Stop med at være en pleaser, please!

Kamilleblomst
Selvom de ser porøse ud, så er blomster bygget til at tåle blæst

Det vigtigste jeg lærte af at date i halvfemserne er, at man ikke skal være en pleaser. Helt grøn udi relationer forsøgte jeg at udslette mig selv i forsøget på, at skabe så lidt friktion som muligt i forholdet. Det stoppede da en kvinde meddelte: Vi bliver aldrig kærester. Og her er et tip, stop med at være en pleaser. Det er der ingen mennesker, der gider have.

Det var et godt tip, som har hjulpet mig meget siden. Først sagde jeg: Jeg skal nok stoppe med at please nu, hvis det er sådan du bedst kan lide det. Men med tiden sank det ind. Udover det var frisættende var det også sjovt. Fremfor at være sammen med mennesker, som ikke måtte opdage, hvem jeg virkelig var, blev forhold nu relationer mellem mig og en, der faktisk godt kunne lide hvem jeg var. I hvert fald indtil de opdagede, at jeg faktisk var sådan. Så blev det lidt slidsomt med tiden. Som det jo gør.

Med alderen tænker jeg at en væsentlig del af relationer er friktion. Langvarige forhold handler ikke om at undgå friktion, men hvordan vi håndterer friktion. Accepterer vi den må være der? Prøver vi at forhandle eller slibe den væk? Arbejder vi rundt om den? Er den en elefant i rummet, vi ikke må tale om? Det tegner det meste af den reelle relation.

Det samme gælder kreativitet. Det vi virkelig kan huske og som sætter sig som en lille forandring er den kreativitet, der har en smule modstand, er lidt ukendt og lidt farlig. Og som ikke forandrer sig for at passe ind, men kræver noget af dig og ikke kun af sig selv.

Derfor har jeg samlet mod i dagens inspirationsbrev.

Akavet!

Freeman møder Turner - eller gør de?

Den danske kunstner og klipper Jonas Hollerup Helle sætter samtaler sammen, som aldrig er sket. Her møder Freeman Turner. Og Invictus møder regnbuen. Vi er helt sikkert ikke i Kansas længere.

En ny guldalder

Dansk musik er i en guldalder lige nu. En vaskeægte og rasende ny tid i 20erne. Det vælter ud med klog, sjov, vigtig og funktionel musik på dansk. Genrer bliver genbesøgt. Historien bliver genskrevet. Fremtiden bliver genskabt.

Zar Paulo er et af mange bands og musikere, der leverer soundtracket til en ny dansk storhedstid, der mindst matcher fortiden. Som så mange af de nye, er de så små at de endnu ikke har fået deres side på Wikipedia, men så store at Spotify har opdaget dem.

Zar Paulo

Personligt har jeg haft et svagt punkt for Pauline siden hun udgav "Ny Og Næ".

Pauline

Hvem havde troet at mosh pits ville blive pop. Midt mellem The Cure og Militskvinder har dansk punk forlængst fundet en værdig vært i FABRÄK. Og som de andre må man smide sine forbehold når nogen kan skrive så fine tekster og aflevere dem så beskidt.

FABRÄK

Hvad drømte Elvis om?

Sangen If I Can Dream bærer lanceringen af Baz Luhrmanns biopic om Elvis. Med god grund. I sommeren 1968 da Elvis var færdig som filmstjerne, gik de og pønsede på hvordan de skulle slutte NBCs store relanceringsshow af sangeren Elvis.

Det var få måneder efter mordet på Martin Luther King og Walter Earl Brown, der havde fået tjansen at skrive slutnummeret, vidste at nedskydningen havde sat spor i Elvis, som var stor fan af King. Derfor skrev Brown If I Can Dream med inspiration fra MLKs store "I Have A Dream"-tale fra 1963.

Da Elvis manager Colonel Tom Parker fik nys om sangen sagde han: "This ain't Elvis' kind of song", men heldigvis var Presley tilstede og sagde "Let me give it a shot, man". Og sådan blev det.

Man kan grine af tøjets colonial style og Elvis stil i det hele taget, men man kan ikke grine af at Presley var Elvis 100% hele vejen igennem og havde et mere mangfoldigt syn på USA end hans forretningspartnere synes var trygt. Jo mere du bliver et stort nummer, jo mere mod kræver det at stå ved friktionen.

That´s very Fosh

Max Fosh er britisk youtuber og han gør det godt. Med sin charme og veltalenhed gør han ting, som kræver at han bryder både etiketten og det klassiske britiske klassesystem. Det er ikke den letteste vej til toppen, men ret sikkert den sjoveste.

I 2021 stillede Max Fosh op til borgmestervalget i London med det absolutte formål at få flere unge til at stemme. Ikke på ham, men stemme.

Hurtigt blev hans primære udfordring Laurence Fox, der havde brugt intet mindre end 5 millioner pund på sin borgmesterkampagne og var stolt af det. Laurence Fox stillede op på modstand mod ekstrem politisk korrekthed i samfundet og politiets bevægelse mod mere inklusion og diversitet. Fox havde også fordelen af at være en meget kendt skuespiller og sanger. Kort sagt var Fox den oplagte vinder.

Max brugte de 10.000 britiske pund, som man skal stille som sikkerhed for sin kampagne. Så smerten var ekstra stor mellem de to kamphaner, fordi de begge hurtigt lå til at få ca. 1% af stemmerne. Kendthed og kontanter blev udfordret. Det samme galdt privilegier.

Fosh vs Fox - kampen om den ene procent

Snoozehane

Den af de ting, som jeg har skrevet og produceret, som jeg er mest tilfreds med, er podcastserien Djævlens Værk. Den handler om alt det fanden har skabt. Et af mine favoritafsnit er det, der tager sit udgangspunkt i snooze. Den satans funktion, alle hader.

Snooze
Snooze, det er noget fanden har skabt. På en dag, hvor han ikke helt kunne komme i gang og egentlig gerne ville blive i søvnens fjerne verden. Hvor han ikke var klar til den evige stress og uendelighed af gentagelser, hvor man til sidst tvivler på om det nytter noget
Djævlens Værk - en podcast om alt det fanden har skabt

På gensyn

Det var alt for denne gang, men en ny samling inspiration er lige om hjørnet.

Lige nu er vi 14 i denne lille kreds og jeg vil gerne bede dig om at udvide kredsen med de, som du mener kan have glæde af at være med. Derfor: Del med nogen du mener kan have glæde af det og husk at abonnere, hvis du ikke allerede er på listen

Hilsner Patrick

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.