On writing

Rød skrivemaskine med seddel med ordene: People like people
Min Brother Deluxe 220

Glæden var helt åndsvag. Absurd og overdreven. Men udsigten til et gensyn og muligheden for at generhverve en Brother Deluxe 220 var ustyrlig. Følelsen var i mig fra bestillingen og boblede næsten over til jeg endelig kunne pakke maskinen ud af bobleplasten.

Af uransagelige årsager ønskede jeg en skrivemaskine til jul da jeg var godt 10 år gammel. Af endnu mere uransagelige årsager fik jeg en. Rød og af mærket Brother. Modellen var en Deluxe 220, som er en rejseskrivemaskine. Den har et sort låg, der klikker ned over hele maskinen og omformer den til taske med håndtag.

Siden har jeg skrevet på hvad som helst. Jeg har en virkelig grim og stor håndskrift, der ikke kan bruges til meget andet end egne noter. Derfor skriver jeg aldrig ting i hånden. Indholdet kan være nok så fint, men uanset den indre kvalitet, så ligner det noget der er skrevet af en, som holder om pennen med hele hånden og skriver med knyttet næve. Det oplevede lixtal styrtdykker på grund af formen.

Jeg tror at det første jeg skrev var en avis, med nyheder fra mit barndomshjem. Hvilket var helårs agurketid, så det droppede jeg igen. Så forsøgte jeg at skrive noget sjov, men det blev plat. Til sidst skrev jeg et åbent brev til mine forældre med mine syn på hvad der kunne forbedres i hjemmet, socialt og i hverdagen, som de fandt på gulvet i køkkenet, fordi det "åbenbart var fløjet forbi skraldespanden", da jeg ville smide det ud.

Derfra faldt noget på plads. Noget om at skrive. Skrive noget, der ikke var en øvelse i form eller formulering, men for min egen skyld. Med tiden lærte jeg at når man tager det private ud og skriver det personlige i stedet, så bliver teksterne almenmenneskelige - og tålelige for andre at læse. Ind i mellem ligefrem brugbare.

Siden har jeg skrevet på alskens taster. Min første computer var en brugt Apple LC II. Jeg har aldrig været for fin til det forhåndenværende. En kæmpe stationær PC uden internetforbindelse, der tog alle mine skriverier med i harddiskdøden. En slidt bærbar TV 2 gav mig til arbejde. En iPad i en snæver vending. En telefon monteret i forruden på bilen, der egentlig skulle være GPS.

Beskederne, noterne, tankerne og teksterne fløjter rundt. De lander på Google Drev, sms, mail og enkelte håndskrevne noter. Der flyder de vuggende rundt indtil de samler sig i helheder, der er tilstrækkelig fokuseret til at udkomme. Eller forsvinder i det evige dataråd, som med tiden æder alle diske.

Siden den røde skrivemaskine i begyndelsen af firserne, har jeg været vidt omkring. Den dyreste maskine jeg har tastet på, kostede tæt på kr. 80.000,-. Men jeg fik aldrig en eneste fornuftig fortælling ud af den. Det fik jeg til gengæld af min skrivemaskine.

Nu har tiden heldigvis taget alt det hvide kopipapir fyldt med blødende sorte bogstaver, der ind i mellem slog igennem papiret. Men det vigtigste er intakt. Nemlig de tusinder af ord der skulle skrives, for at danne grund for dem der skal skrives.

Jeg var tæt på lykkelig da jeg tilfældigt fik tanken og derefter søgte i Den Blå Avis for at finde en Brother Deluxe 220. Til salg. Jeg fandt en der aldrig var brugt. For kr. 80,-. Da jeg endelig, efter forhandling og forsendelse, holdt den i mine hænder, følte jeg en stor samhørighed med og forståelse for de andre mænd, der midt i livet og dødsangsten skaffer sig de objekter, som de fantaserede om som drenge. Den røde Porsche. De dyre fodboldstøvler. Den unge kæreste med den gamle sjæl.

Endelig var vi genforenet. Fyrre år senere. Den røde skrivemaskine og mig.


At blive... ved

Hvis du kun klikker på en ting i denne uges inspiration, så håber jeg, at det bliver dette korte brev fra forfatteren Kurt Vonnegut til en skoleklasse om at blive ved det kreative og kunsten. Ikke for at blive rig, men for at blive.

Skuespilleren Sir Ian McKellen læser Kurt Vonneguts inspirerende brev til en skoleklasse

Hvis du føler dig tålmodig og nysgerrig i dag, så er der en virkelig fin og sjov Kurt Vonnegut-video, hvor han fortæller om fortællingernes typiske struktur. Den findes i en kortere version, hvor han er yngre og lidt hurtigere. Men i denne udgave fortæller han bedre. Og mere.

Ifølge Vonnegut er Hamlet en flad fortælling

Et større søm

En af de store fordele ved at være levende i den tid vi deler med hinanden nu, er at de inspirerende mennesker taler på scener og i videoer, om det de tidligere kun ville dele i breve mellem hinanden.

En hjørnestenene i min personlige forståelse af hvad det er at arbejde med noget kreativt - og at det er et arbejde, er Stephen Kings bog On Writing. En ærlig, nogle gange ekstremt hudløs, fortælling om hvordan han lever med og af at skrive.

De fleste kreative stjerner kommer ikke nemt til noget

Stephen King er inspirerende. Også selvom han fortæller at det hverken er nemt eller ligetil. Man kan se et menneske tale. Være et menneske. På trods af hans enorme status og på trods af det enorme besvær det har kostet ham at skrive sig til den.

Den britiske forfatter George Orwell døde i 1950. Som pennen bag Kammerat Napoleon, som i sin nyeste danske oversættelse hedder Dyregården, og romanen 1984, er han mere end en forfatter. Når en idé eller situation er til fare for et åbent og frit samfund siger vi den er orwellsk. På samme måde som noget er kafkask når det er absurd på en skræmmende måde. Orwell og Kafka er mere end bare forfattere. De er definitioner på noget, som vi kan sætte præcise ord på, i kraft af deres beskrivelser.

Mærkeligt nok findes der findes ikke en optagelse af Orwell. Vi aner ikke hvordan han lød. Talte. Vi ved hvordan han går, fordi der findes nogle sekunders filmoptagelse, hvor han går henover en græsplæne som ung. Men ellers kommer vi aldrig Orwell nærmere end hans skrevne ord. Om det skrevne ord.

Heldigvis kan Orwell det som en god forfatter skal kunne. Gøre noget levende gennem ordene. I dette tilfælde hans eget forfatterarbejde:

"Writing a book is a horrible, exhausting struggle, like a long bout of some painful illness. One would never undertake such a thing if one were not driven on by some demon whom one can neither resist or understand. For all one knows that demon is simply the same instinct that makes a baby squall for attention. And yet it is also true that one can write nothing readable unless one constantly struggles to efface one’s own personality".

Why I Write | The Orwell Foundation
“What I have most wanted to do throughout the past ten years is to make political writing into an art. My starting point is always a feeling of partisanship, a sense of injustice.”

Verden ifølge Irving

En ting, som ofte dukker op blandt de forfattere der beskriver deres baggrund er at lysten til at betragte ting er større end evnen til at deltage i dem. En form for medfødt tilbagetrukkethed og ensomhed, som lægger sig under evnen til at se verden indefra og dermed kunne beskrive den udefra.

John Irving om den nødvendige ensomhed

En fugl ad gangen

Jeg har aldrig læst noget Anne Lamott har skrevet, der ikke handler om at skrive. Hvilket egentlig er lidt mærkværdigt. Hun er forfatter, men det hun er mest kendt for, er at give sine erfaringer og indsigter fra at være forfatter videre til kommende forfattere.

Uden at google kan jeg ikke fortælle dig hvad hun egentlig skriver og i hvilken genre. Siden jeg første gang læste Bird by Bird, som er hendes bog om at skrive og blive ædru, har Lamotts tips, tricks og sandheder siddet i mig. Bird by Bird henter sin titel i en situation fra hendes barndom, hvor hendes bror ikke kan komme i gang med en skriftlig skoleopgave om fugle. Deres far beroliger ham med ordene "Vi tager det fugl for fugl". En sætning, der danner det urokkelige grundlag for at blive ved med at skrive og blive ved med at være ædru.

Det samme gælder hendes befriende navngivning af shitty first drafts. Du skriver en linje ad gangen. Du begynder, hvor du kan og slutter når du er tilfreds.

Mange fugle senere giver Anne Lamott en lattermild og lærerig Ted-talk.

Inspireret af disse store mennesker blev mit eget, forundrede, kig på skabertrangen og kreativiteten til denne fortælling om nødvendigheden af at udkomme og angsten for at udgive.

Hvor kommer den fra, denne skabertrang?

Vi ses om en uge

I næste uge bliver det overraskende, futuristisk og sjovt. Jeg lover dig, at hverken emnet, erfaringen eller inspirationen finder du ret mange steder.

I denne uge er vi stadig 24 der modtager ugens inspiration. Men næste uges inspiration kan du sagtens være bekendt at anbefale allerede, så del inspirationen med nogen som du mener kan have glæde af det og husk at abonnere selv, hvis du ikke allerede er på listen.

Klik på "Tilmeld dig gratis!" i nederste højre hjørne og gør det nu.

Hilsner Patrick

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.