Intim på sikker afstand

Mand maler farverig grafitti på grå væg
Da jeg fandt bloggen var det første der slog mig forundringen over at kunne udgive selv. Måtte jeg overhovedet det?

Lav kunst ud af det! Måske det bedste råd man kan få. Hvordan forandrer vi al det, som vi ikke kan begribe, fatte, forstå endsige påvirke, som sker i løbet af et liv? Hvordan aktiverer vi det? Punkterer det, så det ikke æder os levende? Lav kunst ud af det. Syng, spil, dans, skriv det ud. Tippet kommer fra den svenske sangerinde Marie Bergman og på en eller anden måde, rammer hendes budskab den dag, (i dag) hvor jeg kan forstå det.

De seneste uger har føltes sådan lidt specielle. Mest fordi jeg runder 40 på lørdag. Om det er symbolikken eller bare den samlede følelse, det ved jeg ikke, men der er sgu en solid snert af midtlivskrise. Og i den sammenhæng, er det måske værd at sige, at med min livsstil vs almindelig udtrykt anbefalelsesadfærd, så skal jeg nok være heldig for at være midt i livet.

Jeg har skrevet denne blog i ti år. Jeg begyndte i en tredje sals lejlighed. Der hvor mit livs kærlighed og jeg flyttede til, for at få en fælles start. Efter en alenlang fascination af nettet fandt jeg bloggen som form. Jeg skrev den i det hus vi havde købt for at danne rammen om vores fælles liv, vores to børn og os. Men jeg skrev den alene alene. Fordi vi var blevet skilt. Og hun var flyttet.

Jeg skrev videre i det store hvide, gamle hus, hvor jeg flyttede hen, da vores fælles hus endelig blev solgt. Mens jeg skiftevis havde uger hvor jeg gik i byen og var ung med de unge eller sad alene og havde det elendigt. Og have mine børn og en solid, aldersvarende hverdag. Nu skriver jeg i en lejlighed i Odense midtby, mens jeg dagligt pendler til København for at arbejde og meget aktivt tilvælger alenetilværelsen med børn, dag for dag.

Da jeg fandt bloggen var det første der slog mig forundringen over at kunne udgive selv. Måtte jeg overhovedet det? Efter en opvækst og et arbejdsliv med begrænsede medier, uanset om det var millimeter, sekunder eller penge, turde jeg næsten ikke uden at spørge om lov. Fulgt af de forsøgsvise trin ud på isen. Og så den benhårde erkendelse, at ligegyldigt hvad man skriver så ændrer det ikke verden. Eller fjerner ensomheden.

Ligegyldigt, hvor skuffet jeg har været undervejs, fordi der manglede swoosh og effekt af ordene, så har de med tiden begyndt at betyde mere end jeg har regnet med og kunne regne ud. For dette er ikke en dagbog. Dette er en offentlig tilgængelig redigeret tankerække med tydelig afsender. Jeg vil helst ikke skrive noget, som jeg ikke kan tåle at læse igen*. Men jeg føler ind i mellem jeg kan skrive ting her, som jeg aldrig ville sige højt. Lad mig give et eksempel:

I sidste uge sagde en kollega: “Har du så fyrre års krise?”. “Nej, overhovedet ikke”, autosvarede jeg. Præcist som man svarer “NEJ”, når nogen ringer og vækker en med spørgsmålet: “Vækkede jeg dig?”. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare sige “JO”, som er det rette svar på det meget præcise spørgsmål?

Jo, jeg har sgu en fyrre års krise. Jeg synes det er svært at vide, hvorfor jeg er så ked af det inde i mig selv lige nu. Det er næsten blevet en tilstand i de forgangne uger. Jeg tror det er fordi, jeg er i en lidt eftertænksom modus. Jeg savner dem jeg har mistet undervejs. Nogle fordi vi skulle skilles. Nogle fordi jeg gjorde dumme ting. Og nogle fordi de gjorde dumme ting. Jeg kunne jo have tilgivet dem, men det gjorde jeg ikke. Og nogle fordi de blev syge og døde. Eller regulært bare døde. Fra dag til dag.

Tristheden kommer også af at opdage, at jeg ikke længere har hele livet foran mig. Mine handlinger har nu en mere blivende karakter. Og har haft det i længere tid end jeg erkendt. Det er jo verdens største, latterligste, mest åndssvage og trælse kliche.

Jeg har ikke længere hele livet foran mig. Min mest sort/hvide-side vil jo påstå, at det har jeg aldrig haft. Du overser en bus eller bliver overset i et højresving og så er du færdig. Min optimistiske og statistikelskende vil jo sige, at gennemsnitslevealderen for danske mænd er mindst på den anden side af halvfjerds, så lad os nu bare tro på livet. I hvert fald nogle årtier endnu. Men det kan jeg ikke.

Det tunge ved erfaring er jo netop, at man ved at et gennemsnit er vægtningen af nogle utroligt heldige mennesker og nogle utroligt uheldige mennesker. Og at klokke-kurver danner deres højdepunkt i kraft af yderpunkterne. Så nogle skal blive ældgamle, cigarrygende og aldrig-hostende mennesker. Og andre bliver nakket, netop som de står der og venter på bussen i halvtredserne.

Det er den slags tanker jeg går og slås med lige nu. Jeg kunne ikke svare ærligt på spørgsmålet. Men jeg kan jeg skrive det her, for nogle gange er det nemmere, at være intim på afstand.

*og selvom en del indlæg virker som børnetegninger nu jeg læser dem igen i 2022, så overrasker det mig, hvilke ting jeg har følt mig nervøs for at udgive. Det er jo bare et menneskes oplevelser og tanker. Dem har vi allesammen. Mest af alt tror jeg bloggen har ladet mig stå ansigt til ansigt med det jeg skammer mig over som menneske. Det jeg føler bør skjules. Og derfor skulle tænke over hvorfor de ofte banale tanker, følelser og drifter er så farlige at dele.

**Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.