hundemor. Det er særlig slemt i perioder, hvor hun er i løbetid, så er der kamp om de gode gener og Molly skal saftsuseme ikke give konkurrenterne nogle forpoter.

Men det tydeligste sted, hvor man finder naturens rå kilde er i øjnene. Nogen siger øjnene er sjælens spejl — det er muligt, men først og mest er de selve årsagen til at vi elsker babyer og hunde. Molly og hendes ligesindede har gennem 33.000 års evolution udviklet nogle øjenmuskler, som gør at en hund kan lave øjenbevægelser, der minder om dem vi mennesker kender fra vores egne babyer. Det kan ulve ikke, så dem skyder vi. I Jylland.

Sådan nogle øjne, manner, de øjne. De skaber en øjeblikkelig omsorgsreaktion, som sender os ud i køkkenet og lede efter godbidder eller til at tage snoren frem og gå en ekstra lang tur… eller måske ligge og plirre i mørket, rejse sig og lukke hunden ind i soveværelset. Efter min mening er det det, der gør hunden genial. Jeg ville aldrig gide eller kunne knytte mig til en krokodille eller en haj. Men en hund. Det er nemt. At den, på samme måde som en kødædende plante fyldt med nektar, der skal lokke fluerne ind og absorbere dem, har udviklet disse øjenmuskler fordi det gavner dens instinkter er mindre vigtigt for mig. Dens behov fylder nemlig også mine behov.

Iggy Pop har udgivet en sang, der handler om netop det med hunde og mennesker. Nej, ikke “I want to be your dog” fra stoogesperioden i 1977, men langt senere. I 2009 udgav han det langt mere tilbagelænede album The Preliminaires.

På det findes sangen “A machine for loving”:

Kærligheden er simpel at definere. Men den optræder sjældent imellem os. Gennem vores hunde hylder vi kærligheden… og dens muligheder
Hvad er en hund, udover en maskine der elsker. Du introducerer den til et menneske og giver den missionen at elske. Og ligegyldigt hvor grim, pervers, deform eller dum, dette menneske end er, så elsker hunden ham, hunden elsker ham!

Oversættelsen er fri og min, så skyd ikke skylden på Iggy. Han er god nok!

Jeg ved ikke om hunde føler kærlighed eller bare en evig hunger efter solide og sikre fødekilder. Ville vores hunde, hvis de havde udviklet arme og hænder fremfor babyøjne selv åbne køleskabet og skide os mennesker et langt stykke, måske endda bruge deres pote til at række os en langemand? Hvis det var omvendt, ville de så tage sig af os? Jeg ved det ikke. I min verden er den slags tankespind spild af tid, for nu er det engang sådan, at hunde har ben og poter. Mennesker har Dankort og madvarer. Derfor indgår begge parter gladeligt i et symbiotisk forhold, ingen ved præcis hvor begynder og hvor ender.

Tangent — mens jeg sidder på den morgenkolde terrasse og skriver med en kop kaffe i en termokop, står min datter op og kigger ud og siger godmorgen. Hun går ind og laver pandekager i køkkenet. Lyden af et menneske der pusler, som jeg kan høre svagt i baggrunden fylder et helt andet behov i mig. Behovet for at have en flok, jeg hører til. Jeg går ind og snakker med hende. Hun sidder på en stol og ser Phineas og Ferb på Disney+ på sin mobil, mens hun vender pandekager med en gaffel på panden på komfuret. Jeg får øje på Molly, som har lagt sig på min seng. Helt på ryggen. Jeg sætter mig og aer hendes mave. Hun nyder det uden hæmninger, måske fordi hun er en hund og de er helt drevet af instinkt. Og hendes instinkt er at tage imod al den kærlighed hun kan få. Og give al den kærlighed hun har. Det slår mig, at dette kun handler om mad indtil Maslow er glad og derefter handler det om at leve. Tilbage til historien.

Et af de spørgsmål som kan vride os mennesker af led er om vi skal vælge meningen eller det praktiske. Altså om hunde og mennesker er levende væsener, der har følelser mellem sig eller om vi bare lever i et praktisk forhold, der opfylder modsvarende behov på begge sider. Det er det gamle slagsmål mellem evolutionen og troen. Det findes i samfundet, medierne og det findes inden i os. Det eneste interessante for mig, i den sammenhæng, er slagsmålet inde i os. Jeg bryder mig instinktivt ikke om folk, der missionerer. Hverken for eller imod en gud. Folk der missionerer siger, de gør det for at redde mig, men de gør det altid mest for at redde sig selv. Det synes jeg, at de skal holde mig ude af.

Det er langt mere interessant, at udvikle sit eget billede af verden gennem egne opdagelser. Også her er hunde en inspiration. Mollys dyrlæge plejer at sige til mig, at det er vigtigt at gå en tur i kvarteret om morgenen, så Molly kan opsnuse dagens tisavis og starte med et rimeligt overblik. Nogle af de informationer som Molly kan opsnuse fra andre hundes — absolut ikke tilfældigt — efterladte urin, er basale ting som køn, om hundene er steriliseret eller ej, men også langt mere komplekse ting, som deres sindstilstand da de satte urinmærket og endda en indikation af deres plads i hierarkiet.

Indtil for ikke så længe siden troede man at det kun var hanhunde, der interesserede sig for tisspor, men nu ved man at hunhunde også gør det. Og man ved at hanhunde typisk synes andre hanhundes tis er mest interessant og gerne tisser oven i andres spor, for at overdøve dem og hunhunde orienterer sig både i hanhunde og hunhundes tis og tisser ved siden af andres spor for at vise de findes.

Verden er på en gang forunderlig og samtidig så dælens ens. Mens Molly står og strinter beskeder til andre hunde, står jeg og læser morgenavis på min telefon og giver min private data til gud ved hvem. Man kan med ro i sindet sige, at forskellen er ens. Enhver der får snuden i mine cookies kan nemt afkode både mit køn, min seksuelle drift eller mangel på samme, min umiddelbare sindstilstand, ikke mindst min plads i verden og mine aspirationer.

Der er en masse derude, som gerne vil have fat i mig og Molly. De vil gerne vide så meget om os som muligt, så de kan bruge os til deres behov. Samtidig forsøger vi at afkode verden, så vi kan skabe et billede af den. I jordhøjde og i øjenhøjde. Begge dele lykkes aldrig, allerede dagen efter er alle spor af mening væk og nye sat, som skal indsnuses, bearbejdes og muligvis markeres. Sådan ruller vi. Dag for dag. Spor for spor. Uden nogensinde at få nogen vedvarende helhed af verden omkring os, som er evigt foranderlig og altid lugter lidt af tis. Det eneste vi er sikre på, er at vi elsker hinanden ubetinget og at Mollys fineste instinkt er at tage imod al den kærlighed, som hun kan få og give mig så meget kærlighed som muligt. Det er da smukt.

Jeg tror fanden har skabt hunden, men på en god dag. Han har kigget udover bjerge af synd og skam og tænkt, at det kan intet menneske overleve uden kærlighed og derfor må der være en kærlighedsbærer, der uden omtanke for sig selv vil elske den, som den bliver sat ved siden af.

Uanset hvor grim, dum, syndig, skamfuld, deform eller medtaget vedkommende er, så kigger hunden op med sine ekstra øjenmuskler og store øjne og derfra overvældes begge kroppe af hormonet oxytocin, som også kaldes kærlighedshormonet. Mellem mennesker udløses dette stof ved lange kram, langvarig øjenkontakt eller sex og det er en del af belønningsystemet i hjernen. Det giver os en følelse af lykke og velvære.

Det vilde er, at også hunden får et skud oxytocin i sin lille hundekrop når den ser sin ejer i øjnene. Der er altså en grad af forelskelse mellem hund og menneske? Altså er det ikke kun instinkt — eller er det?

Tangent — Oxytocin er også det stof, der frigives når en kvindes brystvorter stimuleres og får mælkekirtlerne til at trække sig sammen, så mælken presses ud til den ammende baby. Jeg synes det er helt vildt, at tænke på hvor smart det er. Stoffet der frigives i din krop når du ser en baby i øjnene er også stoffet der presser mælk ud af brysterne. Naturen er fantastisk! Og praktisk. Nå, tilbage til slutningen.

Her er altså den perfekte forbindelse. To levende væsener, der kigger hinanden i øjnene og dermed belønner hinanden med lykke og velvære. Kunne det være bedre? Ja, det kunne være uendeligt. Men eftersom djævelen jo er djævelen endte han med at sætte en udløbsdato på. Hunde bliver ikke lige så gamle som mennesker. Faktisk lever de typisk væsentligt kortere. Jeg vil med overvejende sandsynlighed overleve Molly. Og derefter skal jeg overleve uden Molly.

Præcis fordi hun elsker mig ubetinget og med hendes uendelige hengivenhed tilgiver før hun bliver forulempet og ruller sig i glæde når hun ser mig. Og så ser hun en hare og jagter den ud på en vej og bliver kørt ned. Eller hun bliver 12 år gamle og skal aflives fordi hun har fået ulidelig gigt eller endnu værre sukkersyge, fordi jeg ikke har kunnet sige nej til hendes veludviklede hundeøjne. Og det er mig, som ejer, der har hele skylden! Og det er mig, der skal holde hendes pote mens den bliver kold.

Hvis nogen griner af en hundeejer, der græder over sin døde hund, så tænk på de ekstra øjenmuskler. Tænk på oxytocinet i begge deres kroppe. Tænk på dette perfekte fællesskab, hvor man belønner hinanden med lykke og velvære med bare et blik. Uden nogen form for filter eller forventning til hvem, hvordan eller hvorfor man er. Lykken ligger i at være — lige nu og her, sammen.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.