Rebel Inc

I går kom min syttenårige datter hjem med en hanekam. Hun havde taget luften ud af overraskelsen ved at sende et billede på mail først, så der var ikke nogen chokeffekt i selve mødet. Jeg må også tilstå at jeg egentlig mente, det jeg skrev til hende, da jeg først så billedet. “Det er fint!”. Altså, som i "ser godt ud". Sådan må forældre jo aldrig svare på oprør. De skal opstille en mur af afstandtagen så der kan spilles oprørsbold, men jeg mente det jo. Jeg synes det var fint.

I halvfjerdserne gjorde punkerne oprør. De rettede det mod et fænomen, som jeg elsker som symbol og savner et dansk ord for, nemlig the establishment. Et establishment, jeg altid selv har følt skulle udfordres. Dog ikke med hanekam. Jeg er mere sådan en viking med sideskilning-type. Punkerne gjorde oprør ved at vise, at alt der historisk var styret af the establishment, f.eks. kulturproduktion, det kunne man sagtens selv og uden at spørge. Også selv om man faktisk ikke kunne.

Visuelt gjorde punkerne oprør ved at trashe sig selv. Piercinger med sikkerhedsnåle, hanekam der er farvet med almindelig lak og maling og en elendig hygiejne, skulle måske udstille hvordan de troede the establishment så dem. Og at de var ligeglade. Måske udstille den forvirring, der er til man finder ud af at man faktisk har sin helt egen plads i samfundet. Man skal bare tage den. Måske skulle stilen visualisere, at det er ok, at det man gør og laver ikke er perfekt, for ingen mennesker er perfekte. Anyway, det er ikke en stil og et udtryk man kommer sovende til.

Så der stod min datter med hanekam og så brandgodt ud. Hun var så spot on den gældende mode, som er en revision af punkbølgen, genfundet og opdateret af en svensk forfatter. Billedsat af en dansk filminstruktør. Halvfjerdsernes oprør er blevet til 10ernes Lisbeth Salander. En kvinderolle, der bliver pushet af Hollywood som leading woman og derfor bliver kulturikon i kraft af millioner af USDs, der bliver brugt på reklamere for netop fænomenet Salander. Og punk.

Er det ikke frækt? Hollywood og gammel-socialisten Stieg Larsson(s bo) vælter sig von And-agtigt i penge, fordi de benhårdt markedsfører historien om hvordan the anti-establishment vælter the establishment. Næ, egentlig ikke. Hvis jeg stadig arbejdede som konsulent ville jeg omgående coine frasen “oprørsøkonomi” og tage på en lang foredrags- og bogtur, så jeg også kunne malke den gældende trend. Men når nu samfundet er nået dertil, hvor markedskræfterne ikke tager over men er i vores grundstamme, hvordan skal man så gøre oprør, når man nu er ung og er en oprører, der endnu ikke har fundet sin sag?

Filmen Rebel Without a Cause blev forøvrigt udsendt i 1955 af Warner og handlede præcis om oprøret. Det blev der tjent millioner af USDs på. Specielt fordi James Dean indeholdt oprøret i en lækker krop. Det samme galdt Elvis, der var en hoftesvingende oprører, der kastede milliarder af USDs til RCA.

Sex Pistols blev benhårdt styret af Malcolm McLaren, der endda fik udgivet et interviewalbum med Sex Pistols under navnet “Some Product”. Og det samme gælder de faktiske symboler. Fra Minien, der fik sit navn i 60ernes frigjorte britiske oprør til Salander-piercinger og dragetaoveringer, som for tiden holder tatoo/piercing-branchen kørende.

Ok, markedskræfterne har nok været på spil lidt længere end i dette årstusinde. Selv Charlie Chaplins filmiske oprør mod the establishment for hundrede år siden endte i et af de største amerikanske filmstudier, nemlig United Artists. Bygget på gentagelsen af historien om den lille mand, der vandt over industritidens kapitalstærke samlebåndsbaroner. Den fattige vagabond fra samfundets absolutte bund, der igen blev selve årsagen til at den ene procent har røven fuld af penge.

Det synes næsten som om ethvert ideal vil ende i sin egen overgivelse til det, som det udfordrer. Men hvordan helvede gør vi så oprør, når oprøret åbenbart aldrig er mere stærkt end det nærmeste sorte pengehul? Er det i virkeligheden slet ikke et oprør vi er interesseret i, men bare sådan lidt barnligt, at finde ud af at der virkelig er kærlighed til os som voksende, også når vi påkalder den med udfordring.

Måske specielt et ønske, der opstår når vi skal til at forholde os til nogle krav, som måske ikke er behagelige. Vi skal selv til at tjene penge. Vi skal op til tiden. Møde på et arbejde. Få nogen børn. Købe en dyrere bil. Dø værdigt med eftertænksomme sidste ord. Så er det nemmere i en tid, at kaste sig hovedkulds ud i en modkultur sammen med dem, der minder mest om os selv. Og samle os om at tage afstand fra alle dem, vi snart skal være.

Ofte gror det med ind i voksenlivet. Hvor vi kan samle os om at være anderledes. Handler den uendelige række af røvgevirer og halstatoveringer ikke mere om at melde sig ind i en stamme, ved at skille sig ud fra en anden? Det tror jeg det gør. Og det tror jeg også er selve essensen af det evige ungdomsoprør. At vise sit tilhørsforhold til en ungdomskultur, der SKAL give fingeren til the establishment.

Det vilde er så at oprøret er så cyklisk og forventeligt, at man kan drive virkelig god forretning på det. Det gør musik-, film-, bog-, computerspilsbranchen. Sammen med så mange andre. Ironien er at dermed ender oprøret og opgøret i kløerne på dem man skulle tro var selve modstanderfiguren, men faktisk tilbyder netop det syndefald af stærkt iscenesat og markedsført ungdomskultur, der kan klippe vingerne af de små englebasser. Selv i en voksen alder.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.