Kongspiration

Billede af netværk med ordet Kongspiration skrevet på
Det er lige præcis det, de vil have du skal tro!
Det er præcis det de vil have du skal tro!

Hey, min mobil er løbet tør for strøm, du kan vel ikke sige mig hvad klokken er?

Nej, det kan jeg ikke.

OK, er din mobil også løbet tør for strøm?

Nej, jeg har ikke en mobil - jeg er jo ikke tosset, vel!

Det er ellers sjældent man møder en, der ikke har en mobil!

Det er præcis det, de gerne vil have dig til at tro! Men vi er faktisk mange, der har gennemskuet den store konspiration. Jeg skal ikke følges på en skærm af Forsvarets Efterretningstjeneste, mens de langsomt stjæler min hjerne med ulækre 5G stråler!

Jeg synes nu ellers det er meget praktisk med en mobil, så kan man snakke og tage billeder og skrive på Facebook

FACEBOOK?! Er du sindssyg menneske? FACEBOOK? Ved du ikke, at Mark Zuckerberg sidder og kigger alle dine beskeder igennem og lækker dem til russerne?

Øh, nej. Det var jeg ikke klar over. Han må alligevel have pæn travlt, hvis han skal sidde og se alle de…

Det er lige præcis det han gerne vil have dig til at tro! Men han har ikke travlt, det har politikerne til gengæld, som skjuler det faktum, at der lever rumvæsener på jorden. Se ham buschaufføren der, han kunne være et rumvæsen, der bare sidder og venter på at paralysere en passager og skyde sin tunge ind gennem øret og suge hans hjerne ud!

Ja, han kunne godt se lidt fraværende ud, det har du ret….

Ret! Det er præcis det er vil have du skal tro. At du har ret. Men du har ingen rettigheder når første det hemmelige politi rykker ud og tager dig med til et underjordisk fængsel, hvor du bliver tvunget gennem en række “vaccinationer”, som i virkeligheden er mikrochip, der bliver sprøjtet direkte ind i din blodbane og pjasker rundt i din krop, som småbitte onde ubåde.

Æh, det hemmelige politi? Dem har jeg aldrig hørt om!

Nej, præcis! Kan du se mønstret?

Altså det kunne jo også være at jeg ikke har hørt om dem, fordi de ikke findes?

Det er præcis det de gerne vil have, du skal tro! På samme måde, som du aldrig har hørt om Hitler der er sprællevende i Argentina og naziborgen på den anden side af månen, så er kodeordet her “hemmelig”! Men vi er heldigvis en række vågne borgere, som har gennemskuet den store konspiration! Jeg skal ikke bortføres af en UFO bare for at der kan sidde rumvæsener i Folketinget.

Rumvæsener i folketinget?

Ja, prøv lige at se dem for dig!

Nåja, ja. Det kan jeg egentlig godt se!

Det er lige præcis det de gerne vil have du skal tro! Der er ingen rumvæsner i Folketinget. Det er zombier, der bare venter på at komme hjem til dig og leve af dine indre organer, som en slags sugebyld, der bare sidder og trækker livet langsomt ud af dig.

Hold da ferie, der er alligevel en del som du går og tænker over

Ja, tænker. Det er præcis det de gerne vil have du skal tro. At du tænker. Har en fri vilje. Bestemmer over dit liv. Men vi er heldigvis en række vågne borgere, der har gennemskuet den konspiration. Du tror du har en fri vilje, fordi du ikke har et valg! Forstår du? Dine tanker er bare beskeder der bliver sendt via alle de satellitter, der svæver rundt deroppe!

Men prøv lige at vente, altså hvis alle vores tanker er bestemt, hvorfor har I “vågne borgere”, så fået lov til at tænke det? Ville det ikke være meget nemmere, hvis I ikke tænkte det?

…. æh…. Det er præcis det de vil have du skal tro! At vi kan gennemskue konspirationer, så vi ikke gennemskuer konspirationer. Kan du set det? Nu giver det hele mening! Sådan kan de skjule for os at jorden faktisk er flad!

Altså det synes jeg egentlig ikke rigtig det gør. Hvorfor skulle man skjule at jorden er flad og hvorfor skulle jorden være den eneste planet i universet, der er flad, når alle andre er runde?

Meeeeen det er jo præcis det de vil have du skal tro! At der ikke er en konspiration fordi den ikke giver mening! “Uh, vi skjuler at jorden er flad fordi det ikke giver mening, at jorden er flad!”. Kan du se det? De kan ikke forklare det og derfor - DERFOR - skjuler de at jorden er flad. De er bange for kaos og revolution, hvis vi opdager, at jorden er flad.

Men hvorfor skulle der blive kaos, hvis jorden er flad? Er det ikke komplet ligegyldigt om den er flad eller rund?

Det er PRÆCIS det de vil have dig til at tro! At forskellen på flad og rund er lige meget! Men vi er heldigvis en gruppe vågne borgere, der har gennemskuet denne konspiration og vi ved, der er forskel på flad og rund og at sandheden bliver skjult for os!

Nu vi taler om jorden. Jeg mødte faktisk en forleden, der havde en fascinerende tanke. Han troede på, at alle vores vindmøller ikke lavede strøm ud af vind, men faktisk brugte vingerne til at skubbe jorden rundt og manøvrere den rundt i universet.

Vindmøller! Skubbe jorden rundt? Det er jo helt idiotisk at tro på.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.