Ironisk

På gaden er der skrevet: Keep your distance
Photo by the blowup / Unsplash

Er der en sang, der glimrende beskriver 90'erne, så er det canadiske Alanis Morissettes sang "Ironic". Særligt teksten er en samlende kulturel markør, men også musikkens skift mellem det stille og akustiske inderlige og det skrigende grunge sætter en pæl i de to yderkanter af popmusikken i det årti.

I sin inderste kerne er sangen i sig selv så ironisk tidstypisk, som den næsten kan være - men det kommer vi tilbage til.

Alanis Morissette begyndte at spille klaver som 6 årig, begyndte at danse som 7 årig, havde komponeret sin første sang som 10 årig og ramte de canadiske hitlister, som 14 årig i 1991, med sangen "Feel Your Love" fra albummet "Alanis". Det vandt hende en pris, som den mest lovende unge canadiske kunstner det år og albummet solgte 100.000 eksemplarer, hvilket blev betragtet som en succes for en ung debutant. Hun kunne ganske simpelt synge røven ud af dansebukserne og det gjorde hun.

Hun fik hurtigt tilnavnet "den canadiske Debbie Gibson", efter datidens mest populære amerikanske ungdomsstjerne, men var nærmere den canadiske Janet Jackson, for en poppet udgave af New Jack Swingbeat var lige knap Debbie Gibsons stil.

Året efter kom det næste album, og det solgte 50.000 eksemplarer, på trods af det fulgte det første tæt, både i genre og kvalitetsmæssigt. Og så var den pladekontrakt løbet tør og den blev ikke forlænget.

Det var som om hendes tid som lovende ung kunstner forsvandt, før den for alvor fik vinger.

Kunne det være meget mere 90'er?

"90'erne kommer efter det 20. århundrede, men før det 21. århundrede," fortalte sociologen Henrik Dahl til Information i 2008, på et tidspunkt hvor han stadig er sociolog og ikke politiker.

Det han mente var, at i det årti, der går mellem muren falder i 1991 og World Trade Center falder i 2001 har den vestlige verden ikke en fælles fjende og derfor tror vi historien er slut og freden for evig.

I samme artikel citeres samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, for at sige: "Efter det hele havde været så alvorligt og selvhøjtideligt i 70'erne og 80'erne, bliver alt pludselig ligegyldigt. I stedet begynder man at lege med alle de alvorlige elementer, vi før var bange for - og så ender vi i ironien".

Gennem 90'erne bruger vi ironien, som et reality check på, at vi godt ved, det kan ende galt eller se forkert ud, men nu prøver vi. Ironien bliver en slags kode, hvor vi fortæller os selv og hinanden, at vi også ser os selv udefra. Særligt selvironien bliver bidende og er stadig en fast del af dansk humor.

Chandler Bings særligt sarkastiske version bliver et pejlemærke. Talemåden, som skuespilleren Matthew Perry trækker med fra sin opvækst i Canada, danner præcedens for hvordan vi kan leve gennem trælse situationer og mange skuffelser ved at vise, at de ikke vinder over vores sidste kort, sarkasmen. Ligesom det giver os en måde at sige sandheden uden at det helt er for alvor.

Sarkasmen er sidste stop inden, det ikke er sjovt længere. Klassikeren er rygeren, der bliver mødt med kommentaren: "Nå, jeg kan se du passer på dine lunger ved at filtrere luften!". En helt særlig form for omsorgsfuld kynisme.

Matthew Perry blev berømt for netop det, at kunne konstatere sandheden, men på en måde, hvor alle kunne holde til den, fordi de kunne grine af den og sig selv. Formen finessede han gennem sin barndom og ungdom, sammen med hans nærmeste venner, brødrene Chris og Brian Murray. I sæson 6 af serien Friends måtte skuespilleren bede forfatterne om ikke længere at bruge den særlige sætningskonstruktion, som havde gjort ham berømt, for ellers ville han eksplodere. Kan det blive meget mere ironisk?

Nu er det ikke sjovt længere.

27. marts 2023 slukkede TV 2 for signalet fra Zulu. Årsagen var, at man skulle have fat i nogle yngre seere. Oprindeligt bygget på den ironiske distance, der opstod hos generationen, der var vokset op med et knivskarpt røntgenblik for fjernsynets virkemidler og ingen medfødt respekt for noget medie.

Med tiden blev ironien gammeldags og erstattet af meta-ironien, hvor man ikke kan gennemskue om det man ser er ironisk eller oprigtigt. Meget passende blev denne nye kanal kaldet Echo. For vi ved aldrig, om det vi modtager kommer fra det sande udgangspunkt eller er en flimrende refleksion.

Den ironiske generation havde en fortegnet hoppende Zulukriger, som samlingspunkt. I dag deler de stadig upassende og ironiske vitser - og undskylder det hele med sætningen: Ja, det må man vel heller ikke sige længere. Og det må man oftest ikke. I hvert fald ikke på den måde. Tidens talemåder har skiftet karakter, så man ikke kan hænges op på det man siger, fordi man måske slet ikke sagde det.

6. juli 1995 kom Alanis Morissette tilbage. Nu i en version, der ikke var årets ungdommelige håb, men årtiets håb for ungdommens. Hun sparkede døren ind med "You Oughta Know", der senere er blevet en breakupklassiker med sin særlige blanding af vantro vrede og overlevelsens skærende sarkasme.

Morissette spidder situationen, eksen, den nye og deres fælles sikre undergang, på den mest genkendelige facon. Spejler sin elendighed og forudsiger at den bliver deres med tiden.

Alanis har droppet karrieren som dansabel canadisk hitlistehelt og bliver international rock n ́ roller. Inden længe kommer singlen "Ironic", der for alvor bliver hendes signatursang og sangen, der samler en generation i den forløsende distance.

Med datidens klassiske distance elsker hendes fans sangen, samtidig med de skiller den ad og udstiller det faktum, at de situationer hun faktisk bruger i sangen slet ikke er ironiske. De er uheldige, ærgerlige, kreperlige - men ikke ironiske.

Standuppere griber muligheden og laver grin med hendes sang. Hun bliver udsat for den skarpe ende af tv-shows og generelt til grin på internettet. Først skammer hun sig over, at have taget fejl. Men med tiden ser hun det udefra og siger: "Er det ikke ironisk, at netop den sang slet ikke indeholder ironi?".


Siden sidst har jeg åbnet en ny serie af e-bøger, som udkommer på Amazon. Idéen er, at de kan læses på en frokostpause og koster det samme som en sandwich.

Indtil nu er der udgivet en, der handler om det kreative arbejde og der er endnu en på vej, der tager sit udgangspunkt i mulighederne midt i livet.

Du kan følge min forfatterside på Amazon.com ved at klikke her.

Vi er nu 70, der er tilmeldt disse skriv. Hvis du vil dele dem med dine følgere eller dine venner, kolleger eller familie, så betragter jeg det som et stort skulderklap og er taknemmelig.

Tak for du læser med

Patrick

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.