Månelandingens fantastiske historie

Astronaut og Lunar Module pilot Buzz Aldrin arbejder på månen i forbindelse med Apollo 11 missionen
Astronauten Buzz Aldrin arbejder på månen i forbindelse med Apollo 11 missionen. Fotocredit: NASA

Som så mange andre har jeg en kæmpe fascination af rummet - men særlig rumfart. Som min gamle ven Svend J altid siger: Alt med rummet er sejt! Og det er det. Men særlig rumfart, for det kræver alt vi kan som mennesker at lykkes i rummet. Fra det det kræver at løfte os fri af tyngdekraften til det at udvikle og opretholde alle de essentielle funktioner for livet, så uendeligt langt væk fra de optimale betingelser.

Her kan du se historien om månelandingen som video

20. juli 2019 var det 50 år siden det første menneske stod på månens overflade - det foreløbige højdepunkt for rumfarten og måske for menneskehedens evne til at tilpasse sig og løse stærkt komplicerede opgaver.

John F Kennedys målsætning om at lande et menneske på månen og bringe det sikkert tilbage til jorden indenfor mindre end et årti var ambitiøs og perfekt til tiden - men kom ikke af ingenting. Tværtimod.

Det hele begyndte 4. oktober 1957. Amerikanerne havde gennem længere tid bygget på deres første satellit, den hed Vanguard og de var sikre på at de var langt foran Sovjetunionen, når det kom til rumfart.

Det var de ikke. 4. oktober 1957 sendte sovjetunionen Sputnik i kredsløb om jorden. Den 83 kilo tunge satellit rejste med 29.000 km i timen rundt om jorden og sendte radiosignaler, som enhver radioamatør kunne modtage. Amerikanerne var i chok. Ikke på grund af satelitten, men på grund af raketten der løfter den op i rummet. Det er basalt set et interkontinentalt missil, der lige så godt kunne have båret en atombombe til USA. Sovjet havde ikke sovet i timen og amerikanerne var taget på sengen.

Alle ved instinktivt at rumteknologi og særligt missiler bliver det der vinder den næste verdenskrig og nu passerer Sputnik 16 gange over USA - i døgnet.

Amerikanerne går en smule i panik og speeder deres Vanguard projekt op - de kan ikke være først, men de vil være med. Det er de bare slet ikke - bare en måned senere, d. 3. november 1957 sender sovjet deres næste satellit i kredsløb og denne gang er der et levende væsen med. Hunden Laika sender telemetriske og biometriske data ned til jorden i et kvarter for hvert omløb - og amerikanerne er nu fuldstændig slået i det rumkapløb der kun lige var ved at begynde.

Panikken breder sig. 6. dec. 1957 forsøger USA sig med deres første satellit - den hedder Vanguard TV 3 for test vehicle 3. Og hvis du tænkte at amerikanerne havde en fiasko på hænderne, så er det intet i forhold til efter affyringen. Raketten løfter sig lidt over en meter over jorden, bryder sammen og eksploderer. Projektet får tilnavnet Flopnik og Kaputnik - og sætningen: “Aldrig har USAs prestige været lavere end denne dag”, bliver sagt og sendt af amerikanske journalister.

En af de allervæsentligste beslutninger omkring amerikansk rumfart blev taget i tiden efter den forfejlede Vanguard affyring. Rumfart var noget, der udvikledes og blev drevet af flåden og luftvåbnet.  Nu stod det tydeligt for enhver at man skulle tage krigstestostoronen ud af rumfart og få nogle ingeniører på banen. Som konsekvens oprettede man NASA - National Aeronautics and Space Administration. Og så sparkede man ellers sit vigtigste aktiv i gang.

Da det i foråret 1945 var tydeligt for enhver at tyskland ville tabe 2. verdenskrig tog den tyske raketudvikler bag V2 raketten, Verner Von Braun, en rask beslutning. Sammen med en gruppe af sine nærmest snød, løj og flygtede, så han kunne overgive sig til amerikanerne fremfor russerne.

Hele operation Paperclip, som er en amerikansk aktion, hvor de henter hundredevis af tyske videnskabsfolk og bringer dem til USA for at arbejde for den amerikanske regering er i sig selv en historie, der er værd at kigge ned i - men det bliver ikke i dag. I dag er vi helt på månen.

Von Braun har i perioden fra han ankom til 1958 kun lov til at fortælle amerikanske forskere om V2 programmet. Han udgiver en række artikler om mulighederne i rumrakketter, men overhøres og bliver ikke brugt til nyudvikling. Men sovjetisk succes forandrer hans muligheder fuldstændigt. Verner Von Braun får nu 2 måneder til at få USAs første satellit i kredsløb. Det lykkes. Den hed Explorer 1, men løser dog langtfra USAs rumproblemer.

Russerne var først med en satellit, de kommer først med et levende væsen, der overlever affyringen og de kommer også først med at bringe rotter, mus og hunde levende tilbage til jorden. Nu er der kun en ting, som amerikanerne kan komme først med. Nemlig at sende et menneske ud i rummet og bringe det sikkert tilbage til jorden.

USA satser på raketprogrammet Mercury, sender først en abe og dernæst en chimpanse i rummet og sikkert retur - og så udvælger de 7 mand, der træner til at blive astronauter. De præsenteres under stor opmærksomhed og alle sejl er sat mod rumsucces.

En svag optimisme lurer, som dog bliver knust da Sovjet sender Yuri Gagarin rundt om jorden og ud i rummet, som det første menneske nogensinde d. 12. april 1961. Mindre end en måned efter sender USA den første amerikaner i rummet. Alan Shepard flyver rumkapslen Freedom 7 rundt om og derefter tilbage til jorden. Men rumkapløbet var tabt - sovjet kom først med alting. Eller var det virkelig?

Det skulle kræve en helt særlig politisk hjerne og en drøngod kvart dansk taleskriver, at blive ikke blot vinderne af det tabte rumkapløb - men også ejerne af rummet i rummet.

Ugen efter Alan Shepard havde turneret jordkloden og vendt tilbage i god stil, stod USAs 35 præsident, John F Kennedy, foran kongressen og fortalte at han ønskede at sende mennesket til månen og returnere dem sikkert. Der var en bunke ballade omkring finansieringen og Gallup målte at 58% af amerikanerne var imod projektet, men det springer vi over og går direkte videre til selve hovedhistorien, hvordan vi opnåede et lille skridt for mennesket, som samtidig var et kæmpe spring for menneskeheden.

Året efter holdt Kennedy en tale, som er skrevet ind i vores fælles historie. Talen blev holdt 12. september 1962 i Houston, Texas, på et stadion, hvor 40.000 amerikanere var samlet. “Vi vælger at rejse til månen i dette årti - ikke fordi det er let, men fordi det er svært”, sagde han og fortsatte: “fordi det mål vil samle vore energi og evner, fordi den udfordring er vi villige til at tage, uvillige til at udsætte og en vi vil vinde!”. Talen var forøvrigt skrevet af Ted Sorensen, der havde en halvt dansk far og senere skrev Kennedys biografi.

Kennedy havde inden da bedt vicepræsident Lyndon B Johnson, om at finde ud af hvad der var mest sandsynligt, USA kunne gøre før Sovjet. Oprette et laboratorium i rummet, lade et menneske være i kredsløb om månen eller lande et menneske på månen. NASA nye chef James E. Webb, sagde at det eneste sandsynlige var at lande og returnere mennesker fra vores måne. Det nikkede bl.a. Verner Von Braun til og så blev det projektet.

Som en ret interessant fodnote forsøgte Kennedy faktisk at overtale først Nikita Khrushchev og senere FN til at gøre dette til en fælles mission, men det projekt døde sammen med Kennedy da han blev skudt i 1963. Det der stod tilbage var at Kennedy ønskede at rumfart skulle demilitariseres og være noget verden gjorde sammen. Et fokus, der stadig findes i dag.

Rumprogrammet Apollo blev resultatet og løfteraketterne hed Saturn. Et løfteraketsystem, som Verner Von Braun udviklede og byggede sammen med det amerikanske flyselskab Boeing, IBM, Douglas Aircraft OG sammen med gamle tyske kolleger fra V2-Peenemundetiden. Da Apollo månelandingen var mest udfoldet arbejdede over 375.000 mennesker på kun det. 375.000! Utallige gange kan man høre Neil Armstrong sige, at det muligvis var ham der først gik på månen, men at det var et job, der krævede alt af 400.000 medarbejdere og det var deres teamwork, der gjorde det hele muligt.

Hvad er et rumprogram?

Inden vi går videre skal vi have styr på metode og systematik omkring amerikansk rumfart.

Et rumfartsprogram har et mål - et overordnet formål med de systemer og værktøjer, der udvikles og produceres til enhver mission. Hver mission har oftest et formål, der tjener det højere formål for hele rumfartsprogrammet.

F.eks. havde rumfartsprogrammet Mercury det formål at bringe et menneske i kredsløb om jorden og sikkert tilbage, så man kunne lære mere om mennesket i rummet. Derfor var der altid kun et sæde i Mercuryprogrammet.

Geminiprogrammet havde det formål at lære, hvordan man arbejder i rummet. Man ville lære hvordan man sætter rumfartøjer sammen, ændrer kurs, laver rumvandringer, så man kunne forberede at løse mere detaljerede og udfordrende opgaver i rummet. Derfor var der to sæder i Geminiprogrammet.

Apollo havde det mål, at bringe mennesket til månen og sikkert tilbage. Fordi man vidste at det ville kræve to mand i det modul, der skulle lande på månen og en mand tilbage i kredsløb om månen, havde det tre sæder.

Men dybest set er Apollo er et rumfartsprogram - altså et koncept, som bruger forskellig teknik - f.eks. familien af løfteraketter, der blev kaldt Saturn. Saturnraketterne havde Verner Von Braun som idémand og udvikler - og han er blevet kaldt faderen til USAs månelanding. Uden Verners raketviden ville intet være som det blev.

Raketten de endte med at udvikle kaldte de Saturn 5 og den havde tre trin. Først nogle  voldsomme motorer og tanke til flydende brændstof, som løftede raketten fri af tyngdekraften. Derefter nogle lidt finere motorer og mindre brændstoftanke, som bragte raketten op i de rette kredsløb og så nogle styre- og justeringsmotorer, der kunne bruges til at sætte en ekspedition på plads i rummet, i dette tredie trin var også selve styringen og computeren, som skulle bruges hele vejen - også tilbage.

Der er ikke mindre end 3 Apollo-missioner, som har skrevet sig lidt dybere ind i historien end andre rummissioner. Nemlig Apollo 8, som juleaften 1968 sender det i dag ikoniske billede af den ensomme blå planet i det mørke rum delvist skjult bag månens horisontlinie. Det var astronauten Bill Anders der tog dette ikoniske fotografi.

Og så selvfølgelig Apollo 11 - der landede mennesket på månen og bragte det sikkert tilbage 20 juli 1969. Med en god margen på et halvt år indenfor Kennedys legendariske tidsramme.

Det øjeblik hvor først Neil Armstrong, en usædvanlig dygtig og hårdtarbejdende mand, der fik sit første flycertifikat som bare 16 årig - og forøvrigt før han lærte at køre bil - og Buzz Aldrin, som skægt nok havde en mor, hvis efternavn var Moon - satte deres ben på månen var konkurrencen vundet. Første fod på et andet massiv i verdensrummet. Menneskelige spor i det grå sand på det der indtil Sputnik var jordens eneste satellit.

400.000 mennesker og 24 milliarder dollars kostede det at sætte de fodspor. Men værdien er så langtfra opgjort i arbejdstimer og penge. Beviset på at mennesket kan gøre det, der synes allermest umuligt var en gang for alle bevist - og selvom Kennedy ikke selv levede til at opleve månelåndingen, så var hans idé og hans projekt så stærkt at det gennemlevede og overlevede alle indre og ydre forhindringer og opgaver.

Sjældent har noget kastet så meget håb, tro og vovemod ind i verden, som netop idéen om at lande mennesket på månen og bringe det sikkert tilbage til jorden. Sjældent har et projekt, der ikke var krig, kastet så meget af sig til daglig glæde for menneskene på den lille jord, der har fået et helt nyt perspektiv, fordi vi så os selv udefra.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.