KUNSTig intelligens

Forskellige billeder af bier, der kører på motorcykel frembragt af en kunstig intelligens
Mand og maskines bud på bi og maskine. 

Som trold ud af en sort æske fyldt med formler, sprang den visuelle AI ud i år. Fra at være en raritet blev vores sociale mediestrømme pludselig fyldt med kunst, der tydeligt havde kvalitet, men ikke en klar afsender.

Spørgsmålene er de klassiske, hver gang vi bliver udfordret på forståelsen af de muligheder, vi har til rådighed. Et af de første er: Men hvad kan vi bruge det til? Svaret er også en gentagelse: Det vil tiden vise.

"Det kommer til at forandre måden som vi i fremtiden vil opleve verden", siger art director og designer Troels Berg, som er den person i min private og professionelle kreds, der har dedikeret mest tid og vilje til at udforske proces, muligheder og den kunstige intelligens evner.

Jeg er sikker på Troels har ret. For er der en ting vi har lært af fortiden er, at fremtiden ikke er statisk og altid udvikler sig på en måde, vi ikke kan forudsige. Du kan læse meget mere om Troels Bergs erfaringer og indsigter med Midjourney ved at klikke her.

Prompt engineering

Måske handler dette slet ikke om visuelle artisterier, men snarere om at vænne sig til at tale med en maskine, der er klogere end de maskiner vi er vant til. Da jeg gik til EDB på Ungdomsskolen i 1987, lærte vi at kode for at skabe et præcist resultat. Vi lærte at udtrykke os i meget specifikke vendinger og dermed styre maskinen til at give os lige netop det vi forventede. Men dermed kunne vi heller aldrig få mere end vi kunne forestille os.

Sådan taler man ikke til - eller med - Midjourney og Dall-E, som er de to store systemer indenfor kunstig visuel skaberkraft lige nu, med en masse nye systemer på vej. Vi er vant til at computere er store regnemaskiner, der hjælper os til det rette svar. Nu skal vi til at skabe en ny relation med vores værktøj. En der ligner den, der findes mellem mennesker.

"Jeg oplever egentlig ikke, at det er de endelige resultater der fascinerer mig mest, selv om billederne i sig selv kan være ret fantastiske. Det er mere vejen derhen, der giver mig det største kick. Det med, at der opstår en idé i hovedet, der omsættes til en beskrivende sætning… allerede dér er man ude i noget nyt", uddyber Troels Berg.

Det kaldes prompt engineering. Det at skabe noget ved at give en kunstig intelligens et arbejdsrum med retning og ønsker. F.eks. skriver Troels Berg prompten: "An Explorer Inside an enormous Ice Cave + a scientist studies an Enormous Frozen Creature encased in the ice + translucent, inner illumination, cinematic lighting, volumetric, low-lying dry ice + blur bokeh defocus dof. --w 1024 --h 1792" og langsomt dukker dette billede op i højere og højere opløsning.

Et billede af en hule skabt på Midjourney

En fake fornemmelse

Den største indsigt jeg personligt har fået ud af et kig ind i denne nye visuelle verden er, hvor nemt vores hjerne kan spotte fejl og mangler når en kunstig visuel intelligens forsøger at skabe noget fotorealistisk. Der skal utrolig lidt til før det føles fake. Men hvor meget hjernen tilgiver og leger med så snart det er et kunstnerisk udtryk, hvor hjernen kan være med til at fortælle billedet.

Mike, der er en engelsk Youtuber under kanalnavnet Atomic Shrimp, har lavet en interessant video med de forskellige platforme, der arbejder med kunstig visuel intelligens. Her kan man tydelig se hvor meget realisme, der skal til og hvor lidt fantasi der skal vækkes, før vi er tilfredse.

Variationen af den oplevede kvalitet er kæmpe stor og det samme kvaliteten af resultaterne. I den træder forskellen mellem de billeder, som vi stempler som fake og dem vi selv er medfortællere på, helt klart frem.

Vil du dykke ned i Midjourney så klik og læs med når Troels Berg med egne ord fortæller om oplevelsen, mulighederne og rammerne.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.