Kan en hjemløs byde velkommen hjem?

Engelsk to punds mønt
Han skal have fem minutter uden at blive bedømt. Det er dét mine to pund i huen er. Det er ikke endnu en øl eller en joint. Det er en pause fra fordømmelserne.

På det seneste har der boet en hjemløs gut i min gade. Det er mærkværdigt. Ikke fordi han bor på gaden, for det gør en del danskere selvom det nærmest er en voldtægt af det danske system. Men jeg forstår ham på en måde godt. Jeg ved ikke hvorfor han har valgt det, men i ganske korte perioder i mit liv kunne det også have gået den vej. Det er kun tilfælde, skæbne og banale heldigheder, der gør at jeg ikke har delt samme skæbne. Så jeg forstår ham. Uden at fatte en brik. Heldigvis.

Så er der det der med at han er flyttet ind. Det stråler ud af ham. Nu bor han her. Der er noget hyggeligt og samtidig grusomt over at han bor i gaden. Jeg bor på første sal i en midtby-gågade, hvor jeg ofte vågner om natten fordi der er slagsmål og andre elendigheder som knytter sig til et gå-i-byen-kvarter. Jeg har endda været på gaden klokken tre om natten for at slukke en containerbrand. Men han sover tilsyneladende godt foran Telenor-butikken, på sine to madrasser og under sit tæppe i sin sovepose. Han ligger helt inde ved vinduet, hvor sneen ikke når ind og måske er det godt nok. Det lader ikke til at forstyrre ham synderligt, at der er flere minusgraders frost. Han ligger og sover trygt ved titiden, når jeg kommer hjem.

For mange år siden lærte jeg en direkte lektie omkring min bedrefølelse og hjemløshed. Det var mens jeg boede i London. I en periode boede jeg på kanten af Notting Hill. På den modsatte side af gaden lå en døgnkiosk. Udenfor havde en hjemløs slået sig ned. Han tiggede på alle tider af døgnet. Enten vågen med skilt og hue, eller også sovende med blinkende lampe i huen. Så banalt var det.

En tilfældig aften kom jeg hjem efter endnu en festlig aften. Jeg var i tyverne og havde både indtægt og ungdom til at klare både værtshus og job på samme døgn. Og så havde jeg store armbevægelser. Om ikke andet på indersiden af hovedet. Så i mit kæmpestore overskud tænker jeg, at en god gerning er på plads. Så jeg køber en sandwich og en vand til manden.

Det næste jeg oplever er at han kaster sandwichen ned på gaden og sviner mig til. Jeg tror aldrig jeg har fået en mere fortjent skideballe. Han gider sgu da ikke æde en fucking sandwich og hvorfor skulle han det? I sekundet slår skammen mig, hvem fanden er jeg til at vurdere hvad han har brug for og hvornår? Der står en nogenogtyveårig dum, dansk dreng og foregiver at være vide hvad han behøver. Dér lærte jeg en lektie. Jeg skal ikke vurdere andre mennesker eller deres behov. Slaveriet er ophørt. Den hvide mand er stemt hjem. Jeg behøver ikke give ham noget, men hvis jeg gør, skal det fandeme være noget han kan bruge. Noget han kan veksle til omgående befrielse af de behov han finder mest påtrængende. Og det skal komme uden den overlegne attitude.

Han skal selvfølgelig have penge. Penge han kan veksle til præcis det, der giver ham den korte og købte befrielse, der gør at han lever på gaden. Resten af vores verden lever i en kapitalistisk verden, hvor du selv bestemmer hvad du gør med dine penge. Jesus Christ. Han skal sgu da ikke have mit krøllede og selsvmarte bud på et godt liv. Han skal have fem minutter uden at blive bedømt. Det er dét mine to pund i huen er. Det er ikke endnu en øl eller en joint. Det er en pause fra fordømmelserne. Penge, som en tydeligvis voksen mand kan bruge til det han mener, han har brug for. Uden min bedrevidende smartrøvs-attitude. Ellers kan jeg bare lade være at give manden noget.

Jeg vil gerne smide yderligere tyve kroner i en anden samfundshat, der tilbyder manden en vej ud, hvis han selv vælger det. Men de tyve huekroner, som jeg smider på gågaden skal ikke komme med en klausul eller et bedrevidende blink med øjet. Så trænet af fortiden hilser jeg på den hjemløse mand, der er flyttet ind på vores gade. Hvis han altså ikke er i samtale med en af de andre beboere eller folk på vej i byen. Jeg smider ind i mellem en tyver. Ind i mellem spørger jeg også om han har brug for et par handsker eller gider spise en kage og så får han det jeg har med. Foreløbigt har han sagt ja til både handsker og kage. Men han får også en tyver. For jeg skal aldrig pisse på en voksen mand igen. Ligegyldigt, hvilket liv han har valgt at leve.

Og så er der, sjovt nok, noget rigtig hyggeligt ved at han er der og umærkeligt hilser mig velkommen hjem. Selvom jeg langtfra er misundelig på hans liv, gør han faktisk mit en smule bedre.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.