Make it pop
Gerry er en alkoholiseret skotsk musiker, der går rundt i Londons gader, med vreden frådende i sindet og raseriet uden på tøjet. I tre år tager han toget mellem sin hjemby Paisley i Skotland og London, for at mødes med advokater, der skal forsøge at løse ham fra hans gamle bands juridisk bindende aftaler.
Aftenerne og nætterne i London bruger han siddende på gulvet, sammen med den kammerat han sover hos, på snak og guitarspil. Og druk. Det er ikke nogen hemmelighed, at Gerry drikker meget. I hans første store hit lyder dele af teksten: "I'm so scared in case I fall off my chair. And I'm wondering how I'll get down the stairs".
Som Gerrys senere og største solohit, har de to sange noget tilfælles. Dels at de bliver gigantiske radiohits og dels, at de lyder easygoing, mens teksten er bundsort og historien uglamorøs. Gerry har længe haft et anstrengt samarbejde med skolevennen Joe, som han har bandet med.
Gerry har endda forladt deres fælles band, men da deres sang bliver nummer 6 i USA, nummer 8 i England og singlen i lynets hast sælger en million eksemplarer bliver han i tvivl. Guldpladen lokker Gerry. Også med på den kommende turné, samtidig med at de øvrige medlemmer, undtagen Joe og Gerry, forlader bandet.
Han skulle ikke været gået tilbage. Joe og Gerry er en rådden kombi. Bandet går i opløsning og tre års juristerier går igang. Bare fordi menneskene i et band ikke gider spille sammen længere, har de stadig stadig lovet et pladeselskab og en koncertbooker, at spille. Og dén dansende bjørn vil have sit violinspil til den lyse morgen.
Joe Egan og Gerry Rafferty havde sammen skrevet Stealers Wheel hittet "Stuck in the middle with you". På sin vis en profetisk sang. Da de går fra hinanden kan ingen af dem udgive musik i 3 år, mens advokater forsøger at løse den knude de efterlader.
Clowns to the left of me
Jokers to the right
Here I am stuck in the middle with you
Det kræver daglange møder med advokater. Som kræver at Gerry tager toget fra Paisley i Skotland til London. Og overnatter hos en unavngiven kammerat, der har en lille lejlighed i Baker Street.
Winding your way down on Baker Street
Light in your head and dead on your feet
Well, another crazy day
You'll drink the night away
And forget about everything
Kan du høre saxofonen? Gerry Rafferty er en af de kunstnere, som kunne have haft en langt større karriere. Men, som han beskrives, blev ekspert i at sabotere sig selv og sine muligheder. Hans datter Martha beskriver ham som introvert, formodentligt lidende af bipolar lidelse og helt sikkert angst. Med alkohol som den eneste måde en minearbejders søn fra Skotland kender, som umiddelbar bedøvelse og overlevelse. Misbrugeren er sjældent misbruget og omvendt.
Gerry kæmper sig gennem livet og drikker sig ihjel. Han dør af leversvigt i 2011. Inden da skriver han en af verdens mest kendte sange, med et af verdens mest kendte riff. Der gør at salget af saxofoner stiger og det samme gør lyden af saxofoner i musik og film. I mange år efter. Selv da Family Guy introducerer idéen om telefonsax, spøger Gerrys riff. Men det vildeste er, at denne skotske rockmusiker, med rødder i folkemusikken, bliver en af de store stemmer i diskobølgen.
On the air
Da jeg begyndte som frivillig radiovært, var der to ting en radiostation kunne gøre for at vinde over de andre radiostationer. Den kunne mætte signalet, så stationen lød fyldigere og så kunne den lyde friskere end de andre. Det anede vi intet om på den lillebitte lokale radiostation, som jeg var så heldig ville have en 14 årig som radiovært.
Da jeg senere blev professionel radiovært, hørte jeg om de hemmelige tricks. Det ene ulovligt, fordi bærebølgen udvidede sig jo mere vi fyldte i den og derfor fyldte mere på fm-båndet end den burde. Det andet, tjah. Ikke mere ulovligt end hvem, der var villig til at bryde puritanismen mest. Var min logik.
Fra det øjeblik jeg lærte sandheden om friskheden var jeg på. Alt jeg spillede, i radioen eller som DJ, var speedet 1% op. ALT. Om det kom fra en cd eller pladespiller, så kom det ikke ud af mine kolde hænder uden at blive pitchet. Jeg skulle IKKE være den kedelige DJ! Uanset hvor jeg spillede så startede mit beat en procent over alle andres.
Men jeg var langt fra den første til det bord. Det viser sig, at det er sket al den tid, hvor nogen har kæmpet for andres opmærksomhed musikalsk. Der er skruet på tempoet. Og derfor er Gerry Raffertys sang ikke en skotsk rocksang, der hylder de subsistensløse, men et verdensomspændende diskohit!
Muligheden for at tage en indspilning og få den til at poppe ud af pappet er grebet så mange gange, at vi bogstaveligt talt er vokset op med musik i ørerne, der er hurtigere end det blev indspillet.
Eksemplerne er mange gennem tiden. Tramps Disco Inferno. Aretha Franklins Whos Zoomin´ Who. Selv Janet Jacksons Rythm Nation, der ikke kun fik et mere dansabelt beat, men også en basgang, der smadrede visse typer harddiske, da den blev speedet op til pop. Og det er årsagen til, at der stadig er visse områder af skalaen, som du aldrig vil høre fra en højtaler i en laptop.
Fanger det opmærksomheden?
Inden vi dømmer den amerikanske pladebranche som ugenerte tempotosser, så er det værd at vide, at det er en gammel praksis. Historisk har nogle af datidens symfoniorkestre stemt en smule lysere og spillet værkerne en kende hurtigere, for at sætte mere gang i en koncert og lyde bedre end nabobyens orkester. Uden skam.
Så allerede før vi kunne indfange musikken elektronisk forsøgte orkestrene at fange vores opmærksomhed. Ved at være lidt mere end de andre. Præcis som når vi behandler et billede til Instagram eller anretter den mad vi serverer. Det skal poppe, så det bliver set og hørt.
Det han skulle gøre for hans musik blev hørt, var den primære årsag til Gerry Rafferty blev berømt for at notorisk sabotere sin egen karriere. Han ville simpelthen ikke.
Mens han besøgte pladeselskaber for at få udgivet City To City, blev hans manager ringet op af en engelsk pladeselskabsdirektør, som Gerry havde mødtes med. "Han sidder og siger, at han aldrig vil gøre noget for at promovere albummet, han vil ikke spille i et band og han vil ikke på turné. Det eneste han vil er, at skrive sange til sin datter", siger direktøren vredt og afslutter samtalen med beskeden om, at han aldrig vil skrive en kontrakt med Gerry om noget som helst. Sådan fortsætter det. Selskab efter selskab.
Indtil manageren møder en travl amerikansk pladeselskabsdirektør, der skal nå et fly. Hans tilbud er simpelt. "Hvis jeg skal høre demoen får du USD 50.000,- i forskud og hvis jeg kan blive fri får du USD 75.000,-". Gerry Rafferty fik sin pladekontrakt fordi han ikke skulle mødes med den musikindustri, som han så klart foragtede.
Derfor udkom han i USA, hvor selskaberne var kendt for at gøre lidt mere for at få deres kunstnere frem. Derfor blev han nummer 1 og kendt for en sang, der er kendt for, at være lidt hurtigere end den blev indspillet. For at få den til at poppe. Fire dage før han dør, kun 63 år gammel, siger han "What does it profit a man if he gains the whole world, but loses his own soul?".
Det eneste han ville, var at skrive sange til datteren Martha. Hun kan stadig ikke holde ud at høre Baker Street, fordi hun ved hvad den sang gjorde ved hendes far. Godt ti år efter hans død har hun kurateret hans musikalske arv på et nyt website.
Ved Gerry Raffertys begravelse sang Martha Rafferty og fire andre familiemedlemmer Gerrys sang Whatever´s Written In Your Heart ved hans kiste. Sådan en sang kan man ikke skrive, hvis man har mistet sin sjæl.
Nu er vi 33 der modtager Ugens Inspiration. Jeg vil så gerne have at vi er lidt flere, så del inspirationen med nogen, du mener kan have glæde af det og husk at abonnere selv, hvis du ikke allerede er på listen.
Klik her og gør det nu.
Hilsner Patrick
