Bagkatalog
Jeg var virkelig ikke ret klar til at være forælder. Jeg kan kaste alle mulige undskyldninger ind i det - men jeg var uforberedt, angststyret og helt ude af mig selv. Bogstaveligt talt. Jeg havde ikke et indre sted at være forældre fra.
Hvor ved jeg det fra? Jeg har lige mødt mig selv i for 20 år siden.
“Hmm, ser du. Livet er mærkeligt. Specielt når man finder sig selv i Odense for at købe babymælk og leje Dødens Gab 2. Ikke en umiddelbar kombination. Men altså dagens opgave, udstukket af tilfældigheder og familien. Babymælken er til det mindste barn, Smilla, 6 måneder, og Dødens Gab 2 til den ældste, Olivia, 11 år. Udover de to børn er der min kone, Stine, 32 år, og mig, Patrick, 34 år. Og selvfølgelig katten Mille og 4 killinger på 4 dage. Men det er så også hele familien.
Og det er der, at det går op for mig at jeg trænger til at skrive noget af alt det der sker i vores liv. For der sker sgu en del. Og meget af det går tabt, som det meste bør, det er trods alt bare hverdag, men noget af det skal også fastholdes. For min skyld. Så det prøver jeg så på denne måde.
Det er lidt grænseoverskridende, for det er privat skrevet og uden synderlige filtre som anonymitet eller intellektualisering. Det har jeg aldrig prøvet før.
Senere sidder jeg i bilen på vej hjem. Og det er her, at det går op for mig at en måde at dæmpe den grundlæggende stress, der er i mit liv - og sikkert i de fleste voksne liv - er ved at trække nogle streger mellem nogle af de mange punkter, som vi berører hver dag. Hvis ikke jeg havde lovet mig selv ikke at elaborere for meget, eller rettere ikke prøve at score billige point ved at skrive smart, ville jeg skrive om at opleve forlæns og forstå i retrospekt. Nu vil jeg bare skrive at jeg savner lidt perspektiv på mit liv.
Arbejder jeg for meget? Tænker jeg for lidt? Er jeg nok far eller for lidt til stede? Jeg aner det ikke - men jeg håber at finde ud af det, stille og roligt - ved at opleve, skrive og læse senere”.
Nu læser jeg så mig selv senere. Forstenet i tid, fortalt i ord. Denne 2025-dag begyndte med indsigten: Jeg glemmer at digte. Og det er sandt. Når vi fortæller om det vi oplever, så deler vi et perspektiv, som er subjektivt i sit udgangspunkt, men inkluderende i sin natur.
Vi finder hinanden når vi finder os selv.
Det glemmer jeg i alt mit tilsyneladende alvorlige dag-til-dag. Når dagene går for hårdt og hurtigt, forsvinder refleksionen. Når vi skynder os ned gennem gaden, ser vi ikke vores spejlbillede i ruderne. Vi mister idéen om hvem vi faktisk er.
Nu har jeg så mødt mig selv. Begyndt at læse mit bagkatalog. Frosset i tider. En ting går igen. Når jeg har gjort det, jeg skal længe nok, så begynder jeg at gøre det jeg vil. Se på min verden med stædig nysgerrighed og skrive om det.
“Dette er hvad jeg gør når jeg bruger hver en fiber i min krop. Når jeg virkelig elsker. Når jeg er totalt opslugt. Når intet kan komme til min opmærksomhed, men jeg er fuldt tilstede. Når jeg for alvor mener det. Når jeg opgiver alt fra modstand til mig selv. Så sidder jeg på en stol. Sædvanligvis med benene slingrende til siden i glæde over nuet. Med et tastatur foran mig. Og det er ikke en sur pligt. Og det er ikke en grim glæde. Og det er ikke tryghed eller det modsatte, det er bare. Stille og roligt i al sin hysteri. En tilstand.
Ligesom tusind andre før mig. En junkie på streg med Túrell og Thyboe, Rifbjerg og Rasmussen, Holst og Høegh. Alle sammen afhængige, miserable uden og glade med. Endelig hjemme igen. Tyst og troligt står det bare der og venter på at inspirationen bliver for stor. Så stor at den må ud og ned. Et øjebliks indsigt, kontakt, printet for evigt, der varer til jorden går under og alt er ligegyldigt. En bestillingsopgave med konstant deadline. Et voksende tryk, der må have udløsning. En befrielse, der virkelig vokser hver gang”, skrev jeg 9. september 2004.
Dengang skrevet som en strøm af ord, der blev smidt i hjørnet af skrivebordet og dermed efterladt digitalt, som en mental note til mit senere selv.
Teksten er som en børnetegning man finder mange år efter, som giver et øjebliksbillede af hvordan verden så ud indefra de små øjne og dengangs evne til at videreformidle det. Man kan fnyse og se med hårdt blik eller vælge milde øjne og se det, som noget jeg ikke ville være foruden og heller ikke kunne have sprunget over. Så hvorfor dømme det som andet endnu et skridt på en flad vej, der aldrig ender. Det eneste man kan, er at samle erfaring og blive bedre til at gå.
Gennem tiden har jeg skrevet og udgivet på mange platforme. Koncepter kommer let til mig. Forståelsen har altid virket overordnet. Med tiden har jeg udviklet en præference for tiden inden heureka. Skåltalen er aldrig så spændende som de søgende kladder. Alle oplevelserne og langt det meste af livet findes i notesbøgernes ulige noter. Derfor tror jeg på en sidestillet orden, der ikke længere dømmer indsigt, som under eller over.
I 2006 havde jeg, i ret kort tid, en blog, der var inspireret af syvtommersinglers natur. En kort og kompakt tekst om et emne, der kunne passere systemet - mit og dit - og udkomme med formålet at få os gennem endnu en uge.
“Jeg husker tydeligt 2. maj 1991. Det var egentlig bare en koncert med Pet Shop Boys. Men det var selvfølgelig ikke bare en koncert. Det er det jo sjældent, når man gider skrive om det 14 år senere. Det var en dybt iscenesat oplevelse, hvor musikken var en velproduceret undskyldning for en aften på kanten mellem det absurde og det ligetil.
Det var også kulminationen på en plan der havde dannet sig mellem Lowe og Tennant, om at turnere med et show, der tog sit udgangspunkt i teatralske turnéer, som David Bowies ”Diamond Dogs” og Grace Jones ”One Man Show”. En plan de havde haft siden 1986, som først blev realiseret fem år senere.
Scenen var tømt for musikere, instrumenter og mikrofonstativer, og blev i den følgende halvanden time kun fyldt med et forunderligt teatralsk univers iscenesat af operainstruktøren David Alden og designet af David Fielding – begge engelske, kontroversielle og innovative. Berømte for deres arbejde på English National Opera i London. Men ikke kun derfor var dette en helt speciel aften i mit unge liv. Det var også første gang jeg skulle til en koncert med det band, som ramte mig lige i hjertet og fortalte mig dele af historien om mig selv.
Pet Shop Boys talte til mig. De ramte mig med deres, let gammelkloge og tørre beskrivelse af den engelsk opvækst i en blanding af regelret kostskole og et voksenliv i et stærkt klassedelt samfund præget af dekadent sædeforfald. Og så med deres kreativitet. Finurlige detaljer som i sangen “It’s a Sin”. Med den absurde nedtælling i starten – ”20 seconds and counting” – indskudt, bare fordi det lyder godt.
Til den regnvåde Sohogadelyd i starten af ”West End Girls” over den tilbagelænede smårap: ”At night, the people come and go. They talk too fast, and walk too slow. Chasing time from hour to hour. I pour the drinks and crush the flowers”.
Fra ”What Have I Done To Deserve This” der, udover at genopfinde Dusty Springfield, også lykkes med at skabe en elektronisk og livstræt pastiche på et tresserlydbillede. Og senere med album efter album der konstant udforskede omgivelserne og ikke mindst fænomenet Pet Shop Boys. Altid i en spændstig kombination af stor selvironi og alvor.
Andægtigt, med hver en muskel i min krop spændt, stod jeg allerbagerst i salen og lyttede til de første toner af koncerten. Det loopede og metalliske ”everybody, e-e-everybody” fra ”This Must Be The Place I Waited Years To Leave” gik i en rytmisk rundgang, der siden har siddet som et musikalsk mantra, der er dukket op på de underligste tidspunkter. For mig var det fint at stå bagerst, jeg følte en smule crowd control dér, allerbagerst.
Der stod jeg trygt og godt på fin afstand, så jeg kunne beskue og betragte scenariet i sin helhed. Lade øjnene glide fra forscene til fans. Og dér havde jeg nok stået den dag i dag – hvis ikke jeg havde mærket en bestemt, men venlig, hånd blive placeret insisterende på min ryg.
Den pressede lige præcis nok til at jeg mistede min selvkontrol og begyndte at gå hen mod hovedfeltet af publikum. Hånden tilhørte min gode ven, der var et par år ældre og havde været til mange koncerter (i hvert fald i forhold til mig). Hans tese var tilsyneladende, at musik skulle man opleve, ikke overvære. Så jeg gled ind i midten, ledt af hans faste hånd. Og netop der, hvor selvkontrollen døde i henførelsen over showet, timingen og ikke mindst sangene, netop der oplevede jeg musikken. På en måde jeg aldrig havde oplevet før, nemlig uden for mit hoved.
Jeg ser dvden en helt almindelig lørdag eftermiddag i Kvickly Extra. Den koster kr. 100,- og der står kun fire af dem. Jeg har netop været nede og få aflivet en syg ørkenrotte og nu skal jeg købe aftensmad til tre inden biksen lukker klokken 17.
Min indkøbskurv er allerede godt fyldt af ferskvarer og grøntsager. Men også af en bog af Dalai Lama og Yann Martels ”Pi´s liv”. Af en eller anden grund falder tanken på de bunkevis af bøger der står med en klar hensigtserklæring derhjemme i forvejen.
Men hvem kan overvinde den dejlige og pirrende fornemmelse af at have fundet noget fedt? Jeg vil ikke stille ”Pi´s liv” tilbage på hylden. Dalai Lama ryger retur og bliver erstattet af Performance på dvd.
Jeg ser mig omkring. Hvem her er det jeg deler skæbnefællesskab med? Hvorfor står der 4 eksemplarer af Performance på en lørdagshylde i Kvickly Extra? Hvem har indkøbt dem og hvem har stillet dem op her? Midt mellem 6 flasker rødvin for kr. 200,- og tre pakker kød for en hund? Det giver ikke mening. Koblingen er for lang og strækker sig ud af led. Den er ikke mulig – ikke for mig.
Så jeg snupper dvden og løber mod udgangen, hvor jeg med øjne på stilke og ører i nakken betaler min regning og går mod bilen for at hjembringe mit nyindkøbte overflod af glemte minder. Senere samme aften sidder jeg med den sidste af lidt for mange øller og ser en kavalkade af datidschokerende og udfordrende udførte plateauer. Det er et godt gensyn. Men noget er ændret - den melankoli de plejede at vække er væk.
Dengang kunne jeg kun tvivle om livet ville lykkes. Ville jeg opleve kærligheden? Ville jeg knække meningsløsheden? Jeg har levet længe nok til at vide intet er givet fordi det er der når man falder i søvn, men jeg ved at jeg har oplevet kærligheden og det er mening nok. Om jeg så mister alt i morgen.
Nu kan jeg lytte med bare en smule afstand og dermed få adgang til at dyrke den kreative klarhed, ikke fordi den udtrykker mine længsler, men som et billede på vores store fællesskab af ensomhed og tvivl.
Samtidigt med at Pet Shop Boys tog rundt i verden på deres Performance turné, skrev Neil Tennant ordene ”DJ Culture” i sin lommebog. Det var en observation. Nutiden var ikke længere selvoplevet, den blev baseret på samplinger af fortiden. George Bush emulerede tidligere tiders store krigsledere i sin nystartede golfkrig, og pressen samplede tidligere tiders store forsider. Ligesom befolkningen gjorde det de skulle i tilfælde af krig.
Tennant savnede reflektion, han oplevede det hele som reaktionært. Den observation blev til sangen ”DJ Culture”, der parafraserer den engelske og homoseksuelle forfatter Oscar Wilde efter han blev idømt 2 års straffearbejde, ”And I my lord, may I say nothing?”.
Der sluttede Syvtommerfortællingen på bloggen i 2006, men fortsatte på utallige platforme og tider. Nu fandt ordene og oplevelseerne hinanden på tværs af tid.
De buer livet spænder er stressende og uforløste. Indtil de giver efter og giver mening. En koncert i 1991 bliver til en oplevelse i Kvickly Extra 15 år senere, der giver en anden mening i 2025. Når vi digter finder vi sandheden. Der knytter sig til et øjeblik i tiden, hvor den bliver frosset til evig forandring.
Vores opgave er at bære de buer med smil til de giver mening. Igen og igen fortæller vi os selv og forstår derfor det hele lidt bedre.
Denne tekst er inspireret af, at jeg er ved at samle mit bagkatalog på Patreon og jeg vil gerne give dig et års gratis medlemsskab fordi du abonnerer på nyhedsbrevet. Følg dette link og få gratis adgang til bagkatalog og nye udgivelser af video, lyd og tekst: https://www.patreon.com/damsted/redeem/B51C6