Hvad er meningen?

Tag med på en tænksom tur gennem natten, livet og Danmark

Hold godt fast, lige om et øjeblik siger jeg en sætning på tysk.

Hvis jeg ville være populær og have rigtig mange visninger, rigtig mange følgere og blive hevet frem af Gud og hver mand, som interessant og rar og virkelig en mediebegivenhed, så ville jeg skabe en kanal og nogle videoer, som bekræftede dig i det, du vidste i forvejen.

Det er ikke min stil. Åh Gud, det er ikke min stil. Jeg ville ønske, det var min stil.

Men min stil er besværlig. Min stil er noget, jeg slås med. Ikke engang hver dag, men i hvert fald hver time og nogle gange hvert minut.

Spørgsmål, nysgerrighed, interesse, lyst til at få tingene til at hænge sammen, til at forstå. Og ikke bare forstå én gang, men forstå igen.

Og måske forstå på sigt. Og forstå den enkelte. Og forstå sammenhængen.

Men åh Gud, det er så trættende.

Det er så uendeligt.

Vil du hellere have denne tekst oplæst, så klik herunder.

Det er så målløst at ville forstå. For der er hele tiden noget nyt, der vil forstås. Og der er hele tiden en masse, som ikke kan forstås.

En masse, som bliver puttet ned i den mentale rygsæk, hvor man gemmer det. For måske senere at få en anden bid af puslespillet. Som gør, at man begynder at kunne sætte tingene sammen. Og indimellem kan man se kanten af et eller andet. Man kan ikke se, hvad det er. Men det har lidt samme farve og lidt samme tekstur.

Og man kan se, at de her brikker hører sammen. Men de passer ikke sammen. Men de hører sammen. De er cirka samme sted i puslespillet. I samme område. Samme areal.

Med samme figur. Men der mangler stadigvæk flere brikker. Før der kommer en figur. Før der kommer en helhed. Før der kommer en forståelse. Åh Gud.

Og måske er det Gud, som mangler i alt det her. For Gud må arbejde i uforståelige sammenhænge. Og når vi ikke forstår, så kan vi altid kaste hen til Gud og sige:

"Det er vi for dumme til at forstå." Men Gud er bare heller ikke hele forklaringen. Fordi rigtig meget af Gud er opfundet af menneskene. Og rigtig meget af Gud er lavet i vores billede.

Og rigtig meget af Gud er lavet for at tage trykket af det enkelte menneske. Sådan vi ikke behøver at forstå. Men når man nu gerne vil forstå.

Det slår det mig tit at jeg har en foragt inde i mig selv. For det der er lige til. Jeg har ikke en foragt for at vælge det, der ligger først. Jeg vil bare forstå det, der ligger bagved.

Og når jeg har forstået det, så kan jeg vælge det, der ligger først. Jeg vil aldrig kunne vælge det, der ligger først, først. Det er umuligt.

Jeg sagde, at jeg ville sige en tysk sætning. Den kommer her: "Der Narzissmus der kleinen Differenzen."

Det var en sætning, som ramte verden i 1917. Det var Sigmund Freud, der sagde den. Og den var baseret på noget arbejde, som en britisk antropolog havde lavet tidligere, der hed Ernest Crawley.

Senere skrev Freud det også ind i en bog. Og ideen med sætningen "Der Narzissmus der kleinen Differenzen" er, at jo tættere vi er på et andet menneske, jo tættere vi er på en anden type, jo tættere vi er på en nation af folk.

Jo mere vi ligner hinanden, jo mere vil vi gå i stor konflikt om små forskelle.

For at holde fast i os selv. For at holde fast i vores narcissistiske jeg. For at kunne sige til os selv: "Hey, jeg er mig. Og verden overvælder mig ikke. Verden er ikke større end mig. Jeg er en del af verden. Jeg er i verden. Jeg har lov til at være i verden. Og jeg er særlig i verden”.

For at kunne holde fast i det, så skal vi kunne overbevise os selv om, at vi har ret til det. Og for at kunne overbevise os selv, så bliver vi nødt til at være unikke. For hvis der er nogen, der kan erstatte os, hvis der er nogen, der kan erstatte os, så er vi jo ikke nødvendigvis nogen, der har ret til at være her. For der kunne lige så godt være en anden, der var os. Eller i stedet for os.

Det er meget, meget nemmere at se sin egen personlige forskel på nogen, som er helt anderledes. Og derfor er dem, der er helt anderledes, måske i virkeligheden slet ikke så truende. Måske er de slet ikke så farlige, hvis de er meget anderledes.

Men når de begynder at minde om dig og mig - og være meget lidt anderledes, være meget lidt forskellige, så bliver de måske lige pludselig en meget stor trussel mod det, der er mig, eller det, der er os.

De små forskelle bliver nødt til at blive gjort store, sådan vi kan holde fast i os selv og vores unikke ret til at være os.

Og mens man kører i det sydfynske for at komme på job i Brøndby dagen efter, at de er blevet fodboldmestre, så kan man jo undre sig over, hvad forskellen er på Brøndby og OB og AGF - og hvad de nu ellers hedder, ud over hvor de kommer fra.

Er der forskel nok til, at der reelt er noget værd at kæmpe for og kæmpe om? Ja, det er der. For der er en loyalitet fra nogle fans, som gør, at de fans ikke bare er fodboldfans, og dermed alle sammen ens. Men Brøndbyfans og AGF-fans og OB-fans. Det er som om vi indeni har noget, der gerne vil have, at vi skal være forskellige.

Det er som om vi har en kraft og en drift, som siger: "Jeg er unik. Der findes kun en af mig." Og samtidig har vi en anden kraft, som siger: "Elsk mig. Lid mig. Lad mig høre til. Anerkend mig."

Nej, nej, jeg er ikke dig. Jeg er mig.Men du skal anerkende mig. Så jeg ikke forsvinder. For nu at citere en af mine litterære helte, så har det aldrig været nemt at være nogen.

Det er hverken nemt at være den enlige mor på bistand, som modtager rykkerskrivelsen, eller at være postbuddet, der afleverer rykkerskrivelsen i postkassen.

Og for nu at citere en anden af mine litterære helte, så er det, vi skammer os mest over, typisk det, vi har mest til fælles med alle andre. Hvorfor er det, det er bygget ind i det enkelte menneske? Hvorfor er det bygget ind i os alle sammen? At det er svært at være.

Det er svært at være os. Det er svært at være mig. Det er svært at være dig. Det er svært at være os. Og det er svært at være menneske.

På alle niveauer, i alle forskelligheder, er der enhed. Men vi ved også, at der er meget få gennemsnitlige mennesker i verden. Gennemsnit er en matematisk øvelse, som dækker over et utroligt stort spænd, hvor forskellighederne fra det ene yderpunkt til det andet yderpunkt er ekstremt store. Og når man lægger det ud, så typisk vil der være meget få mennesker inde i midten.

Det, vi kalder middelklassen, er ekstremt bred. Det er også derfor, vi nogle gange bliver overrasket over, hvad vores kolleger går og laver i deres fritid, eller hvad familien inde ved siden af gjorde bag de lukkede døre. Det er altsammen noget, som kan overraske os. Fordi vi tror, at gennemsnittet findes.

Og fordi vi tænker, at de fleste mennesker lever et middelliv. Men de fleste mennesker er bare ikke i midten. Gennemsnittet er en matematisk opfindelse. Som dækker over en kæmpe variation.

Den gør det nemmere for os at overskue og forstå verden. Og det gør den på bekostning af utrolig mange forskelle, som bliver fjernet.

Sandheden er, at vi allesammen er meget mere forskellige. Sandheden er, at vi allesammen er helt unikke.

Jeg tror ikke, at der findes andre mennesker i verden, som inden for den seneste time har haft nøjagtig den rækkefølge og sammensætning af tanker, som jeg har haft. Plagsomme, som interessante. Omvendt tror jeg ikke, at de er finere end andres tanker.

Der er sådan cirka ikke mere at komme efter. Sandheden er, at der ikke er én sandhed. Der er milliarder af sandheder.

Men de er så tæt på hinanden. De er så mikroskopisk forskellige. At det er nok til, at vi kan være unikke personligheder. Men samtidig også kunne føle hinanden og forstå hinanden.

Så ja, vi er komplicerede. Fordi vi på den ene side er flokdyr. Og på den anden side ved vi, at flokken har bedst af, at alle har en plads i flokken.

Helheden har godt af forskelligheden. Og forskelligheden har godt af helheden.

Når man kører alene i en bil midt om natten, så transporterer man sig i Danmark. Men man kører også fra den ene landsdel til den anden landsdel. Man kører fra by til by. Og hvert eneste sted er der nogen, der definerer sig selv. Ud fra det sted, man kører igennem.

Men vi er alle sammen danskere.

Vi er alle sammen mennesker.

Og vi er alle sammen forskellige.

Og det har vi til fælles.

Denne tekst er, oprindeligt, improviseret og indtalt live til denne video: