Jeg elskede, da Bilka havde døgnåbent. Det betød, at når jeg havde tjekket ind på et hotel, der lå i nærheden af et hypermarked, så kunne jeg træde ind i det, som jeg havde mest brug for. Andre mennesker og hverdagsliv. Eller rettere hvernatsliv. For det var mest om natten, behovet for lidt normalitet var stort.
I de uendelige gange, fyldt med alt, hvad noget menneske har brug for – måske bortset fra nærhed – gik jeg rundt i sløvt tempo og blev mere og mere mig selv. Jeg fik afmonteret den spænding, jeg havde i kroppen, og smed det evige fokus, som fulgte arbejdsdagene.
I mindst ti år arbejdede jeg vidt forskellige steder i Danmark og ofte på skæve tidspunkter. Derfor endte mange af mine dage med en køretur til det sted, hvor det ville være mest praktisk at vågne næste dag. Jeg brugte aftenen – og nogle gange natten – til transport, så jeg kunne få mest muligt søvn om morgenen, inden dagen begyndte.
Arbejdet optog mig. Når jeg ikke var på arbejde, tænkte jeg på, hvordan mit arbejde kunne gøres bedre, og hvordan ny teknik og teknologi kunne forandre det. Når jeg var på arbejde, tænkte jeg ikke på andet end, hvordan netop den dags arbejde kunne forløses bedst muligt. Derfor havde jeg brug for et skift, der tydeligt markerede forskellen på den ene arbejdsdag og den næste. Noget mentalt mellemlægspapir, som afgrænsede dagene fra aftenerne og nætterne.
Nu er mit arbejdsliv meget mindre fragmenteret, men jeg finder stadig mig selv i den større sammenhæng i supermarkedet. Jeg går rundt og ser de andre. Jeg stirrer aldrig, men fornemmer dem mellem reolerne og i grøntafdelingen. Jeg hører børnene og deres forældre i tusind forskellige samtaler, som altid kommer fra samme kilde, nemlig hverdagen. Jeg ser de ældre mennesker handle til én – og den evigt overfyldte lørdagsvogn foran en familie med alt for lidt tid og alt for meget ansvar.
De fleste kvinder, jeg har kendt, hader at handle. Jeg elsker det. Hele forløbet, hvor man kommer ind og begynder at samle information – danner dagens tilbuds- og udbudsbillede. Stille stykker det sammen til et mulighedsrum. Med egne pålagte begrænsninger, som kommer til med tiden.
I perioder har jeg været virkelig fattig og kun set på, hvad jeg kunne stykke sammen af fornuftige måltider fra hylderne med datovarer. I andre perioder, som nu, har jeg en typisk middelklasseøkonomi og tager derfor andre hensyn.
Der er virkelig sket noget med mine madvaner over tid. Da jeg var yngre, spiste jeg for at blive mæt. Så begyndte jeg at lave mad for at imponere kvinder og børn. I en lang periode spiste jeg det sundest mulige inden for den mindst mulige økonomiske ramme. Nu køber jeg mere ind med min samvittighed – og den vejer tungere med alderen.
Det begyndte med en helt almindelig pakke blåmuslinger. Jeg elskede muslinger. Men pakken lå i mit køleskab og nærmede sig sidste dato, fordi lysten pludselig manglede. Der var noget ved hele tilberedningen, der gav mig lede ved tanken.
Muslingerne, der ligger levende i dvale i pakken. Suget af luft, når man åbner pakken. Kombineret med det faktum, at de ryger levende ned i kogende vand for først at dø og derefter blive spiselige, skabte en ulyst, jeg ikke kunne overkomme.
Med en dag tilbage af holdbarheden tog jeg pakken i bilen, kørte over Svendborgsundbroen og ned til den lille lystbådehavn i Vindeby. Her tog jeg muslingerne ned til vandkanten, kiggede mig over skulderen, åbnede og vendte pakken rundt, så muslingerne faldt ned i vandet. De dvalende muslinger endte sikkert som krabbe- eller mågeføde, men det var dog mere naturligt, end at jeg skulle dræbe dem på den mest smertefulde måde, der findes.
For et års tid siden droppede jeg oksekød, som jeg nu kun spiser, hvis det bliver serveret for mig, eller hvis det er på en menu, jeg ikke selv har indflydelse på. Dette var før priserne på oksekød steg, men jeg bruger prisen som forklaring. Det er indiskutabelt at sige, at jeg ikke har råd, hvor sandheden er langt mere forfængelig og derfor lidt skamfuld for mig. Nemlig at jeg droppede det røde kød, fordi jeg med alderen bliver nødt til at finde nye måder at skære i kalorierne, da jeg forbrænder langsommere og tager hurtigere på.
På den store kaloriekonto røg først mælken i kaffen og siden alle hverdagsdrikke med kalorier, som blev erstattet med vand og kaffe. Som kalorierne kom også samvittigheden snigende. Efter jeg havde set et billede af en gris’ øjne, der kiggede direkte i kameraet, røg grisekødet fra min menu.
Så kom sundheden og hamrede på døren. Nu ligger der mindst 400 gram bønner og lignende sunde grøntsager på min aftentallerken. Hver dag. Typisk sammen med kylling eller fisk. Jeg kan sagtens fremskrive og ved, at det er et spørgsmål om tid, før kyllingen bliver taget af samvittigheden. Den fede fisk i slutningen af havets fødekæde er allerede blevet slugt af sundheden, fordi den opsamler tungmetaller. Og så har jeg slet ikke nævnt et ord om ultraforarbejdede madvarer, som står i en sort kappe og glor på mig med leen klar.
Indkøb er en rebus, der skal løses – og som kan føles snærende. Når man en tilfældig tirsdag aften opdager, at der er tilsætningsstoffer i den frosne yndlingsgrøntsagsblanding og derfor bruger ti minutter på at tage alle typer af blandinger op af frysedisken for at forsøge at læse den mindste skrift, som skjuler de største hemmeligheder, så er der meget på spil i supermarkedet, som skal løses gennem handling.
Men det er selve indkøbet, der er komplekst – ikke supermarkedet. Som for mig er et socialt sted, hvor vi allesammen mødes over tid. Supermarkedet er min kirke. Du kan bruge stedet til at piske dig selv med dårlig samvittighed, elske din næste eller få lidt brød og vin. Men mest af alt møder du alle andre mennesker – og på den måde viser du dig selv, at du stadig er en del af noget større.
Der var noget særligt fint i at kunne gøre det, efter 400 kilometer klokken tre om natten. Derfor elskede jeg, da Bilka havde døgnåbent.