MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Hvis og når nogen kigger tilbage på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke vores tiltaleformer eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som grinagtigt vil tidsfæste os. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille! Her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle. Og vi knuselskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der var det visuelt pædagogiske udtryk for samfundsøkonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede, at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod... ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent.

Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne, fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl, eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på.

Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD, fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv, udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi taler som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det. At undgå at få hverdag på fingrene. For upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet, men har en helt distanceret og udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet.

Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud af dyrets varme og våde mavesæk. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen, eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og renskuret frem- eller tilbageskriver. Eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Dér ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved at folk taler om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste 1000 sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie opfinder helt nye absurde ordsprog i bedste sendetid. Det er dem vi husker, fordi de faktisk gør noget. De har noget på spil. Og sætter sig selv i spil.

Som Edison sagde: "Muligheder bliver overset af de fleste mennesker fordi de er klædt i overalls og ligner arbejde".