Radikale overvejer at trække sig som støtteparti efter at have set kulturministerens bolig.

“Dette kan vi ikke stå model til. Her kræver vi omgående forandring. Vi kan ikke være støtteparti for et sådant rod og miskmask af billige materialer og fantasiløs formgivning”, siger Thor Hauge, formand for Radikale i Danmark, der har set billeder af kulturminister Joy Mogensens bolig på en ejendomsmæglerside og nu kræver omgående handling fra socialdemokratisk side.

“Jeg blev meget chokeret da jeg så Joy Mogensens hjem. Jeg følte mine øjne havde danset med Morten Østergaard til en sommerfest”, fortsætter Thor Hauge, der måtte gå direkte hjem og lytte til Joao Gilberto en hel weekend for at få nerverne i ro. “Jeg lyttede også til Kenny Burrell på et tidspunkt lørdag eftermiddag, hvor jeg troede at mine nerver var faldet til ro, men dér var jeg så bare slet ikke. Jeg endte så eksalteret inden vinylen skulle vendes, at jeg var tæt på at tage et glas portvin” fortæller en tydeligt rystet Thor Hauge.

Flere danske kulturpersonligheder har ikke kunnet tro deres egne øjne efter at have set Joy Mogensens hjem. Kunstnerisk leder af Mimeren, Line Olsen, har simpelthen svært ved at finde ord. Det samme gælder dog ikke formand for Lokalspillene i Spøttrup, Frederik Ibsen.

“Tænk på hvordan minkavlerne er tvunget til at rive de fine små hjem ned, som de møjsommeligt opbyggede og vedligeholdt omhyggeligt til dyrene. Og så kan hun få lov at bo sådan! Det kan 20 milliarder bare ikke sådan lige rette op på. Hvis de tror de har købt vores tavshed for småpenge og judasmønt, så tror de løgn!”, siger Frederik Ibsen, før en engelsktalende advokat fra Guernsey trækker ham bort.

Miséren opstod da Joy Mogensen ønskede at sælge sit hjem og derfor optrådte billederne på et digitalt salgsopslag, der endte med at blive delt mellem mange tusinde mennesker i den såkaldte kreative industri i Danmark.

Indretningsarkitekt Pedro Munksgaard er en af de få, der ikke har videresendt linket til andre. “Jeg er jo tidligere dømt for at dele billeder på internettet og der blev jeg simpelthen i tvivl om disse var lovlige. Deres karaktér faldt mig så grov, at jeg ikke turde. Jeg forstår at hun har brugt en finsk indretningsarkitekt, der går under navnet Ilva og en svensk møbelsnedker kaldet Ikea, jeg kender ikke disse mennesker, men jeg kan jo se deres talent er begrænset og deres materialevalg direkte tarveligt. Det ligner jo noget, der er samlet i storskralderummet i en socialdemokratisk boligforening på Vestegnen!”.

Statsminister Mette Frederiksen har valgt at afbryde forhandlinger om genåbningen af Danmark og distributionen af vacciner, for at fokusere udelukkende på denne sag i de kommende dage. “Ministrenes private hjem er ikke direkte nævnt i det forståelsespapir vi har med regeringens støttepartier, men jeg kan godt se og forstå Radikales behov for hurtigt at lægge afstand til ministerens indretningsvalg. Jeg har bedt Dan Jørgensen tage kontakt til Joy. Vi så alle, hvordan et rustikt køkken og fokus på sin bogsamling kan hjælpe selv en mand som Dan til at score væsentligt op. Jeg er overbevist om, at han kan hjælpe Joy på plads med sine erfaringer”, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Thomas Blachman. Han er desværre ikke færdig med at tale ved redaktionens slutning.

*Den ovenstående tekst er satire.