Second screens er second to none

Mand og kvinde ser på deres mobil mens tv kører
Der findes kun en opmærksomhed og den kan kun rettes mod en skærm. Derfor er second screens second to none. Altså reelt first screens. 

Det store dyr i tv-åbenbaringen er second screen. Det er det buzzword, der trækker broadcasternes opmærksomhed og samtidig giver programfolk og teknikere grå hår. For hvordan skal man angribe denne udvikling? I det seneste år er der opstået små og temmelig forkølede forsøg på at rumme og møde det faktum, at tv nu typisk bliver forbrugt i baggrunden eller med hjælp fra en anden device. Deraf navnet second screen.

Med et stort tilløb forsøger de danske tv-stationer at finde deres angrebsvinkel. Desværre med en meget typisk broadcastertilgang, der slet ikke hjælper dem. Problemet er klassisk. Når man stiller det forkerte spørgsmål, får man det forkerte svar. Lad os lige kigge lidt på fakta, før vi vender tilbage til de ringe indsigter og dårlige antagelser, der lige nu dominerer diskussionen.

Allerede nu er der, bl.a. ved Googles mellemkomst, blevet analyseret på dels den amerikanske tv-seer og dels hvordan vi allesammen bruger vores forskellige devices til forskellige tilstande af aktivitet. Typisk er Googles mange og tunge analyser af brugere centreret omkring søgning – og det er Googles undersøgelser af second screen også. Men undersøgelserne afslører en del andet.

F.eks. det indlysende. Vi bruger vores devices til forskellige ting. Mobilen er vores livline og foretrukne kontaktpunkt. Tablets er primært for underholdningens skyld og computeren er et decideret arbejdsværktøj. Her gør vi ting, som er sværere. Afslutter indkøb. Skriver længere mails. Åbner regneark. Alt det, som er træls på en mobil device.

Men også det mindre indlysende. Nemlig, at vi sagtens kan foretage fortsatte flows på tværs af vores devices. En søgning på en mobiltelefon videreføres som en browseroplevelse på en tablet, for at blive afsluttet som en bordbestilling eller et rejsekøb på en computer. Vores oplevelser og vores skærmforbrug er langt mere kompliceret end vi typisk troede.

Hvilken skærm står udenfor det flow? Det gør vores tv. Vores gamle og dumme tv. Som ikke er synderligt smart, heller ikke når det får processor og internetadgang og vi hævder at det er et smart-tv. Derfor bruger vi second screens. De er smarte og giver noget til oplevelsen, som vi ikke kan få med et tv alene.

Måske er tv second screen?
Det betyder at den generelle antagelse, at second screens understøtter tv-oplevelsen, ret sikkert er forkert. Der foregår langt mindre bevægelse fra hhv. mobil, tablet og pc mod tv end den anden vej. Det er, helt naturligt, tv der er på vej til at være second screen. Er det ikke også nemmere og mere naturligt at forestille sig brugerbevægelser, der går væk fra tv og ud i en digital verden end omvendt?

Næste vigtige indsigt er baseret på Googles undersøgelser af den amerikanske tv-seer. Jeg tillader mig at antage, at adfærden også viser den europæiske tv-seer. Måske mere, fordi vores digitale infrastruktur i Europa faktisk overgår den amerikanske på flere områder. Vi har bedre og oftere adgang til mobilt internet, med smæk på hastighed og kvalitet af trafik.

Ifølge Google bruger vi second screen til tre ting. Som primær skærm, med et tv i baggrunden (77% af den tid, som de amerikanske seere har tv tændt, har de øjnene på en anden skærm). Vi bruger dem til at understøtte det program, der er på vores tv. Slår navne op, kigger fakta om gamle filmskuespillere og tjekke programoversigter. Og så bruger vi dem til at snakke med andre, der ser samme program samtidig. Hashtags, der understøtter snakken gløder under de store liveprogrammer. Jahhhh og Neeeeeejjj er ikke sjældne opdateringer på de sociale medier, under en fodboldkamp. Ligesom “Ok, de har sendt en trold i år”, kunne ledsage et Melodi Grand Prix.

Vi kan ikke styre. Vi kan understøtte og acceptere spillereglerne
Her er en af de virkeligt farlige antagelser, som jeg har stødt på hos flere store broadcastere, nemlig tanken om, at de kan styre strømmen. Det kan man ikke. Man kan understøtte den, men bare en relativt simpel handling, som at forsøge at beslutte og gennemføre et hashtag er svært. Også selv om man skriver det på skærmen. Hvis brugerne vil have #escdk, som hashtag for Melodi Grand Prix, fordi det åbner en mulighed for at snakke med brugere i andre lande, så er det deres hashtag og ingen får dem over på andet.

Man kan heller ikke styre, hvor snakken foregår. Hvis det oplagte er Twitter så bliver det Twitter. Hvis det er Facebook så er det Facebook. Det bestemmer publikum. Men det kunne også være helt andre steder med en helt tredie struktur. F.eks. i kommentarfelter under artikler, på chat, i internetfora eller helt steder, vi ikke kender eller kan forestille os. Broadcastertanken, som man kan støde på ind i mellem, er at man skal udvikle sin egen app eller endnu værre, sit helt eget sociale netværk, for at tage de sidevisninger og eje den snak, der foregår. Mere uvidende arrogant kan man vel næsten ikke være?

Second screen er kun et skridt på vejen mod noget helt andet. Nemlig konvergens. Jeg ved det, det er slidt at tale om konvergens og vi er blevet lovet konvergens oftere end politikere har lovet noget i en valgkamp. MEN, det er altså på vej. Second screen er vores bedste forståelse, af det sted vi står lige nu. Vi er i faktisk bevægelse, hurtig bevægelse, mod same screen. Ikke one screen. Ikke second screen. Men same screen. Teknologien og devices, der kan kan understøtte en fuldt konvergeret medieoplevelse er ikke lysår væk. De står ikke hos Familien Jetson. De er lige om hjørnet, som noget vi kommer til at stifte bekendtskab med indenfor det kommende halve år.

Du skal ikke kigge efter en revolution, men du skal kigge efter første gang du oplever en live-video, der har et interaktivt lag ovenpå. Så har du den og snart efter har du same screen. Det kræver kun kombinationen af en processor og en internetadgang.

Derfor ville jeg smide alle mine antagelser ud og finde en ny vej, hvis jeg var broadcaster. Derfor ville jeg tænke tv ud af fjernsynet og ud i en smartere næsten-nutid. Jeg ville tænke, at der ikke findes second screen, der findes kun en opmærksomhed og den kan kun rettes mod en skærm. Derfor er second screens second to none. Altså reelt first screens. Og sidst ville jeg fokusere blikket et hundrede procent mod at forstå og facilitere de oplevelser og brugsmønstre, der knytter sig til det vi nu kalder “second screen”, så jeg var klar til same screen. Og konvergens.

Hov, hvad var der egentlig på den anden skærm, mens du læste dette på din tablet? Googles analyse kan du finde her:

http://www.google.com/think/research-studies/the-new-multi-screen-world-study.html

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.