Da jeg vågnede fra den amerikanske drøm

Photo by Alexandra Gorn on Unsplash

Fra første øjeblik havde jeg en snigende fornemmelse af, at noget var galt. Det kunne ikke være den oplevelse, andre havde hyldet som en af de fineste på tv nogensinde. Som første sæson af Life on Mars udspillede sig, blev skuffelsen større og mere udtalt – og overraskende. Var dette serien, der kom med de fineste anbefalinger? Det virkede helt off.

Oprindeligt var min glæde ellers stor. Jeg havde fundet den på DVD i en lokal genbrugsbutik. Den kostede 30 kroner, og det var hele første sæson. Umiddelbart et godt køb. Bagsiden citerede den engelske avis Daily Telegraph: “Slick, entertaining, full of action and humour”. Mine forventninger var høje, men min oplevelse var skuffende.

Den manglede alt det, jeg forventer af en engelsk politiserie. Finesse, selvironi og undertrykt indre forfald. Alt det, der aldrig bliver sagt, er ofte essensen af den fortælletradition, vi deler med englænderne. Den skrigende stilhed, de knap synligt vredne hænder, den stille desperation.

Det hele var for meget in my face og for lidt in my head.

Halvvejs i Life on Mars gik det op for mig, hvad der var galt. Jeg så den amerikanske udgave af den engelske serie. Det klumpede, følelsesberegnede og overforklarede var pludselig tydeligt og skar historien i småstykker som en kulturel Fruit Ninja. Alt, der blev kastet op på skærmen, blev skåret i gebisvenlige småstykker. Her skulle ingen tygge for meget på noget, der kunne forklares. Sæsonens overdrevne arketyper og hullede historie hutlede sig frem til den dårligste afslutning, som jeg nogensinde har set af nogen serie – og jeg har set en del.

I, hvad der må have været ren resignation, klippes til den mest slidte og dumme udvej, en historie kan have. Det var bare en drøm. Alle slår ud med hænderne og giver op. Det er muligt, du havde investeret dig selv menneskeligt, men vi er bare en business, så vi er out of here. See ya, don’t want to be ya!

Sådan er kapitalismen – utak er de armes løn.

Jeg endte lynhurtigt med at bestille den rigtige udgave – den engelske, som amerikanerne havde set og nydt, men ikke ville lukke ind i sin enøjede konkurrencekultur, med al sin åbenlyse engelske fejring af fejl og mangler hos mennesker. Den version, som DVD-omslaget citerede anmeldelsen af og solgte sig på – men ikke turde omfavne og faktisk indeholde.

Hvem fanden er koldblodig nok til at skrive “Slick, entertaining, full of action and humour”, når alle ved, at amerikansk humor staves uden det britiske u, netop fordi den typisk er mindre spidsfindig og krøllet.

Sikke et humør, hva’? Det er ikke fordi, jeg hader USA – det gør jeg slet ikke. Faktisk tværtimod. Men på det seneste har det været svært at aflevere sin kærlighed, og så ender det hurtigt i en lille sorg, der forvrider sig til vrede.

Siden vicepræsident J.D. Vance proklamerede, at Danmark er en dårlig allieret, har mit forhold til USA grundlæggende været forandret. Først blev jeg fornærmet og droppede – fra dag til dag – alle amerikanske varer, jeg umiddelbart kunne. Der kom ikke Heinz og californisk rødvin i indkøbskurven. Netflix, Prime og Disney blev opsagt, og jeg begyndte en langsom, men sikker rejse væk fra Google Drev og andre datatjenester, som jeg i mange år har forladt mig på.

Allerede i løbet af de første dage trak jeg tusinder af kroner ud af mit amerikanske budget. Valgmulighederne er faktisk mange, særligt når man bliver mindet om at se sine vaner efter i sømmene. Efter at den værste del af fornærmelsen havde buldret løs, kom der en subtil opvågnen. Vance havde sparket til en vulkan, der efter eksplosionen blev til et krater og dermed gav mig en helt ny horisont.

Jeg er vokset op med amerikansk som mit bærende kultursprog.

Intet land – udover Danmark – har jeg brugt så meget tid og opmærksomhed på som USA. Da jeg kom kørende op mod Rocky Mountains og genkendte dem fra en cigaretpakke, som stod i mit lokale supermarked, slap jeg et meget hørbart gisp. Det var som at træde ind i Peterskirken i Rom – bare lidt større.

Første gang jeg kørte ned gennem Europa, skulle jeg lære, hvordan ting så ud og opførte sig i Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien og Spanien. Første gang jeg kom til USA, følte jeg mig omgående hjemme mellem de evige gule vejstriber på de åbne landeveje, der krydsede den ørken, jeg havde set på film.

Da jeg kiggede op på Mælkevejen, liggende på motorhjelmen af den lejede Ford Mustang i nattemørket på et bjerg, så jeg mig selv udefra, som i en scene fra tv. Da jeg kom til Las Vegas, kendte jeg The Strip og følte mig omgående hjemme. Og jeg følte mig som Hemingway, da jeg stod på det yderste hjørne af Key West og kiggede mod Cuba.

Der har aldrig været en tvivl i mig, om at det var for det bedste for mig og Europa, at USA havde hovednøglen til alle vores døre – digitale som fysiske. USA var farmand, der lindede på døren og kiggede kærligt ind på os, når vi sov, trak dynen op om ørerne på os og slukkede lyset.

Men efter at vores lille rigsfællesskab har givet fri adgang til Grønland, fri adgang til Europas datakabler, fri adgang til vores forsvar og soldaters liv, til vores skattepenge og endda vores børns tommelfingre, hjerner og opmærksomhed, så forandrede den ene sætning alt. Danmark har været en dårlig allieret, sagde Vance. Og gentog det måneden efter. Det var ikke en fejl, og han blev ikke klogere. Men det gjorde jeg.

Det har sikkert været på vej længe. Simret under overfladen. En form for systemkritik, som vokser med alderen. Vi bliver måske lidt rigere gennem vores liv, men vi bliver også væsentligt klogere. Vi møder livets barskeste kant og lærer, at det eneste, der definerer og forklarer et samfund, er, hvordan det behandler sine svageste.

En gruppe mennesker, som det kun kræver et kort øjebliks uheld eller ulykke at blive permanent del af.

Jeg kendte jo godt USAs fejl og mangler. Jeg er blevet plattet for penge til en dunk benzin i et indianerreservat, hvor den – meget charmerende – indfødte forlod mig med ordene “Enjoy the res, man – enjoy the res”. Og røvet af en prostitueret i San Francisco på gaden – midt om natten, da jeg var på vej hjem fra en fest.

Begge gange blev jeg vred, men jeg lod det også fare – for de mennesker havde ikke andre muligheder. De skadede mig ikke – han snød mig, og hun kom hen og stak hånden i bukselommen på mig, inden jeg kunne nå at gøre eller sige noget. De fik en ti- eller tyvedollarseddel ud af det. Jeg fik en oplevelse til et essay. Ingen kom noget til, og alle fik, hvad de havde brug for.

Men efter Vance kunne jeg ikke se andet end fejlene.

Pludselig skar The Good Wife mig i øjnene. Hvorfor var den interne konkurrence mellem to kompetente mennesker, om en ringe betalt stilling uden status, driver for en sæson af en tv-serie?

Hvorfor kan man blive YouTube-stjerne ved at promovere hustlekultur, hvor du står op 4.30 og arbejder dig så langt ud, som du kan – og så lidt til?

Og hvorfor kan man blive præsident, bare fordi man har været dommer og bøddel i en tv-serie gennem ti år, hvor hovedopgaven var at skabe et dårligt arbejdsklima med dumme mål og derefter nyde at fyre de mennesker, der ikke kunne holde til det?

Da jeg endelig fik stillet skarpt, blegnede min blinde begejstring på et øjeblik.

Den amerikanske drøm er blevet til et mareridt om produktivitet. En evig hustle, hvor du står tidligere op, træner mere, handler hurtigere og ældes langsommere end dine konkurrenter – og alle er dine konkurrenter.

Pew Research fandt i 2023, at 46% af amerikanere ikke bruger deres betalte feriedage fuldt ud. Det er nok ikke på grund af overflod af fritid, som man bare ikke kan nå at bruge. Den typiske amerikaner har 11 dages betalt fri efter et års ansættelse, 15 dage efter 5 år og 18 dage efter 10 år i samme firma.

Det vil sige, at en almindelig amerikaner har ret til de samme fridage på et år, som jeg typisk holder fri i løbet af en almindelig sommer. Når jeg vender solbrun tilbage til kontorstolen, kan jeg se frem til efterårsferie, juleferie, vinterferie og en bunke helligdage i foråret, før jeg endelig kan komme på en lille måneds sommerferie igen.

Mit amerikanske modstykke kan se frem til at give firmaet en uges ferie som gave for at være ansat endnu et år. I USA taler man om begreberne job clinging og job hugging. De beskriver, når man holder fast i sit job, selvom man hader det. Det har en masse ulemper for både ansat og arbejdsgiver, når folk bliver i jobs, som de virkelig ikke bryder sig om – men alternativet er værre.

Under 2. Verdenskrig måtte amerikanske virksomheder ikke konkurrere på størrelsen af lønnen. For at sikre, at alle funktioner i samfundet havde lige adgang til den knappe arbejdskraft, indførte præsidenten et hårdt lønloft, der betød, at virksomheder begyndte at tilbyde andre ting for at virke tillokkende. F.eks. sygesikring.

Det har hængt ved, så i dag er mange almindelige amerikaneres sygesikring knyttet direkte til deres job. Da de fleste ikke har råd til at betale sygesikring selv – og endnu mindre uden indtægt – har du simpelthen ikke råd til at arbejde dig i stykker uden et job. Og det begynder faktisk endnu tidligere. En amerikansk uddannelse koster mellem 200.000 og 400.000 kroner om året, så hvis du ikke er barn af Kong Gulerod, begynder du dit arbejdsliv med tung studiegæld.

Det sidste, man ser, inden man kører galt, er ofte det forkerte. Og her tror jeg, produktiviteten er et farligt svar på alt – fra social mobilitet i samfundet til det enkelte menneskes værdi og muligheder. Ja, det meste kan gøres lidt smartere – der er fem procent i alt, der ikke behøver være der.

Når selve produktiviteten og optimeringen bliver årsagen, så har vi mistet meningen. Den produktivitet, som vi fejrer på YouTube, forfiner på Instagram og fingerer på vores CV, kan ikke i sig selv være et mål. En af de mange små konsekvenser, jeg har truffet af Vance og hans pludselige udstødelse af Danmark, er, at jeg har slettet mit CV fra LinkedIn. Ikke fordi platformen er ejet af amerikanske Microsoft, men på grund af erkendelsen af, at ingen nogensinde kommer forbi mit CV og giver mig et job. LinkedIn er endnu et kulturelt og socialt invasivt billede i mit liv – i dette tilfælde af, hvordan et arbejdsliv er.

Ved nærmere eftertanke er jeg hverken ivrig efter eller misundelig på det amerikanske arbejdsmarked. Det virker faktisk helt forkert i forhold til mine værdier og min hverdag. Jeg er simpelthen bedre vant. Ikke fordi jeg er finere på den – men fordi jeg er europæer og dermed langt bedre stillet som arbejdskraft og som menneske.

Vi behøver jo ikke adoptere et gammeldags syn på alting, bare fordi USA går fuld boomer på verden. Derfor er det største produkt, som jeg har skåret ud af mit forbrug, den amerikanske kultur. Man bliver klogere over tid og justerer måden, man tænker, agerer og forbruger. Det sker hele tiden og løbende. Foie gras forsvinder fra restauranterne, bly fra benzinen, asbest fra hjemmene, arsenik og kviksølv fra syfilisbehandlingen.

Dermed fik jeg også et andet blik på amerikansk kultur, der derefter gav mig et helt andet syn på min egen virkelighed, som jeg altid har fundet mindreværdig i forhold til den amerikanske. Indtil jeg så den tillempede udgave af Life on Mars, der med al tydelighed indeholdt og eksponerede mange svagheder, ved den amerikanske kultur.

Da mine øjne endelig kunne se, så jeg, at Europa er langt mere reguleret – og derfor langt mere frit – end USA. Vi er den sofistikerede udgave af den amerikanske drøm. Hvor mennesket har en grundværdi, der ikke skal bevises eller vindes – fordi det er en dåbsgave.