Disney og raketnazisterne
Drømmen om Mars er lige så gammel som drømmen om de raketter, der kan løfte og bære os derud. Wernher von Braun skrev i 1948 en 280 siders kombineret teknisk beskrivelse og novelle på tysk, som han kaldte "Marsprojekt".
Von Braun var på dette tidspunkt stationeret på den amerikanske hærs raketudviklingsbase på Fort Bliss i New Mexico. Derfor fik orlogskaptajn Henry J. White ansvaret for at oversætte bogen til engelsk, hvorefter U.S. Defence Department godkendte bogen til udgivelse, fordi den var "for futuristisk til at krænke hemmeligtstemplede sager", som de vurderede.
Wernher von Braun forsøgte herefter at pitche "Project Mars" til hele 18 amerikanske forlag, som alle afslog tilbuddet.
På den tid var rumfart og raketter en lang skuffelse for USA - med en peak ping i 1957, da russernes, og verdens, første satellit Sputnik, bippede løs som en påmindelse om russernes evne til at bygge ballistiske missiler og sende tunge ting op i rummet, også over USA.
I rummet kan alle høre dig bippe. Derfor havde USA brug for en sejr i de lave baner over jorden.
Amerikanerne tog rumfarten fra militæret og etablerede NASA, som samtidig fik overdraget nogle af de bedste videnskabsfolk i verden, som mildt sagt var håndplukkede og heller ikke vilde med Rusland.
Man må sige, at Wernher generelt har en can do attitude til det med raketter. Allerede fra hans teenageår er det en kæmpe interesse, som han forfølger ret ensporet. Han læser alle tilgængelige bøger og studerer matematik og trigonometri, for at kunne forstå og udvikle rumfart. Han melder sig, i 1928, ind i amatørforeningen “Verein für Raumschiffahrt”, som er en international gruppe med udgangspunkt i Tyskland, som samler interesse og viden om rumfart.
Fremtiden er flyvende for von Braun. I 1932 bliver han ansat i det tyske militær, hvor han skal udvikle missiler, der flyver på flydende brændstof og får i 1934 et doktorat i fysik ved universitetet i Berlin. Kun et år efter han har meldt sig ind i et SS-hestekavalleri. I 1937 melder han sig ind i nazistpartiet. I 1940 bliver han SS-juniorofficer.
Uanset hvordan man vender og drejer det, er Wernher von Braun en af de vildeste - og mindst omtalte - figurer i vores moderne historie. Han gik, i sine 65 år på jorden, fra at stå ved siden af Hitler til at stå ved siden af Kennedy.
Hele NASAs Apollo-program hviler på de ballistiske missiler, som Wernher von Braun udviklede for Adolf Hitler i hjemlandet Tyskland, før han - sammen med en bunke andre tyske videnskabsfolk - blev hevet til USA, inden russerne kunne få fingre i dem. Det hele foregik i roderiet umiddelbart efter anden verdenskrig, i en helt ubegribelig mission, der hed Operation Paperclip. Navngivet efter trykmærket fra den papirklips, der var fjernet fra deres sagsmapper, så de ikke længere indeholdt deres gerninger, men kun en forside.
Den amerikanske rumfart synes fredeligere hos NASA (hvilket den ikke var og er), de tyske forskeres fortid var verschwunden og alt var klar til succes. Men selvom von Braun fik en tydelig instruks om ikke at pådrage sig al for meget opmærksomhed, drømte han stadig stort. En drøm, der begyndte da han ved sin konfirmation ikke fik den typiske preussiske gave - nemlig et ur og et par bukser - men et teleskop.
Wernher von Brauns bog om Marsprojektet består af to dele: En teknisk del og en science fiction-del, hvor 3. verdenskrig er overstået, en kæmpe dødsstjerne våger over jorden og smadrer umiddelbart ethvert menneske, der gør noget ulovligt. Man kunne tage von Braun ud af nationalsocialismen, men man kunne åbenbart ikke tage nationalsocialismen ud af von Braun.
Von Brauns detaljerede beskrivelser i både den fiktive og faktuelle del af bogen går igen overalt. Fra "Rumrejsen 2001's" cykliske rumskib i evig bevægelse for at skabe falsk tyngdekraft, over Dødsstjernen i "Star Wars", til Elon Musks udvikling af løfteraketsystemer.
Wernher von Brauns gamle planer er uhyggeligt tæt på de planer, som både NASA og Musk arbejder på i dag, kun tilsat lidt nye indsigter. I dag ved vi, at der næsten ikke er nogen atmosfære på Mars, så vi kan ikke bruge den til at bremse raketter ned i hastighed før de lander. Vi ved også, at der ikke er vand i frit spil, men måske frosset, og derfor ingen vegetation på overfladen. Ligesom vi ikke forventer at møde aliens på Mars.
Men bortset fra de tre parametre, så har von Braun leveret på alle de store linjer.
I 1950'erne fik USA atomkraft, og den nye energi satte omgående spor alle steder. Også i raketterne, hvor den uendelige kraft var perfekt til nedsætte missioernes rejsetid til kun 8 måneder til den røde planet. Von Brauns tætte kollega, både i Nazityskland og senere i NASA-Amerika, Dr. Ernst Stuhlinger, opdaterede projektet, så det havde kernekraft, der passede perfekt til den lange tur og tiden.
Endda så meget at de to videnskabsfolk i 1957 fik tid til at forklare deres projekt i Walt Disneys ugentlige TV-show Disneyland. Vi taler om to ægte videnskabsnazister, der blev hyldet i bedste sendetid på amerikansk tv, fordi de var gode til at bygge raketter, der først havde behaget Hitler og nu den amerikanske befolknings drømme om at kolonisere en nær planet.
Jeg har besøgt Peenemünde og von Brauns produktions- og affyringsanlæg for V1- og V2-raketter, som i dag er en blanding af museum og åbent land. Det kan naturligvis ikke sammenlignes med de værste lejre, som nazisterne havde fantasi til at opbygge, men anlæggene og fabrikkerne er gigantiske. Med en konstant tilstedeværelse af omkring 10.000 russiske og polske krigsfanger som arbejdere, og et kæmpe område, der indeholdt alt fra brændstoflagre til voldsomt dimensionerede kraftværker og affyringsramper, der kunne sende ballistiske missiler dybt ind i England. Det var her, at de to kommende Disneyhelte udviklede og skabte sig et navn på ryggen af ødelæggelse, lidelse og død. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til det, fordi det er så mærkeligt modstridende, at vi ikke kunne komme til månen, og måske Mars, uden Hitler.
Nå, men for at vende tilbage til Stuhlingers forbedringer af projektet, så er de solide. Han gav Mars-fartøjet en ion-motor, som egentlig var russeren Konstantin Tsiolkovskys idé fra 1911. Faktisk var Konstantin en stor inspiration for både Wernher og Ernst - heldigvis var både V1- og V2-raketterne så upræcise, at de aldrig blev brugt for alvor mod Rusland, så her undgår vi i det mindste den ultimative ironi.
Ion-motoren bliver brugt i dag. Ligesom idéen om et landingsfartøj med faldskærm, der affyrede sine motorer kortvarigt umiddelbart inden landing for at bremse det sidste ned, kom også på bordet på grund af Ernst. Det var sådan, at USA landede Viking 1, der var den første Mars-lander. Ligesom Ernst Stuhlinger også bragte idéen om et landingsfartøj, der kunne skyde den øverste del af sted fra overfladen igen, til bordet. Det var sådan, USA landede og lettede fra månen i 1969.
Det var solide videnskabsfolk - hvis russerne havde fået fingre i dem, så havde de udviklet nøjagtig det samme. Så havde von Braun bare stået ved siden af Khrushchev og ikke Kennedy. Det er tid til at lade historien gå - og dermed gå videre.
Hvad er menneskets drøm om Mars? Den er våd. Meget våd!
Umiddelbart virker det måske som nogle rige røvhullers kæmpestore flex. Med tilstrækkeligt mange raketter og tilstrækkeligt mange mennesker kan vi kolonisere Mars, så der kan bo mennesker i lukkede økosystemer på overfladen og under. Og planerne er mange, som vi vender tilbage til lidt senere.
Men - hold min øl - det kan vi gøre bedre. Hvad nu, hvis vi - med atomeksplosioner og kæmpestore spejle, over tusinder af år - kunne få Mars til at ligne jordkloden? Hvis vi kunne terraforme den, så vi havde en ekstra jord?
Fuck romerne, europæiske kolonimagter og vestens frontiers. De tænkte så småt.
Dette er os allesammen, hele menneskeheden, der overtager en anden planet og ændrer den til vores behov. Smag på ordet. Terraforming. Det er der noget fremtid i. Eller er der?
Vil du have resten af historien om Mars, så skal du abonnere på podcasten Djævlens Værk. Afsnittet udkommer snart. Du finder den på alle store podcastplatforme - og lige her.