Kære internet
I dag vil jeg huske, at du i din essens er en idé om udveksling. Om at lade information flyde frit og tilgængeligt. At du, som en bærer af netværk, skal give mig mulighed for at møde andre idéer og tanker end dem jeg kender i forvejen.
I dag vil jeg huske, at du er en mulighed for at lære — men at det kræver jeg lytter. Jeg vil forsøge at mere end bære over og ignorere. Jeg vil forsøge at forstå og imødekomme. Jeg vil prøve at huske mig selv på at rumme. Daske mig blidt i baghovedet med mellemrum og sige: Hey, Patrick — det ér mennesker. Alle sammen.
Troll82 er nogens søn. Princesse at Night er nogens datter. Jens Jacobsen med ingen følgere og kun vrede opslag er sandsynligvis et menneske, der føler ingen andre end ham kan se den virkelige virkelighed. Han sidder alene, indhyllet af mørke og angst for at hele verden skal bryde sammen. Der ingen orden skal være og nogen vil os det ondt og kun han har indset det. Det er ham, der føler at han skal holde flyet oppe i luften med kun sine tanker og talegaver.
Kære Internet. Der var engang vi stavede dig med stort fordi du var vores nye fælles verdenskapital. Du trådte ud på scenen med rodet hår, forskerbriller og stærkt lugtende af hengemt kælder. Du knejsede og stod øjeblikket efter som et samlingspunkt, der allerede rådnede en smule på de indre linier inden folket greb dig og smed dig forrest i gruppen af lokale med høtyve og fakler. Du blev ikke brændt på bålet, fordi du er bålet. Den mobile normalmeter, som alle kan have i lommen og efterprøve de andre med.
Du blev og er den flytbare domstol og henrettelsesplads som Gates, Jobs, Zuckerberg og Dorsey designede den og rammer flere end selv den stærkeste diktator. Men du er også en mulighed for nærhed til viden og lærdom, som jeg ofte glemmer fordi min tommelhukommelse elsker at gentage ensartede bevægelser, som er velkendte på bekostning af overraskelsens glæde. Det meste ser jeg ikke og det er en skam. Du er et lillebitte mønster, der gentager sig selv igen og igen. Som hvis jeg boede i en diminutiv digital landsby, hvor ingen udefra kom og gik.
Nogen synes det er en bobbel. Andre kalder det et ekkokammer. Det er den normale basale spejling i ting vi kender for at kende os selv. Vi beder om mere af det vi ved, uanset om det er ulykkeligt eller bedaget. Det gælder også den kreds, der mødes på din platform.
Kære sociale medier, jeg ser jer. Jeg forstår hvad I ville. Som de skarpeste sagde først, internettet er ikke en teknologisk udvikling, men en social. Den interpersonelle digitalisering, som er vores bedste bud på at nedbryde tid og sted. Når kun binære tilstande skal flyttes, kan vi nøjes med at kopiere dem og vi kan næsten være sammen, som om vi var sammen. Og så alligevel slet ikke. Jeg skriver et opslag og du læser det ti år senere i en anden tid med en ny kultur. Måske havde det været bedre vi havde været sammen det blev sagt, for alle tilgiver et menneske i øjeblikket, ingen tilgiver forældede ord i ny kontekst.
Jeg ved at jeg også i dag vil forsøge at forstå dig gennem statistikker over alle menneskers puljede adfærd. Gennemsnit. Men også i dag vil gå glip af den store pointe og ikke forstå at der slet ikke er noget at forstå, for bærebølgen er blevet mediet og mediet kommunikerer ikke med nogen. Det lader bare som om, med rumlelyde under bordet og blink med lyset, at det har kontakt til en højere magt med mere indblik end os alle tilsammen.
Kære Facebook. Du er djævlen i min lomme, med alle dine døde relationer, der blinker løs og ønsker opmærksomhed jeg ikke har eller vil. Menneske på menneske, jeg ikke aner hvem er eller genkender fordi tiden har taget dem. Sjæl efter sjæl med deres ønske om at vise verden. Knyttede næver, åbne hænder, langefingre og tons af tommeler strømmer løs.
Kære LinkedIn. I dag vil jeg huske, at andre har en lige så rodet og ustyrlig “såkaldt” karriere og den udelukkende ser snorlige ud fordi du organiserer den fortløbende for os. Du glatter arbejdslivet ud, som havde vi altid alle svarene. Der er ingen felter for skuffelse, hentestress, røvhulschefer og interessetimer. Her er de eneste sprækker de centimeter, der er mellem hver stilling og intet giver noget væk. Andet end de fjollede titler, som voksne giver sig selv når de prøver at bryde den norm de så brændende ønsker at være del af og samtidig slå i stykker, så de kan skille sig ud sammen med alle andre der også skiller sig ud.
Kære Instagram. Jeg forstår at andres liv ser mere spændende, sjovere, mere festligt og langt mere actionfyldt ud end mit. Andre har flere drinks, på flere tagterrasser i flere europæiske storbyer. Andre har mindre skam, mere sjov og langt mindre ballade end jeg har i mit liv. I hvert fald når jeg ser dem gennem dig. Jeg forstår at du er et filter, der fjerner usikkerheden, angsten, bumserne og de grimme, slidte jeans. Men eftersom intet i universet forsvinder så dukker de op i mit spejlbillede, som er en samling af mit kæmpestore mindreværd.
Kære Twitter. Også du min søn. I dag vil jeg forsøge at huske at tage min rustning af og lægge min lanse i våbenhuset, så du nemmere kan myrde mig midt i mediemøllens snurrende opmærksomhedskrig. Jeg skal gøre mit bedste for at minde mig om at det er mennesker og ikke meningsmaskiner, som jeg møder på din platform. På trods af jeg ved, de fleste er der for at vifte deres gennemtyggede piber i mit fjæs og få evigt ret.
Politikere leder efter limen på taburetten og skaber fællesskabets fælles fjender for fire år mere. Journalister råber: Spil mig! — og løber med bolden mod endnu et clickbaitet monster af et selvmål. Jeg tænker hashtag rend mig i fucking røven med al jeres tilstræbte vigtighed og grib så en kost og fej for alle døre før I skriver et ord mere. Der er faktisk folk, der har et arbejde, der er et arbejde og vi kan ikke hele tiden være jeres publikum, når I ikke gider gøre jer umage med fortællingen.
Kære Internet. I dag vil jeg huske at du er en mulighed for at lære, hvis jeg er åben for at forstå. At du for det meste er en digitalisering og dermed distancering af en af mine menneskelige kernekompetencer, sociale relationer. At du er en indskudt barriere, som stiller større krav til mit udtryk og til at vægte og efterbehandle mine indtryk. At vi eksisterede uden dig og din udsøgte algoritme for fake og fallit. Vi byggede denne by og den ved siden af og alle de andre på rock og rul, følelser og fakta, fup og fiduser, fis og falske profeter. Vi kan sagtens snyde, lyve, stille os an og bedrage hinanden uden dig.
Du er en fantastisk konstruktion. I min tjeneste. Til rådighed. Derfor vil jeg huske, kære Internet, at du er et spejl af mig og min menneskelighed. Du er et tomt værktøj, som jeg fylder. Hammeren der bygger et hus eller slår ihjel. Du er i min hule hånd og jeg giver dig dit mål og din mening.
Derfor, kære internet, vil jeg huske, at vende den anden kind til og vise min bedste side.
